Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Veloplagt stilstand

Updated
Veloplagt stilstand

Selvom Unleashed ikke opfinder noget nyt på seneste udspil, 'Odalheim', så er musikken så drevent og veloplagt leveret, at den holder vand hele vejen til Vinland og hjem.

Kunstner
Titel
Odalheim
Dato
20-04-2012
Distributør
Trackliste
01. Fimbulwinter
02. Odalheim
03. White Christ
04. The Hour Of Defeat
05. Gathering The Battalions
06. Vinland
07. Rise Of The Maya Warriors
08. By Celtic And British Shores
09. The Soil Of Our Fathers
10. Germania
11. The Great Battle Of Odalheim
Karakter
4

Man kan ikke beskylde Unleashed for at udfordre dødsmetalgenren med kreative nybrud, og i mere end tyve år har bandet trofast holdt sig til at spille grænsemelodisk dødsmetal med stor vildskab og tyngde. Det har ikke ændret sig spor på seneste udspil, 'Odalheim'.

Navnet på albummet – 'Odalheim' - er det samme som navnet på den verden som iflg. Nordisk mytologi kom efter Ragnarok, så heller ikke tematisk, har Unleashed flyttet sig – det handler stadig om vikinger og nordisk mytologi.

Og selv om det her kunne se ud som om, anmeldelsen lander på en middel-dom over dette 11. studiealbum fra de svenske krigere, så er musikken så sprudlende og kompetent, at en middelkarakter ville være for lav. Trommerne basker nemlig derudaf med præcision og majestætisk tyngde, og guitarerne veksler fint mellem det grindende melodiøse og det grumtunge, så det er meget stemningsfuld dødsmetal, det her.

At der endnu engang er rigeligt med Fredrik Folkares meget melodiøse og legato leads, er kun med til at styrke pladen, for de har længe været - og er stadig - nogle af de mest talentfulde i genren, idet de giver en fin kontrast til rytmesektionens metalliske vildskab, uden derfor at blive fimsede.

En enkelt indvending mod pladen er dog, at teksternes virkemidler er lidt for udtrådte. Det er ikke temaet som sådan, for det er faktisk meget originalt at Unleashed har henlagt sammensmeltet fortællingen om 'Odalheim' med vores historiske og fysiske verden – herunder opdagelsen afVinland (dvs. Amerika). Men som sædvanlig er det kamp og store slag der har inspireret, så ord som "rise", "warrior" og lignende, går for ofte igen og minder i for høj grad om alle de gange, man har hørt Unleashed og Johnny Hedlund synge om den slags. På trods af det er det en mere end god plade, som enhver med bare en smule vikingeblod og -hjerte burde lægge øre til.