Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Fredag den 13. – nu om onsdagen

Updated
wednesday-13-necrophaze
wednesday-13-necrophaze

Horrorpunk og shock rock er Wednesday 13’s metier. På ’Necrophaze’ bliver man kun bange og chokeret af alle de forkerte årsager.

Kunstner
Titel
Necrophaze
Dato
27-09-2019
Genre
Trackliste
1. Necrophaze
2. Bring Your Own Blood
3. Zodiac
4. Monster
5. Decompose
6. Be Warned
7. The Hearse
8. Tie Me a Noose
9. Life Will Kill Us All
10. Bury the Hatchet
11. Necrophaze Main Theme (End-Credits)
12. Animal (Fuck Like a Beast)
Forfatter
Karakter
2

Den aldrende Wednesday 13 kan i år fejre 25-årsjubilæum som pladeudgivende shock rocker siden debuten med det hurtigt opløste Maniac Spider Trash tilbage i 1994. Det var dog turen over de lige så farverigt navngivne Frankenstein Drag Queens from Planet 13 og i særdeleshed samarbejdet med Slipknots Joey Jordison og Static-X’s Tripp Eisen i Murderdolls, der for alvor skabte et navn for frontmanden.

Siden Murderdolls-debuten i 2002 har Wednesday 13 udgivet plader i eget navn med en imponerende regelmæssighed, og ’Necrophaze’ er således ottende soloplade fra sangerens hånd. Ligeså imponerende er det, at ingen af de foregående syv for alvor har gjort stort væsen af sig, selv om debuten ’Transylvania 90210: Songs of Death, Dying and the Dead’ og den seneste, ’Condolences’ fra 2017, har været udmærkede afbræk for den lille skare af genreentusiaster, der virkelig mangler nogle flere Rob Zombie-plader.

For ligheden med Zombie i hans formative år som solist er slående. Fascinationen af horrorfilm har de til fælles og ’Necrophaze’, der også har et John Carpenter-inspireret filmplakat-cover, indledes med en intro indtalt af selveste Alice Cooper, der giver mindelser om 'Twilight Zone'-tv-serien. Det skal lægge op til den musikalske slasher horror, som pladen gør det ud for. At Coopers bløde ord er så u-uhyggelige, at det hele virker tandløst og opsat fra pladens indledende sekunder, er næppe tiltænkt. Men det fungerer meget godt som en advarsel om det noget slatne slutprodukt, vi skal have serveret.

Herfra får vi serveret dansabel, disco-inspireret shock metal med banale riffs og Wednesday 13’s hæse vræl, der unægtelig lyder som Rob Zombie anno 1998 uden effekter. Det samme gør det fiffige gyserordspil (’Bring Your Own Blood’) og en halvsvag vise om en seriemorder (’Zodiac’). Det her var rigtig fint, da Zombie gjorde det for 20 år siden. Er det stadig godt, når det bliver serveret af reserveholdet 20 år efter? Ikke rigtigt.

Det bedste fra mig og mine venner
Wednesday 13’s produkt bliver faktisk først interessant, når han får hjælp fra udefrakommende. Det gør han adskillige steder undervejs af Stone Sour-trommeslager Roy Mayorga, der til lejligheden er sprunget ud som keyboardspiller. Specielt i førstesinglen ’Decompose’, hvor keyboardet rent faktisk tilføjer det strejf af uhygge, som pladen angiveligt skulle være gennemsyret af, og giver et ekstra musikalsk aspekt til et nummer, der som resten af pladen er drevet af alt for monoton riffing og mangel på originale ideer. Den ellers ret tumpede ’The Hearse’ ender også med at stå tilbage som et af de mere hæderlige bud på pladen, primært reddet i land af Mayorga og trommeslager Kyle Castronovo.

Inden da får vi serveret den glimrende og møgbeskidte duet ’Monster’, hvor Lacuna Coils Cristina Scabbia giver et par stemmebånd med og, i sammenspil med pladens bedste guitararbejde, faktisk får stablet et rigtig solidt nummer med decideret hitpotentiale på benene. At vi skal have endnu en intetsigende spoken word-gæsteoptræden fra GG Allin-protegeen Jeff Clayton understreger dog, at man ikke skal begrave sin plade i gode venner, bare fordi man kan.

Overordnet er ’Necrophaze’ fattig på gode ideer. Wednesday 13 er ikke bleg for at skrive et godt omkvæd og kreere en ørehænger, men dem er der umådelig få af på pladen. Hvor han tidligere i karrieren har præsteret både ultraaggressive punknumre og virkelig tunge energiudladninger, virker pladen, som om den ikke evner at komme ud i de ekstremer, og i stedet holder den sig til en slagen og vag middelvej, hvor det meste er ligegyldigt og hurtigt glemt. Mod slutningen får vi en energibombe i den fjollede og charmerende ’Bury the Hatchet’, men det er for lidt og for sent. Det er bemærkelsesværdigt og trist, at ekstranummeret, W.A.S.P.-coveret ’Animal (Fuck Like a Beast)’, faktisk er pladens bedste nummer og serveres med den indlevelse og indædthed, som man havde ønsket, at resten af pladen kunne byde på.

Wednesday 13 vil gerne være farlig. Han vil gerne have, at vi skal blive bange. Desværre er det så som så med farligheden, og angsten minder bemærkelsesværdigt meget om skuffelse.