Tynd garagelyd fra L.A.

Populær
Tynd garagelyd fra L.A.

Thrashgenren blev mere eller mindre opfundet i USA. De producerer stadig nye bands i genren og ikke alle falder lige heldigt ud. Dismantle er ét af dem.

Kunstner
Titel
Enter The Forbidden
Dato
15-04-2012
Genre
Trackliste
1. Revenge of the Wicked
2. Enter the Forbidden
3. Realm Of The Warmaster
4. Illusions
5. Secrets From The Dark Room
6. Dwelling (In Darkness)
7. The Lost Dimension
8. Gateways
9. The Beyond
Karakter
1

Bedømt på coveret alene viser Dismantle allerede, at der er en snert af retro over dem. Når man smider skiven i anlægget bliver man kun bekræftet i den forudanelse. For Dismantle spiller old-school thrash med en rigtig beskidt garage-lyd. Det lyder lidt som en tidlig Slayer- eller Metallica-demo.

Der er da heller ingen tvivl om, at det er fra forgængerne og genreskaberne, at Dismantle har hentet deres inspiration. Der er dog også en anelse tysk inde over, idet lyden faktisk mest af alt minder om en halvhjertet hybrid mellem Slayer og Kreator. Navnene i sig selv ville normalt indikere god kvalitet, men Dismantle er ikke det nye Slayer.

På åbneren 'Revenge Of The Wicked' er der masser af solide riffs, og det er en god start på pladen, men som man arbejder sig ind i materialet og får lyttet pladen igennem flere gange, fremstår den mere og mere tynd. Produktionen er, som den er. Det må vi leve med, også selvom dette netop ikke er en demo, men Dismantles anden plade.  Debutpladen hedder 'Satanic Force' og udkom i 2009. Det tynde består i, at der ikke rigtig er nogen bund i musikken. Der er ikke nok tryk på hverken trommer eller forsanger. Og så mangler de, ligesom så mange andre bands, at skrive en sang og et riff, der gør, at man kan huske pladen fra de mange andre.

Bandet kommer fra Los Angeles. Nu har de eksisteret siden 2006. Måske det var en ide at flytte til San Fransisco? Det har bands i den genre historisk set haft held med at gøre. Med 'Enter The Forbidden' forbliver Dismantle i undergrunden med en ret ligegyldig udgivelse, selvom der er god guitar og riffs på albummet, bl.a. på en af pladens bedste i 'Secrets From The Dark Room'.

Nedenfor har vi linket til nummeret 'Illusions', der er lagt op på YouTube af bandet selv. Vurdér selv om der er nok originalitet til at kaste førnævnte bands' skygger af sig: