Metaldiktator: Queen - Live at Wembley '86
Populær
Queens ’Live at Wembley ’86’ er pladen, man græder og griner til. Det er et medrivende og rørende dokument af et band, der vifter rock 'n' roll-flaget med mere hjerte og større nosser end de fleste.
One Vision
Tie Your Mother Down
In The Lap Of The Gods
Seven Seas Of Rhye
Tear It Up
A Kind Of Magic
Under Pressure
Another One Bites The Dust
Who Wants To Live Forever
I Want To Break Free
Impromptu
Brighton Rock Solo
Now I'm Here
Disc 2
Love Of My Life
Is This The World We Created
(You're So Square) Baby I Don't Care
Hello Mary Lou (Goodbye Heart)
Tutti Frutti
Gimme Some Lovin'
Bohemian Rhapsody
Hammer To Fall
Crazy Little Thing Called Love
Big Spender
Radio Ga Ga
We Will Rock You
Friends Will Be Friends
We Are The Champions
God Save The Queen
Queen havde egentlig min respekt, også før jeg overhovedet kendte til deres lyd. Jeg var ti år gammel, da der i foråret ’92 blev holdt mindekoncert for Freddie Mercury på Wembley Stadium, godt et halvt år efter hans død, og en af mine kammeraters storebrødre havde optaget mindekoncerten fra tv. Mens James Hetfield leverede lædervest og vokal på ’Stone Cold Crazy’, leverede Axl Rose tangenter og vokal på ’Bohemian Rhapsody’, og det var egentlig alt, man behøvede at vide: Grønskollingens rockhjerte var blevet nysgerrigt.
Stort og godt
Kort tid efter, mindekoncerten var blevet afholdt, blev ’Live at Wembley’ så udsendt; et fuldblods dobbeltudspil bestående af 28 veloplagte numre optaget under Queens sidste turné i’86, hvor de over to aftener i juli spillede for 150.000 publikummer på Londons legendariske arena. ’Live at Wembley’, bandets tredje live-udgivelse, er optaget på andendagen, og det er til dato en liveplade, der står distancen over stort set alle andre liveplader.
En visionær ’fried chicken’
Koncerten starter egentlig ret atypisk ud i forhold til resten af pladen, sådan som effekt-keyboardet fra åbningen i studieversionen af ’One Vision’ virker som optakt til selve startskuddet til det, der herefter ellers udvikler sig en nedbarberet koncert, der udelukkende består af en uhyre stram rockessens. Mens ’One Vision’ kickstarter koncerten rockende og semi-episk, skubbes alle semi-tendenser efterfølgende til side, som ’Tie Your Mother Down’ kommer ind i billedet og vælter lytteren omkuld.
’In the Lap of the Gods’ viser herefter, at Queen også formår at levere det melankolske og rytmiske foran så stort et publikum, og gruppen får smidt en smuk fællessangssamling ud til publikum, inden ’Seven Seas of Rhye’ dukker op og bringer Freddie-tangenter frem på flygelet. Herefter følger to timers rock med vedvarende, fornyende energi, fællessang, guitarsolo og en demonstrativ, eneherskende aura fra en 75.000-mand-stor-menigheds Gud; Freddie!
Freddie Mercury
Da Freddie Mercury lidt senere henvender sig til publikum, som han udfordrer og opfordrer til en slags konkurrence, der går på at finde ud af, hvorvidt publikum kan ”følge med” de niveauer, som hans vokal når op på, må det omtrent have været første gang, at jeg fandt ud, at jeg rent faktisk kunne se noget vedkommende i ”noget så simpelt” som en vokal. Hos Freddy Mercury mangler intet, og samtidig er der intet overflødigt. Hans henvendelse til publikum hér er storhedsvanvid, der ikke undskylder for sig selv, og det er derfor også rockkunst, når det fandeme er smukkest og størst.
Freedy Mercury har lige så meget ild i røven, som en ung Mick Jagger, er lige så farverig som Elton John i dennes excentriske 70’er-dage og er samtidig helt, helt, helt sin egen. Der er ingen ved siden af.
Vedkommende stadionrock
Hvad angår sætlisten, så bevares, jo, man kunne godt have ønsket flere sange fra deres symfoniske progmesterværk, ’A Night of the Opera’ (1975). De eneste to sange, man får fra den plade, er henholdsvis ’Love of My Life’, som May og Mercury i øvrigt leverer i en akustisk ud-af-kroppen-version, samt ’Bohemian Rhapsody’. Stadionvisdommens førsteregel er Queen dog mere end bekendte med, som de netop formår at veksle mellem rocksangene, der ligger til højrebenet,og sangene, der også rækker videre end til fadølskruset.
Hvis grundlaget for den gode kritik, ja, og for et godt liv i det hele taget, er at turde vedstå, at man kender sig selv, så formår Queen at udfordre ens idealforestilling om det gode liv. Det gør de såre simpelt ved at levere en pragtkoncert, der forbliver interessant for såvel band og publikum gennem hele skidtet. Det er udgivelsen en dokumentation af, og det er en smittende og livsbekræftende oplevelse at være medlytter til denne koncert, intet mindre.
Live vs. studio
Flere af sangene på Wembley-pladen er tilmed bedre, end de er i studieversionerne. Ligegyldigt om det er nyere numre som ’Radio Ga Ga’, ’Tear It Up’ og ’Hammer to Fall’ fra deres forrige plade, ’The Works’ (1984) eller ældre rocksager som førnævnte ’In the Lap of the Gods’ og ’Seven Seas of Rhye’ eller ’Now I’m Here’ eller den spritnye ’Who Wants to Live Forever’ – hele bundtet holder maksimalt live. Det handler vel om energi, oplagthed samt en vekselvirkning af smittende effekt mellem publikum og band.
Alle for én og én for alle
Og så er der bandet. Brian May har i mine ører egentlig aldrig skrevet et verdensklasseriff, der skiller sig specielt meget ud, men jeg er heller ikke sikker på, at det er det, der har været hans idé som guitarist. Det, der er med May, der dog virkelig tænder én, og som kommer afsindigt godt igennem på Wembley-udgivelsen, er hans MANGE formåender som guitarist. Manden er en virtuos! Manden spiller alt! Og sammen med John Deacons fantastisk gennemførte basspil og Roger Taylors klassiske trommespil, som blander en Lars Ulrich-agtig didaktiske smadderstil med finurlig opfindsomhed, er de spot-on.
Det er svært ikke at have en speciel forkærlighed for deres fortolkning af Little Richards ’Tutti Frutti’, der på sin vis forener spektret mellem det intime og det storslåede, som de formår at indfange. Det er Spike Edney, der er med på klaver.
Nostalgisk perfektion
Det er ingen hemmelighed, at ’Live at Wembley’ er fuld af diverse følelser for mig. Jeg kan på ingen måde løbe fra den nostalgi, der knytter sig til denne plade, men på den anden side er der ingen, der kan løbe fra det sjælelige overskud af velspillet livfuldhed , der er at finde på selve livepladen. Jeg misunder alle de Queen-lyttere, der må have oplevet dem i sin tid, men jeg er überglad for dokumentationen her, der stadig står som en lektion i, hvorledes rockdokumentation perfektioneres til evig tid.
Det skal afslutningsvis siges, at det først var meget senere, jeg fik en videooptagelse af koncerten at se. Nu er den ude på dvd og blu-ray, som faktisk samler begge Wembley-koncerter på én udgivelse. Den er anbefalet.