Godt nyt fra Scorpion Child

Populær
Godt nyt fra Scorpion Child

Efter et par turbulente år med mange udskiftninger er Scorpion Child tilbage med et særdeles fornuftigt comeback-album.

Titel
Acid Roulette
Dato
10-06-2016
Trackliste
1. She Sings, I Kill
2. Reaper’s Danse
3. My Woman In Black
4. Acid Roulette
5. Winter Side Of Deranged
6. Séance
7. Twilight Coven
8. Survives
9. Blind Man’s Shine
10. Moon Tension
11. Tower Grove
12. I Might Be Your Man
13. Addictions
Karakter
5

Da Scorpion Child udgav deres debutalbum i 2013, blev det mødt med kaskader af gode anmeldelser. Det var fuld fortjent, da ’Scorpion Child’ var et af dette års allerbedste debutalbum.

Med debutalbummets meget Led Zeppelinsk lydende, storladne hard rock havde mange set Scorpion Child som det nye store stadionrockband. Men ret hurtigt blev der stille om bandet, og der har da også været en del bøvl i rækkerne, resulterende i, at 2/5 af medlemmerne har forladt bandet siden debuten.

Ny besætning
Tilbage af de oprindelige medlemmer er nu kun leadguitarist Christopher Cowart og bandets karismatiske forsanger Aryn Black. Men forud for indspilningen af det nye album har de to fået følgeskab af nye medlemmer. Ind er trådt trommeslageren Jon Rice, der også er en del af Job for a Cowboy, og bassist Alec Caballero Padron. Endelig er bandet også blevet tilføjet en keyboardspiller i form af Aaron John "AJ" Vincent.

På debutalbummet var besætningen med vokal, bas, trommer, lead- og rytmeguitar. Men i forbindelse med guitarist Tom Franks afgang fra bandet har man altså valgt en erstatning i form af keyboard i stedet for en ny guitarist.

Valget af keyboards til fordel for to guitarer er bemærkelsesværdigt. Forud for udgivelsen af debutalbummet udtalte Aryn Black således, at bandet var inspireret af bands som Uriah Heep. Tilføjelsen af en organist gør bestemt ikke tilknytningen til det gamle britiske hard rock-band, som netop var keyboarddomineret, mindre.

På ’Acid Roulette’ er der da også mange sange, hvor lyden er domineret af den hammondorgel-sound, der var så fremherskende hos en række, især britiske, hard rock-bands i begyndelsen af 1970’erne. Her er det naturligvis ikke mindst Deep Purple med Jon Lord, der var stilskabende inden for denne sound.

Ny lyd
Det er dog langt fra alle sangene på ’Acid Roulette’, der er præget af orgellyden. Men det er alligevel påfaldende, at Scorpion Child på det nye album lyder mindre som Led Zeppelin og mere som Deep Purple, end det var tilfældet på første udgivelse. Ganske vist lyder Aryn Black fortsat som Robert Plant, men musikken har ændret sig en lille smule.

Men Scorpion Child er ikke bare ændret fra at lyde som den ene rockdinosaurus frem for den anden. Når man lytter igennem Robert Plant-vokalen og den britiske hard rock-lyd, kan det også fint spores, at der er noget gedigen stoner rock, der ligger og rumsterer i bandets musik. Der er tydelige spor af Queens of the Stone Age, Orange Goblin, Monster Magnet og såmænd også Soundgarden gemt i Scorpion Childs musik.

Og denne smeltedigel af gammelt og semi-gammelt fungerer ganske fortræffeligt for Scorpion Child. Umiddelbart er ’Acid Roulette’ måske ikke helt på højde med debutalbummet. Men det er et album, der konstant vokser i en grad, så det bliver ganske svært at bedømme, hvilket der er bedst.

Gode sange
Der er en række flotte, heftige, overraskende, effektive sange på albummet.

Albumåbneren ’She Sings I Kill’ har et gedigent Zeppelin-riff, men med et nedtonet groove og med en bas, der emmer af stoner rock. Det er samtidig tilsyneladende en gammel sang helt tilbage fra tiden før debutalbummet. Men det diskvalificerer den bestemt ikke. Den kunne sagtens have stået distancen på etteren.



'Reaper’s Danse' (ja, det er 'Danse', ikke 'Dance') drøner af sted i en rytme, som minder om gammel Thin Lizzy eller endda noget britisk metal fra omkring 1980.

Titelsangen er noget af det bedste på albummet. Her blandes den fede hammondsound med psykedelisk David Gilmour-guitar og -vokal i en insisterende helhed. Det er 60’er-agtigt og kunne sikkert lyde godt med Anisette fra Savage Rose på vokal.

’My Woman in Black’ ville være oplagt med Ozzy bag mikrofonen. Det er Black Sabbath i en symbiose med stoner rock.



På ’Survives’ går bandet i psykedelisk ballademodus i noget, der lyder som Bigelf eller eventuelt Queen eller endda Alice Cooper, som han kunne fabulere, da han stadig var under andre stimulanser end Coca Cola Light.

’Moon Tension’ er nok den sang, som lyder mest som det materiale, der var på debutalbummet. Særdeles Led Zeppelin-lydende.



Endelig kan nævnes sangen ’I Might Be Your Man’. Her går man vist ikke helt ved siden af, hvis man sammenligner den med Deep Purple i David Coverdale-tiden eller med noget, som Whitesnake kunne have udgivet.



’Acid Roulette’ er endnu et herligt album fra Scorpion Child. Som ovenstående kunne antyde, så stritter musikken i mange retninger. Men det fremføres på en måde, så det bør kunne finde lyttere hos såvel den gamle garde, der hylder 60/70’er syre- og hard rock, som hos det lidt yngre publikum, der er vokset op med og ikke kan slippe 90’ernes og start-00'ernes stoner rock.