10 hurtige: Rikke Emilie List

Rikke Emilie List

De fire kvinder i Konvent er efterhånden godt kendte i det danske metalmiljø, både på scenen og blandt publikum. Men havde du nogensinde regnet med at kunne støde ind i bandets forsangerinde til en Scooter-koncert?

Kunstner
Fotograf
Adriana Zak
Forfatter

Rikke Emilie List har, siden hun var lille, haft en drøm om at stå på scenen og optræde. Oprindeligt var tanken, at det skulle være som skuespiller, og drømmen begyndte da også at gå i opfyldelse, da hun som 21-årig kom ind på en skuespillerskole. Efter to år fandt hun dog ud af, at den del af underholdningsbranchen ikke var noget for hende alligevel, men lysten til at stille sig op på en scene, te sig åndssvagt og fortælle historier blev af den grund ikke mindre – og det er heldigvis et behov, hun snildt får opfyldt som frontkvinde i Konvent.

Uden for scenen er det særligt sprognørderi, Rikke beskæftiger sig med; hun har en bachelor i international virksomhedskommunikation og engelsk, til daglig arbejder hun som tekstforfatter og oversætter på et kommunikationsbureau, og i sin fritid har hun i halvandet år gået til japansk, da Japan har været en af hendes helt store fascinationer siden 12-årsalderen. Men til trods for dette har det asiatiske land ikke sat de dybe spor, når det kommer til musikken.

Hvad er dit første minde med heavy metal?
Alle vores fædre i Konvent har spillet bands som Black Sabbath for os, da vi var helt små. Jeg kan huske, at min første yndlingssang var ‘Smoke on the Water’ af Deep Purple. Jeg har nok været en 6-7 år. Min far købte deres livealbum ‘Made in Japan’ til mig, og jeg var lykkelig.

Hvem er dit favoritband gennem tiderne?
Rammstein blæste mig fuldstændig omkuld i gymnasiet. Jeg var kæmpefan og brugte rigtig meget af min fritid på at sidde på alle mulige obskure fansites. De vil altid have en særlig plads hos mig. Den førsteplads blev dog overtaget af Cattle Decapitation senere hen. Et andet band, der også bare holder, er Creedence Clearwater Revival. Det band har ikke lavet én eneste dårlig sang.

Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Jason Keyser fra Origin. Han virker meget sjov og har sikkert en masse vilde historier fra alle de turnéer, han har været på, og fra de gange, han har boet rundt omkring i verden.

Hvad er dine fem yndlingsplader?
1. Cattle Decapitation – ‘The Anthropocene Extinction’
2. N.A.I.L.S. – ‘You Will Never Be One of Us'
3. Shape of Despair – ‘Monotony Fields’
4. Dyscarnate – ‘With All Their Might’
5. Meshuggah – ‘The Violent Sleep of Reason’.

Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?
Den ene var Rammstein i Forum i 2004. Jeg havde glædet mig til den koncert i hundrede år, og det var første gang, jeg skulle se dem live. Jeg var derinde med min søster ,og vi stod allerforrest ude i venstre side. Det var kæmpestort! Da koncerten var færdig, og bandet sagde tak til publikum, så jeg Christoph Schneider prikke Till Lindemann på skulderen og lave en diskret thumbs up til ham. Det betød enormt meget for mig, at de også havde haft en god koncert. Bagefter sprang Oliver Riedel, Flake og Richard Kruspe ned og gav alle os, der stod forrest, high fives – bedste dag i mit liv!

Den anden var, da Cattle Decapitation spillede sammen med Suffocation og tre andre bands i Pumpehuset i 2016. Jeg havde lyttet til ‘The Anthropocene Extinction’ konstant, siden den blev udgivet året før, og havde glædet mig helt vildt til at høre sangene live og se Cattle Decapitation for første gang. De overgik alle mine forventninger, og stemningen blandt publikum var fantastisk.

Hvilke platforme bruger du til at opdage nyt musik?
Faktisk mest mine venner. Hvis de anbefaler noget, er jeg altid mere nysgerrig efter at høre det, end hvis jeg falder over et nyt navn på nettet. Men min foretrukne musikplatform er Spotify.

Hvilket band er din guilty pleasure?
Scooter! Jeg vil ikke engang sige, at det er en guilty pleasure, for det er ikke noget, jeg skammer mig over at sige. Deres musik minder mig bare om at være barn og gå i fritidshjem, inden man blev selvbevidst og gik op i, hvad andre folk mente om en. Det er en reminder til mig selv om ikke at tage mig selv og andres meninger for alvorligt og bare have det sjovt. Jeg så dem live for et par år siden med en veninde (som i øvrigt er kæmpe black metal-fan), og vi havde det sindssygt sjovt. Jeg gider simpelthen ikke gå op i image og at være “trve”, det er spild af min tid.

Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
Da jeg var teenager og hørte Rammstein, var der en, der spurgte mig om, hvad det dog var for noget neonazistisk musik, jeg lyttede til. Men jeg synes, at jeg møder fordomme, hver gang jeg fortæller folk, som ikke selv lytter til metal, at jeg synger i et metalband. De bliver enormt overraskede, da de vist har en helt anden idé om, hvordan metalhoveder er og ser ud.

Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?
Det engagement, man ser hos alle de frivillige på spillestederne og festivalerne både i Danmark og i udlandet, er ret livsbekræftende.

Hvorfor er du heavyfan?
Tja, det er jo ikke som sådan en aktiv beslutning. Uden (forhåbentlig) at lyde for cheesy, så synes jeg, at musik er lidt ligesom kærlighed; ligesom man ikke kan vælge, hvem man bliver forelsket i, kan man heller ikke vælge, hvilken slags musik der giver én sommerfugle i maven. Hos nogle er det Rihanna og hos andre er det Anaal Nathrakh.