Turnédagbog: Ajuna i Amerika, del 4

Vi bringer sidste del af Ajunas turdagbog fra det københavnske bands ridt rundt i USA - hele gruppen skriver fra de sidste sentimentale dage af den lange rejse.

Downers Grove, IL

Vi svinger ind på en parkeringsplads et sted i Chicagoforstaden Downers Grove. Selvom den 13 timer lange køretur fra Arkansas er blandt et af de kortere stræk, vi har taget på denne tour, er vi ret slidte. De snart tre ugers konstante kørsel og de mange kolde, nakkevridende overnatninger i vores ti personers bus, enten i opretsiddende stilling eller mast ned mellem to sæder uden at kunne udvide brystkassen, er ved at kunne mærkes.

Vi vælter ud af bilen, og indser hurtigt at aftenens gig skal løbe af stablen i en gigantisk spillehal med kulørte lamper, vanvittig hollandsk techno og lange rækker af flimrende videospil - ved første øjekast et af de mere aparte steder vi har spillet. Det viser sig at være en fødselsdagsfest for en eller anden random gut, som vi ikke aner hvem er, og som er overrasket over at vi er to bands på touren, endnu en kedelig fodfejl til den efterhånden omfattende samling.

Lineuppet denne aften består af teknisk død, Iron Monkey-inspireret grind, og black metal med for meget bas!! Publikum er et sammensurium af tilfældige hangouts i baren, inkarnerede metalheads, et par småbørnsfamilier og en flok stive fødselsdagsgæster klædt ud som alt fra bananer i pyjamas til Walter White.

Dette gig tager muligvis prisen som det mest absurde på turen, men stemningen er god, og vi får endnu en gang superpositiv respons fra publikum, samt fra en enkelt journalist fra et Chicago-baseret musikmagasin. Efter at Helgardh, efter lang tids diskussion med arrangørerne, ender med halvdelen af de penge bookeren havde garanteret dem for at spille, beslutter vi os for at tage en nat på motel, og får med succes smuglet Helgardh - som løb tør for penge for en uge siden - med ind til en nat i en ordentlig seng og en dosis ærkeamerikansk trash-tv.

En observation der har været tilbagevendende ved samtlige gigs, lige meget hvor i landet det har været, er, at alle bands har deres egen backline med. Der bliver ikke delt noget som helst, og lige som det meste andet i USA, er gearet tungt og stort. Selv om der spiller seks bands på en aften, slæber de alle deres kæmpe instrumentpark med rundt, gerne komplet med kravlegårde, to stortrommer, fire tammer, dobbelte guitarstacks, rack heads med minimum tre moduler og dyre guitarer. Kutymen er, at mens et band er på scenen, slæber det næste band deres gear ind og stiller op på siden af scenen, klar til at rykke op. Ventetiden mellem sets er sjældent mere end 15 minutter, og det på trods af det komplette backlineskift hver gang. En anden besynderlighed er, at bands kun stemmer deres instrumenter én gang (hvis de overhovedet gør det), og de bruger tilsynelandende aldrig tuner pedaler. Denne bizarre tendens har under vores ophold bevirket en del falske guitarharmonier og skurren i ørene, noget der i vores øjne sagtens kunne undgåes.

Colombus, OH

Den såkaldte morgenmad, som er inkluderet i overnatningsprisen, består af en gang overbehandlet, kemikalieudvasket glutenaffald: Vaffler, muffins, hvidt brød, appelsinjuice der smager af opvaskevand og en mikroovn udgør buffeten. Herligheden rundes af med den typiske tynde US kaffe, som vi kun kender alt for godt. Madkulturen herovre er oprigtigt chokerende, og selvom vi jo udmærket var klar over dette i forvejen, kommer det gang på gang bag på os, hvor stærkt båndet mellem (især) underklasseamerika og sukkerholdig, fed, nærringsfattig og opsminket mad egentlig er. Folk herovre, er på den ene side delvis klar over, at det nærmest er ren gift de indtager (og dét i anseelige mængder), men vælger på den anden side at "overse" dette med begrundelsen: "it tastes too damn good".

