Veloplagt nostalgi
Accepts comeback album er en overraskende positiv oplevelse, selvom bandet ikke har fornyet sig.
2. "Teutonic Terror"
3. "The Abyss"
4. "Blood of the Nations"
5. "Shades of Death"
6. "Locked and Loaded"
7. "Kill the Pain"
8. "Rollin Thunder"
9. "Pandemic"
10. "New World Comin"
11. "No Shelter"
12. "Bucketful of Hate"
14 år er der gået siden Accept sidst udgav et album, og bandets alder taget i betragtning, havde mange nok ikke regnet med mere fra den kant. De tyske metalpionerer rørte dog lidt på sig i midten af forrige årti, og flere vil nok huske deres optræden på Giants of Rock i Gentofte. Det førte efterfølgende til rygter om der måske alligevel var en egentlig gendannelse og nye plader på vej – men nej. Indtil nu...
I hvert fald hvad angår det med nye plader, for Accepts karismatiske frontmand Udo er nemlig ikke med på 'Blood of the Nations', hvor vokalen varetages af Mark Tornillo. Hvorfor han ikke er med, skyldes vist, at de gamle drenge ellers ville være kommet til at bide hovederne af hinanden, og så har Udo jo sin egen karriere i U.D.O., hvor han i øvrigt også spiller gammelt Accept.
Den gamle Accept-frontmands fravær har i sagens natur betydning for hvordan pladen lyder, for Tornillos vokal er ikke så speciel som Udos. Tornillos sang er med andre ord ikke så skarp og diskant som Udos, men mere dyb og standard-heavy, og det samme er derfor også det første indtryk man får af 'Blood of the Nations'. Og det er faktisk slet ikke så surt ment, som det måske kunne lyde. For selv om der ved gud ikke bliver drejet nye, dybe tallerkener på denne udgivelse, er det slående, hvor veloplagt albummet virker.
Kliche på kliche bliver linet op, og alligevel (eller måske snarere derfor) breder der sig en varm følelse indeni. Muligvis fordi det lyder lidt af barndommens musikalske enge, men først og fremmest fordi det står klart, at Accept faktisk mener det. Ingen anklage skal eller bør lyde, om albummet kun er udkommet for at tjene en ekstra skilling.
Alle numre på pladen er selvfølgelig ikke lige gode. Bedst er Accept når de spiller hurtigt, hårdt og hævi som på åbneren 'Beat the Bastards', 'Teutonic Terror' og 'Pandemic'. Værst er balladerne såsom eksempelvis strygerklistretheden 'Kill the Pain', som bare er kedelig.
'Blood of the Nations' kunne altså godt have undværet balladerne, men er dem til trods, en anbefaling værd til enhver metalnostalgiker, der savner 80'erne.