Botoxet til evigt ligegyldig skønhed

Skønheden er i sin natur flygtig, det er selve det forlokkende ved den. Med afsæt i Monos seneste todelte værk og deres 15 år lange forsøg på at fastholde den for at meditere over den, reflekterer Briller af Stål denne gang over, hvordan det i sig selv er en forbrydelse mod skønheden som sådan. Og hvordan man kommer videre derfra. 

Skønhedens grundpræmis er dens forgængelighed. Flygtig er den, forsøgt fastholdt falmer den mellem vore hænder. Det er selve det, der er det skønne: Visheden om at det er en undtagelse fra normaltilstanden, at det ikke kan vare ved, og at det derfor skal nydes i det korte øjeblik, det varer. Ikke engang i fulde drag, forslugenhed får skønheden til at fortage sig endnu hurtigere og afsløre alle sine småfejl og vulgære fælheder, end hvis vi formår at iagttage den med en vis afstand og andægtighed. Samtidig er det skønhedens øjeblikkelighed, der formår os til at give os uforbeholdent hen til den, fordi vi netop er klar over, at det kun er i dette øjeblik, den er åbenbaret for os, og det er det, der får os til at glemme alt andet omkring os end netop dette øjeblik. Og trække os selv ud af det igen, når det er ophørt, på en og samme tid sørgmodige over at det er ophørt, lykkelige for at have fået lov at opleve det og trygge i visheden om, at der vil komme flere af sådanne øjeblikke i vore liv.

Tom epik og for tidlig forløsning

Der er de, der desperat prøver at holde fast i skønheden længst muligt, men de fejler, fordi de ikke anerkender forgængeligheden som dens grundsten. Man kan lave naturtro roser i plastic, man kan male det romerske lys igen og igen, og man kan sætte ind med kirurgi, træningsforløb og diæter for at få kroppen til at blive ved med at se 20-årig ud. Men man misser det på den måde. Det skønnes væsen er uhåndgribeligt og gør størst indtryk, hvor man mindst af alt venter at finde det. I et hav af feedback, hvor guitaren med et begynder at plukke den melodi ud, man troede tabt langt tilbage, sådan som Sonic Youth gjorde i 'The Diamond Sea'; i den fløjte, der trænger igennem de sidste kaskader af bulder i slutningen af Mogwais 'Mogwai Fear Satan'. Hvis man bare læsser skønhedsmarkører oven i hinanden, ender man ikke af den grund med skønhed, man får bare en opvisning i, hvad der traditionelt opfattes som smukt.

Sådan har det altid været at høre Mono, de senere år mere og mere, efterhånden som det ikke længere var nok bare at være episke i kompositionerne, kvartetten måtte død og pine også hælde stadigt flere strygere ind over det, indtil de spillede sammen med et 235-mands-orkester. Vind i håret, lukkede øjne, Tolkien-stemninger; stort og tomt var det. Der er nemlig det problem med Mono, at de rent kompositorisk mangler de, der skal til for at skabe indhold i epikken: Hvert evig eneste nummer er bygget op omkring en variation over det samme kønt ringlende tema tilsat let varierende doser tremolopicking med masser af choruseffekt, til tider bygget op hen mod et crescendo af en eller anden grad af intensitet, for det meste bare klimprende derudad som en lydkulisse til en evighed tilbragt duvende rundt på de bløde skyer. Der mangler simpelthen de kontraster, der fik og får forbillederne i Godspeed You! Black Emperor og Sonic Youth til at forblive fængende, fordi man aldrig er helt sikker på, om de kommer til at finde tilbage igen, fra hvor de nu har forvildet sig ud, eller hvordan de gør det, og fordi forløsningen, når man så får den, rent faktisk har været ventet. Mono er øjeblikkelig forløsning, det er som en pornofilm, der lægger ud med  moneyshottet og så fortsætter med en times kælen. Og sukken, smægtende sukken.

Selvoptagede romantikere

For Mono, de er romantikere. De står og stirrer ud over det brusende hav, over de knejsende bjerge, og for sig ser de hende fra kaffebaren med pandehåret og den der tatovering på underarmen og de der øjne, og de ser, hvordan de ville tage sig ud for hendes blik. Vidderne inden i dem, de lange lokker flagrende bag dem, følelserne spartlet tykt på ud over hele himlen, smuk, så smuk guitarklimpren, der fortaber sig i brisen.

