Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Udmærket kaos

Populær
Updated
Udmærket kaos

Når man først har vænnet sig til den relativt begrænsede produktion, så er der både fed stemning og aggression i Ligfaerds kaotiske inferno.

Kunstner
Titel
De Ilde Varslers Ånder
Dato
01-02-2011
Karakter
3

Danske Ligfaerd har mange år på bagen, eftersom bandet startede tilbage i 2000 under banneret Hrapp. Men efter et skift i medlemsstaben, så vælges det mere mundrette Ligfaerd. Der har siden været en række promo-udgivelser, og et album ligger allerede klar til en udgivelse her i 2011, men først handler det om EP'en 'De Ilde Varslers Ånder', der indeholder 4 stk. black metal sange.

Det er en 7"-udgivelse, hvor coveret på én gang måske nok er typisk for blackmetallen, men altså også har sine paralleller til en børnetegning. I anmeldereksemplaret er der tale om en "brændt" cd, og man kan håbe, at det kun er i overførslen hertil, at der er røget lidt af lydniveauet, og at det ikke er gældende for 7"-mastereringen. Hvis det er tilfældet skal man forberede sig på lige at skrue 50 % mere op på anlægget for at få den lydstyrke ud, som man er vant til.

Produktionen er lidt skrabet som var skiven optaget i øvelokalet, men når der ses bort fra introen på åbningssangen, hvor man lige får en guitar alene og så en præsentation af alle tammerne på trommesættet, så lyder det faktisk fedt og kaotisk, når alting brager derudaf på samme tid.

Der er lækre "skæve" riffs i åbneren og et højt tempo, som ikke mister slagkraften undervejs. 'Når Dombasunen Lyder' har et riff, der minder meget om Exmortem på det bands fine sidste værk, men det skal nu ikke fjerne fokus fra, at det er god og knusende, kaotisk musik.

14 minutter med Ligfaerd er ikke meget, så det skal blive spændende at høre om Ligfaerd også kan levere interessant kaos på en fuldlængde skive. Den kommende 'Med Død For Øje' må bringe os svaret, når den ser nattens mørke.