Rejsen til tourens afsluttende gig i Colombus, Ohio er på kun 5 timer, hvilket på nuværende tidspunkt føles som en tur fra Nørrebro Station til Lergravsparken. Spillestedet "The Shrunken Head" ligger blandt slidte horrorfilms-huse i byens periferi, og ejes af en tysker, der ofte har besøgt Danmark, og taler begejstret om bunkerne langs den jyske vestkyst.

Da det er sidste gang vi kravler op på scenen i denne omgang, finder vi lidt ekstra energi frem fra gud ved hvor, og har alle et blast. Publikum, der også tæller Rob Hames, ejeren af Ars Magna (et Ohio-baseret label der har udgivet Ajuna-sideprojektet KLOR), virker begejstrede for både os og Helgardh. Aftens lydmand viser sig at være almægtige Incantations tourlydmand, så vores konkluderende gig bliver højt og virkelig vellydende. Umiddelbart efter showet overværer vi et biluheld, hvori en af de lokale musikere bliver torpederet af en bil der kører over for rødt, heldigvis uden at medføre personskader. Folk stimler sammen og betragter skænderiet mellem de chokerede implicerede, der fortsætter indtil politiet ankommer syv minutter senere og lægger en dæmper på dramaet.

Efter bilen er pakket for sidste gang, inviterer Rob os, i selskab med en køn, kvindelig bartender fra venuet, på et par enorme whiskey-shots på en bar i nærheden, hvor vi, optændte af alkohol og adrenalin, udveksler tour-anekdoter med Brian, mens vi samtidig, fuldstændig indiskret, lægger an på nævnte bartender. Den våde aften kulminerer med en uskøn karaoke-version af 'Paradise City', før vi, råbende og skrigende, vælter ud i bussen og sætter kursen mod Helgardhs hjemstavn i Bluefield, West Virginia. Den obligatoriske "tour-end-meltdown" ramte os hurtigere end forventet, da vi ramler sammen i et voldsomt, men kortvarigt, skænderi.

Bluefield, WV

I de tidlige morgentimer ankommer vi til huset hvor Heldgardh-trommeslager Steve Crockett (der som navnet antyder er i familie med den legendariske Davy Crockett) bor med sin far, mor, tre brødre og en søster, hvor vi falder i søvn rundt omkring på sofaer og andre anviste møbler. Vi vågner igen omkring frokost, og får sandwiches og kaffe, mens vi stirrer ud i den silende regn, på de skiftevis røde, brune, gule og olivengrønne træer, der fylder alt her i denne bakkede og sparsomt befolkede region. Vi udveksler undskyldninger for forrige aftens fordrukne råberier, og mens bussen - vores hjem i de forgangne tre uger - får skiftet olie, hænger vi ud i Helgardhs fugtskæve øvekælder.

Afskeden med vores tourpartnere i Helgardh er hjertelig og humoristisk, ligesom den generelle stemning de to bands imellem har været det. Der bliver ikke lagt skjul på vores korte venskabs betydning, og under den kække overflade lurer sentimentaliteten hele tiden. Vi udveksler krammere og får fortalt de sidste, meget indforståede, jokes, før vi sætter os ind i bussen, som nu er dejlig rummelig og mere manøvredygtig, efter at være blevet befriet fra gear, trailer og de store US black metal-drenge. En 15 timers strækning nordpå til Boston, hvorfra vores fly afgår, bliver taget i ro og mag, og selvom savnet af vores glade venner i Helgardh hurtigt meder sig, nyder vi at have en rolig nat, med kun Ajuna i bussen.

