Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Moden stemme

Updated
ws_fb_32-690x690

Whitesnake har været længe undervejs med 'Flesh and Blood', men de har tilsyneladende brugt tiden godt.

Kunstner
Titel
Flesh and Blood
Dato
10-05-2019
Trackliste
Good To See You Again
Gonna Be Alright
Shut Up & Kiss Me
Hey You (You Make Me Rock)
Always & Forever
When I Think Of You (Color Me Blue)
Trouble Is Your Middle Name
Flesh & Blood
Well I Never
Heart Of Stone
Get Up
After All
Sands Of Time
Forfatter
Karakter
4

Oprindeligt skulle Whitesnake have udgivet ‘Flesh and Blood’ sidste sommer, men ifølge bandet har tekniske problemer udskudt dette 12. album til det aktuelle sen-forår, hvor vi altså får den første indspilning af ny musik fra bandet i otte år. Det er selvfølgelig med David Coverdale i front, og så er besætningen stort set identisk med de musikere der lavede ‘The Purple Album’ for fire år siden, hvor Whitesnake nyfortolkede Deep Purple-numre fra perioden med Coverdale som forsanger. 


For en anmelder, der ikke har skænket Whitesnakes plader mange tanker siden de hitstærke 80'er-udgivelser, er dog mere interessant at opleve, hvor blueset et band Coverdale har samlet sig.  


Her spilles tungt og beskidt i ‘Trouble Is My Middle Name’ og ‘Hey You (Make Me Rock)’, og glemt er alle stadionballaderne med de store armbevægelser og lighter-tiltrækningskraften. Og netop tungt er et element, som går igen. Der spilles sjældent over midttempo, og hårdttrukne riffs kan slæbe sig frem i en ond bluesmaskine, der matcher Coverdales dejligt slidte stemme.  


Frontmanden, der jo i princippet er Whitesnake, har en anden stemme end dengang, hvor huden sad stramt uden hjælp, men den er lige så karismatisk og matcher fornemt udtrykket. David Coverdale virker samtidig også tændt og opsat på at bevise, hvordan tiden har fået vokalen til at ældes med ynde i retning af et lige så perfekt modent udtryk.  


Man lever næsten med, at der også er tænkt på at skrive en sjæler. ‘After All’ er smuk som en vuggevise, og sangere med mindre karakter havde knækket nakken på det, men Coverdale kan, og derfor må han godt. ‘When I Think of You (Color Me Blue)’ har lidt mere power, men mangler også et par procent i omkvædet for rigtig at lægge op til kinddansen. Det er på rocksiden, at pladen har sin berettigelse. 

Det mærker man i titelnummeret eller den solide åbner ‘Good to See You Again’. Eller i ‘Gonna Be Alright’, hvor Coverdale og band giver en smag af Robert Plants solotid, og i ‘Always and Forever’, hvor får man lyst til at smide anklager Thin Lizzy-plagiat efter dem – men så alligevel ikke, fordi Whitesnake-mærkatet stadig er stærkt, og det kun føles som en gennemtænkt hyldest.  


‘Flesh and Blood’ er en solid udgivelse, og de mange gange, Coverdale har været rundt om solen, er sådan set kun at høre, fordi man også kender den vokal, der med lethed kunne pille de højeste toner ned tilbage i Whitesnakes kommercielle storhedstid.

Menu