Utrolige Mercenary

Populær
Utrolige Mercenary

'Metamorphosis' er umiskendeligt Mercenary. Og basgrowler René Pedersen tager os alle med bukserne nede. For han gør savnet af den meget melodiske sanger Mikkel Sandager meget mindre på et fremragende progressivt melodøds-album.

Kunstner
Titel
Metamorphosis
Dato
21-02-2011
Distributør
Trackliste
1. Through the Eyes of the Devil
2. The Follower
3. In A River of Madness
4. Memoria
5. Velvet Lies
6. In Bloodred Shapes
7. Shades of Grey
8. On the Edge of Sanity
9. Black Brigade
Forfatter
Karakter
5

Hvordan klarer Mercenary det uden sin melodiske bannerfører, sanger Mikkel Sandager? Hvordan klarer basgrowler René Pedersen det som ene vokalist i bandet, som i dén grad havde sin styrke og sit udtryk i de vokale modsætninger mellem growl og skønsang?

Surprise, kære venner! René Pedersen løftede bas- og growl-arven efter Kral og løfter nu den vokale arv efter Sandager. Og gør det på fornemste vis. Han synger ikke lige så clean og skønt som Sandager, men det gør ikke noget. Pedersens "skøn"-sang har lidt mere kant end Sandagers, og det smadrer på ingen måde Mercenarys udtryk. Tværtimod, det bliver bevaret på endnu et med spænding imødeset comeback-album.

'Metamorphosis' er et vidnesbyrd om en medlems-forvandling. Ikke en musikalsk forvandling. Alt er tæt på at være helt ved det gamle, selv om der her eksperimenteres en del mere med progressive elementer. Nok til, at Mercenarys stil nærmest kan rubriceres som progressiv melodød.

Og det er sgudda helt utroligt, hvad det her band egentlig præsterer gang på gang - uanset, hvilke dødsens alvorlige åreladninger det udsættes for. Første gang op til 'The Hours That Remain' (2006), hvor krumtap og bas-growler Kral skred. Og så nu, hvor sanger Mikkel Sandager, brormand og keyboarder Morten Sandager samt trommeslager Mike Park forlod skuden.

Som i 2006 viser de resterende Mercenary-folk (plus den nye trommeslager Morten Løwe), at de kan klare sig mere end fint uden de deserterede.

'Metamorphosis' er et album, der har noget mere kant end de to foregående. Ja, det tager os lyd- og udtryksmæssigt tilbage til tiden omkring 'Everblack' og '11 Dreams', og så bygger de den ud med flere progressive elementer.

'Metamorphosis' nummer for nummer


Albummet sparkes og brøles møghårdt i gang med 'Through the Eyes of the Devil'. Melodi, sang, alt går op i en højere enhed og forfines på 'The Follower', hvor René Pedersen straks træder i karaktér som en værdig arvtager efter Mikkel Sandagers fine vokal. Sådan! 'In a River of Madness' er højtempo-smadder, hvor temposkiftene sørger for, at det ikke bliver triviel smadder. Og så er staccato-guitarerne bare så ufatteligt lækre. 'Memoria' fortsætter i samme høje tempo, dog med mere melodi og mindre growl.

'Velvet Lies' starter stille, overlegent og med fine vokaler. Og på små fem minutter får Mercenary taget os med rundt på en tour de force i, hvad Mercenary er og, hvad Mercenary kan. Maskingevær-guitarerne på 'In Bloodred Shades' tager os over på den meget dødsmelodiske 'Shades of Grey' med sine stærkt pulserende stortrommer, fine guitarharmonier og stærke, stærke omkvæd. Det er her, vi mest nærmer os de højmelodiske stjernestunder fra albummene 'The Hours That Remain' og 'Architect of Lies'. Pikkefedt, for at sige det lige ud.

Man tager en stakåndet afsked med albummet. Først på 'On the Edge of Sanity', en heftig omgang prog-melodød, hvor det i mere end 14 minutter går huhej, vilde dyr ud over stepperne med hæsblæsende smadder. Og det fortsætter ind i albummets sidste nummer, 'Black Brigade'. Og så ikke helt. Med en stille og meget melodisk passage med guitarsolo viser Mercenary os den musikalske kompleksitet, som dette ultrakompetente orkester mestrer.

Wauv, for et comeback!