Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Blind Guardian på Nordic Noise

Updated
-R7A8963-copy-33-1561111178

Nordic Noise fejrer 10-års jubilæum næste år til maj, hvor hovednavnene bliver ingen ringere end Blind Guardian og Soilwork.

Nordic Noise har fået fat i det tyske band Blind Guardian, der siden 1984 har været et af de mest indflydelsesrige bands i power metal genren. Det er bestemt ikke hver dag, de gæster Danmark, så det er et kæmpe scoop for festivalen, der fejrer sit 10-års jubilæum i maj måned 2022. Første gang Blind Guardian spillede i Danmark var i 1996 og der skulle gå 20 år før de vendte tilbage. Det gjorde de dog, trods alt, og det var på Copenhell i 2016. Og nu gør de det igen til Nordic Noise.

Det hele kommer til at foregå i Amager Bio fredag d. 6. og lørdag d. 7. maj 2022, hvor også navne som Soilwork og Tygers of Pan Tang gøres selskab af danske bands som Konkhra, Detest og Thorium, en trio af veteraner indenfor dansk dødsmetal. Der er også Artillery og Manticora fra de hjemlige breddegrader, mens svenskerne i Soilwork får hjælp fra deres landsmænd i Liv Sin og Electric Boys.

Festivalen tyvstarter dog allerede torsdag d. 5. maj på High Voltage, hvor Battering Ram, Ethereal Kingdoms og Arsenic Addict varmer op til de to følgende dage i Amager Bio. Manden bag festivalen, Michael H. Andersen, der til daglig driver pladeselskabet Target Music, siger selv:

- 10 år går hurtigt, selvom det har været noget af en rutsjetur at finde den musikalske form og det rigtige sted at afholde Nordic Noise. Det lykkedes for alvor for os i 2019 i Amager Bio med bl.a. Candlemass og Night Flight Orchestra på plakakten, og så kom corona… Men vi har tænkt ud af boksen under pandemien. I 2020 lavede vi spontant den første internationale 2-dages metal/rock streaming festival, der fik mediedækning verden over, blev set af ¼ million og var en ”first mover case” for bl.a. Koda og Gramex, der begge dækkede begivenheden via deres medieplatforme. I år var Nordic Noise den første danske festival, der med dirrende ”tør vi?" hænder, slog dørene op efter genåbningen d. 6 maj. med besøg af DRTV, P3, P4 og en landsdækkende medieomtale, vi kun kan drømme om i fremtiden. OG en euforisk oplevelse…. med mundbind og siddende publikum. Henover sommeren har også vi bidraget til glæde for metalfans og bands med hele to vellykkede Nordic Noise: Metal Aid festivaler. Vi har ikke givet op eller lagt os ned i de sidste to år, og derfor står Nordic Noise i min optik stærkere end nogensinde, og mit hold og jeg er megastolte af det program vi har fået banket sammen for 2022. 

Det meddeles i øvrigt, at de i anledningen af jubilæet også arbejder på at få brygget en jubilæumsøl i 1000 flasker. Billetten til begge dage koster 800 kr., men er man hurtigt ude er der 'early bird' til de, der er vakse ved havelågen og så koster det i stedet 666 kr. Det inkluderer adgang til opvarmningen på High Voltage om torsdagen, en t-shirt og andre små godbidder.

nordic noise 2022