Konklusion

Vores rejse til staterne har på ingen måde været den vilde nightliner tour, med rosters, tech riders og store promoveringer. Selvfølgelig har det ikke det. Vi er et fuldstændigt ukendt band fra KBH. Ingen kommer og hjælper os frem, og forestillinger om, at vi på nuværende tidspunkt kunne afvikle en tur af tre ugers varighed på mere glamourøse præmisser, end dem vi har været underlagt i den sidste tid, er ren fantasi. Vi må gøre tingene selv, tage de chancer der kræves og det hårde arbejde i stiv arm: Ti mand i en bus beregnet til ni, uden plads til komfort. Dagevis i stræk på vejen, ingen tid til at stoppe for bare at sove, snuskede klubber, DIY-squats og metal venues uden band care, lydprøver, backstage eller overnatning.

Vi har kørt 14.900 km, hvilket svarer til at køre fra København til Cap Horn, krydset 36 stater, rejst fra øst- til vestkysten gennem sydstaterne og tilbage igen gennem nordstaterne og midtvesten. Nogle gigs blev aflyst, mens andre blev booket on the fly, fra et fedtet laminatbord på McDonald's med gratis WiFi. Vi har fået den vildeste respons fra publikum, folk har grædt til vores koncerter, piger er kommet op at slås om retten til at lægge an på os, og vi har en generel følelse af, at vores musik er gået rent ind hos størstedelen af de folk, der har hørt os. Den del af den amerikanske scene vi er kommet i berøring med, er domineret af højt tempo, brutalitet og tekniske færdighedder, så vores underspillede, emotionelle og skandinaviske lyd har stået tydeligt ud fra mængden af amerikansk bulder, hvilket publikum heldigvis har taget godt imod.

Her er den endelige spilleplan: 10 shows spredt ud over hele landet. Med det layout touren endte op med at have, har vi egentlig svært ved at se, hvordan vi skulle kunne nå at spille flere gigs, da rejsetiden mellem shows har været så åndssvagt lang. Det er noget vi må se på til næste gang.

Dusk - Providence, Rhode Island
Ground Zero - Spartanburg, South Carolina
Head Hunters - Austin, Texas
Seventh Circle - Denver, Colorado
Cheyenne Saloon - Las Vegas, Nevada
2 Bit Saloon - Seattle, Washington
Nestor Tavern - Fargo, North Dakota
Swad - Alma, Arkansas
Game Pazzo - Downers Grove, Illinois
The Shrunken Head - Columbus, Ohio

Taget i betragtning at vi ikke engang havde en bekræftet spilleplan ved tourens begyndelse, kan vi kun være tilfredse med at have afviklet hele dette vanvittige kaos på den måde som det endte med. Man kunne måske nok indvende, at antallet af shows kontra rejsetid ikke giver den store mening, og man kan sige, at vi aldrig skulle havde brugt (og stolet så blindt på) en åbenlys uprofessionel booker, og ikke skulle have hoppet på en så uorganiseret tour så langt hjemmefra, uden garantier for noget som helst, samt med en masse af vores egne penge ude at flyve. Til det vil vi svare, at vi havde brug for en åbning, en mulighed for at skabe vores eget netværk, og at vi tog chancen da den bød sig, lod være med at lade de åbenlyse faresignaler påvirke vores beslutning om at tage afsted, og kastede os, på næsten kierkegaardsk vis, ud i det.

Vores tanke har været, at man kan være nok så dygtig, have nok så flot og dyrt gear, mingle med de rigtige mennesker på den hjemlige scene og være de lokale bloggere og kritikeres darlings, men hvis man ikke kan overskue usikkerheden, de primitive forhold og det faktum at ingen giver en flying fuck om hvem du er uden for de trygge, velkendte rammer, så skal man nok tage og justere sine forventninger og eventuelt blive i øvelokalet.

Der er ingen "glory" at hente, ingen "special treatment", og hvis folk ikke kan lide ens musik, så vender de ryggen til og skrider. That's it. Men, som bekendt, hvor intet vover, intet vinder og præmien for os har været venskaber, kontakter, positive reaktioner over al forventning fra et dedikeret publikum og et Ajuna, der om muligt er endnu mere sammenbidt, fremadrettet og fast besluttet på gøre tingene på vores egen måde og ja, ville gøre det igen og igen.