Ugens monsterdrøn

Ugens monsterdrøn

"Wasteland Discotheque" er Raunchys hidtil bedste album, og begejstrer og irriterer på én gang Emil Svendsen.

Kunstner
Titel
Wasteland Discotheque
Dato
30-06-2008
Distributør
Forfatter
Karakter
4

Roskildeaktuelle Raunchy er med "Wasteland Discotheque" kommet op på fire albumudgivelser, og jyderne har efterhånden fået skabt sig lidt af et navn med deres firserpop-garnerede metal. Og at der er tale om metal, garanterer deres tonstunge bund for, men om man samtidig kan bære de mere svævende omkvæd med keyboardflader, er så op til den enkelte at afgøre – sikkert er det i hvert fald, at det ikke er for de allermest puristiske metalhoveder. "Wasteland Discotheque" er ikke et album der stikker ud fra den ovennævnte formel, men omkvædene er en tand hårdere end på forgængeren, hvilket er rart, til gengæld er de poppede flader blevet mere fremtrædende i resten af musikken. Blandingen af tons og tingeling er alt i alt blevet mere helstøbt, da de bedre end før har fået de to ekstremer til at nå sammen i alle deres numre. Samtidig har de formået at lave et album, der ikke lyder som et Göteborg-rip-off. Se, det er jo egentlig rigtig godt skuldret. Sidst jeg havde mine små, vrisne anmelderfingre i et Raunchy-album, beskyldte jeg dem vist for ikke at være gode nok til at skrive melodier, men det kan jeg ikke beskylde dem for længere, for melodierne er nogle rigtige ørehængere. Man finder sågar et Rockwell-covernummer "Somebody's Watching Me", der i øvrigt kammer over hvad angår det ørehængermæssige – deres egne melodier er faktisk bedre. Er det så en god skive? Jo, det må jeg nok indrømme, selvom den samtidig irriterer mig. Det gode består i det helstøbte unikke udtryk, Raunchy har fået skabt sig. Det irriterende er for mig stadig, at det er så poppet. Måske er det en tilvænningssag, for den bliver albummet giver mere og mere mening, jo mere man lytter til det. Måske er det bare i orden at lave musik der er godt og irriterende på samme tid.