10 hurtige: Stinus Lindgreen

Ph.d i bioinformatik, forsker i genetik inden for psykiatriske lidelser – og metalfan. Derudover medlem Regionsrådet i Region Hovedstaden og folketingskandidat for Radikale Venstre; mød Stinus Lindgreen.

Hvad er dit første minde med heavy metal?
"Jeg lyttede på grund af min storebror til metal fra en ret ung alder. Mit første rigtige minde er koncerten med Pantera i KB Hallen tilbage i 1995 (tror jeg, det var), da de var på turné med 'Far Beyond Driven'. Det var en overvældende oplevelse! Jeg husker stadig en oplevelse, der for mig indkapsler følelsen ved metalkoncerter generelt: I pausen skal jeg på toilettet og støder sammen med en meget stor, langhåret mand, som spilder sin øl. I stedet for at blive vred, bukker han sig ned mod lille, spinkle teenage-Stinus og siger: “Det må du virkelig undskylde. Er du ok?”."

Hvem er dit favoritband gennem tiderne?
"Min favoritkunstner er klart Devin Townsend. Helt tilbage fra hans første samarbejde med Steve Vai på 'Sex and Religion' over hans solokarriere til Devin Townsend Project og nu hans allernyeste album har jeg været stor fan. Jeg er vild med hans vokal, hans tekniske kunnen og hans store bredde i stilarter. Ja, der er naturligvis nogle dyk undervejs i så lang en karriere, men alt i alt skuffer han ikke, og jeg prøver altid at opleve ham live, når han spiller koncert."

Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
"Nu drikker Devin jo ikke, så det ville nok være lidt kedeligt. Hvis ikke Lemmy var gået til de evige metalmarker, ville han have været festlig. Det ville være sjovt at drikke en øl med gode gamle Kim Bendix Petersen og snakke om den enorme indflydelse, han har haft på metalscenen helt tilbage fra Mercyful Fate blev stiftet."

Hvad er dine fem yndlingsplader?
"Uha, den er svær. Jeg lytter til rigtig meget forskelligt, men der er da nogle albums, der skiller sig ud.

Strapping Young Lad: 'Alien' (2005) – SYL var et fantastisk band, og jeg var så heldig at opleve dem på Lille Vega, inden de gik hver til sit. 'Alien' er i mine øjne deres bedste album, der viser både deres aggression og tekniske kunnen på et virkelig højt niveau.

King Diamond: 'Them' (1988) – Der er kun én konge! Jeg har altid elsket både King Diamond og Mercyful Fate, og det er svært at vælge et enkelt album. Det sikre valg ville måske have været 'Abigail', men hvis jeg tænker efter, er det nok 'Them', jeg har hørt flest gange.

Slayer: 'Reign in Blood '(1986) – Slayer har betydet rigtigt meget for mig igennem alle årene. De har altid været konsistent gode, og de lyder altid som, ja, Slayer. Deres bagkatalog er jo ret imponerende, men 'Reign in Blood' er for mig deres bedste album.

Nevermore: 'The Politics of Ecstasy' (1996) – Nevermore var i mine øjne fænomenale. De fleste bands har det jo med at toppe på et tidspunkt, hvorefter de “gamle” fans kun kan brokke sig over de nye albums (hvem sagde Metallica?). Men Nevermore skuffede ikke, og det virkede tværtimod som om, at de blev bedre og bedre. Jeg forelskede mig i 'The Politics of Ecstasy' og er stadig vild med den plade.

Black Sabbath: 'Paranoid' (1970) – Det er jo en klassiker på alle måder. Lige fra de første toner af 'War Pigs' er man ikke i tvivl om, hvem man er i selskab med, og jeg elsker hele pladen fra start til slut."

Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?
"Som nævnt ovenfor var Pantera i KB Hallen en stor oplevelse, men jeg har været til rigtig mange gode koncerter i tidens løb. Jeg husker dog især én koncert på Vega tilbage i halvfemserne engang, hvor der var dobbelt-op på falsetten: Først Mercyful Fate og derefter King Diamond på en og samme aften. Det var fantastisk!"

Hvilke platforme bruger du til at opdage nyt musik?
"Jeg er blevet glad for Spotify og de anbefalinger, den kommer med. Det bringer mig rundt til nogle bands, jeg ellers aldrig ville have hørt."

Hvilket band er din guilty pleasure?
"Jeg lytter faktisk til meget andet end metal helt uden dårlig samvittighed. Men det vil nok overraske mange, at man finder Katie Melua på min liste fra tid til anden - og at jeg har Spice Girls’ debutalbum 'Spice' på vinyl!"

Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
"Alle de sædvanlige: At det bare er larm, at det er noget aggressivt teenagepjat, at det er noget, man vokser fra... det er alt sammen forkert, men det ved I jo godt. Jeg sætter en ære i at være åben omkring min musiksmag, både i mit daglige forskerarbejde og i politik. Om jeg kan få lov til at gå på talerstolen i Folketingssalen iført en Slayer-tshirt ved jeg dog ikke, men jeg har gjort det i Regionsrådet." (Respekt! - red.)

Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?
"Rigtig mange! Igen må jeg nævne min allerførste koncert med Pantera, der lagde hele fundamentet. Netop den familiære og sikre stemning betyder meget for mig. Jeg er de seneste år blevet rigtig glad for at tage på Copenhell, som er mit årlige afbræk fra arbejdet. Her får jeg lyttet både til klassiske bands, og jeg får muligheden for at opdage nye bands, jeg ikke kendte. Jeg tager mine to ældste børn (lige nu hhv. 7 og 10 år) med en af dagene hvert år, så de også kan opleve det, og de elsker stemningen!"

Hvorfor er du heavyfan?
"Hvorfor trækker jeg vejret? Jeg er vokset op med heavy, og det har været en fast del af mit liv altid. Jeg elsker at blive udfordret, og jeg elsker diversiteten: Fra det teknisk ekstreme som Dillinger Escape Plan over klassisk heavy som Iron Maiden til symfonisk metal som Rhapsody. Der er noget til enhver stemning, og jeg kan finde musik, der er på teknisk højt niveau, ligesom jeg kan finde klassikere, som alle kan nynne med på. Det er lydtapetet til mit liv, og selv om jeg også lytter til meget andet, så er heavy i al sin bredde den genre, der fylder mest."