Og det er jo altså virkelig pænt, det Mono laver. Kønt er det. Det bliver bare ved og ved og ved med at være det. Japanernes simultane 11. og 12. album er skabt som en kontrast til hinanden og som et brud med bandets hidtidige arbejdsmetode, men det mærker man bare ikke det store til hele vejen igennem den første del, 'The Last Dawn'. Bevares, det er virkelig kønt og næsten helt gribende, men det glider også bare forbi. Der ligger en alt for åbenlys vits i at kalde monotont, men man ville virkelig ønske, at Mono dog ville gøre noget for at bryde den, monotonien. Noget grimt. Det får man en smag af godt syv minutter inde i åbningshymnen 'Recoil Ignite' på den anden del, 'Rays of Darkness': Her er det crescendo, Mono har bygget op og op og op til i hele deres karriere, endelig larmer de igennem, og man er så taknemmelig, at man næsten ikke bider mærke i, at de dels ikke sådan rigtig for alvor giver los, dels stort set blot har omskrevet GY!BEs klassiske 'Moya'. Såmænd.

Det er der ikke som sådan noget virkelig grasserende i, det er et problem, Mono deler med størstedelen af postmetalscenen, hvilket jeg har uddybet i denne Briller af Stål-klumme.

Rum omkring skønheden

Ikke desto mindre er 'Rays of Darkness' noget af det bedste, man har hørt fra Mono i ti år. Kvartetten dropper flitterstadset og skalerer sig selv tilbage til netop det: en kvartet. Eller i hvert fald en gruppe uden en strygersektion bag sig. Et par trompeter i 'Surrender' ændrer ikke ved, at det giver en helt anden grad af intimitet faktisk at kunne høre hvert enkelt instrument. At det, man så hører, er et band, der spiller Slint og hårdnakket påstår ikke at gøre det, det er en anden sag, men det lyder godt på en helt anden måde end 'The Last Dawn'. Al den skønhed får noget rum omkring sig til at udfolde sig i, og man begynder at få alle mulige tanker om, at de måske faktisk kan bryde fri af det gyldne bur, de har lukket sig inde i. Det gør de så på 'The Hand That Holds the Truth'. Også i den grad. Desværre er måden, de vælger at gøre det på, at invitere Tetsu Fukagawa fra Envy ind og growle henover nummeret i en konklusion, der, hvis det her stadigvæk havde været en pornofilm, ville have indebåret Ron Jeremy i et virkelig dyrt palæ i Malibu.

Alt det her har været forfærdelig negativt. Sagen er, at Mono på sin vis er så tiltrækkende, så – netop – smukt, at man bliver så meget desto mere skuffet over, at der ikke er mere i det. Som med den virkelig smukke, virkelig blanke skønhed begynder man at lede efter skønhedsfejlene, og man finder dem ikke. De er udraderet. 15 år inde i deres karriere har Mono botoxet sig til evigt ligegyldig skønhed, og selv når de prøver at nuancere den, træder de ved siden af, som i 'The Hand That Holds the Truth', og fremstår mest bare kiksede og desperate. Men det er nytår, en ny begyndelse og alt det der, og nogle gange vil man også gerne tage den der virkelig smukke, virkelig blanke skønhed i hånden og anerkende, at det han eller hun gjorde der, det var godt, og den vej ville det være værd at gå videre ned ad.

En vej ud af blindgyden

Og sådan ender det heldigvis: 'The Last Rays' er seks et halvt minuts guitarnoise, der bølger frem og tilbage, mens et forstyrret kor lyder langt omme i baggrunden i et loop. Og lige der, der opstår endelig en reel skønhed: Der hvor illusionen om den som det højeste mål bliver forkastet, og det umiddelbart grimme bliver dyrket som æstetik. Det er tilsyneladende paradoksalt, men det er også en klassisk romantisk tanke, som Mono bare endelig formår at føre ud i livet. 'The Last Rays' er sådan noget, Kevin Drumm kunne have lavet, og det er sådan noget, Mono virkelig gerne måtte bygge videre på. På deres egen måde. Som findes.

For nok er Mono summen af nogle endog meget tydelige ingredienser. Men i løbet af deres karriere er det lykkedes dem at gøre dem til deres egne, at skabe en lyd der umiskendeligt er deres. Og som er appetitlig nok til, at man bare sådan ville ønske, de ville gøre noget mere med den end det, de hidtil har gjort. 'Rays of Darkness' er et godt bud på en vej ud af den evigt skønhedssøgende blindgyde.