Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Altopslugende magi

Populær
Updated
Altopslugende magi
Altopslugende magi
Altopslugende magi
Altopslugende magi
Altopslugende magi
Altopslugende magi
Altopslugende magi
Altopslugende magi

"Er du her for Alcest eller Mono?”. Atmosfærisk musik har mange ansigter, og det viste sig, at der er langt fra Frankrig til Japan.

Kunstner
Titel
+ Mono + pg.lost
Spillested
Dato
22-11-2016
Trackliste
Onyx
Kodama
Je suis d'ailleurs
Écailles de Lune
Autre Temps
Oiseaux de proie
L'éveil des muses
Eclosion
Percées de Lumière
Délivrance
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

En næsten udsolgt Lille Vega var fyldt med meget forskellige typer, der repræsenterede de ualmindeligt mange subgenrer, publikum ville blive præsenteret for i løbet af aftenen. Én ting havde alle bands på scenen dog tilfælles: det instrumentale som det bærende element i musikken.

Svenske pg.lost, der selv beskriver deres stil som eksperimental instrumentalisme, leverede som første navn et veludført og atmosfærisk sæt, der til tider kunne blive for atmosfærisk og ligge lige lovligt meget op ad Alcests univers. Midtvejs formåede kvartetten dog til alles overraskelse at bryde ud af deres trancelignende lydbillede med en tung omgang sludge, hvor koklokke dominerede den rytmiske sektion og gav et friskt pust til showet – faktisk så meget, at musikerne selv gav sig fuldstændig hen til musikken og slap næsten alle hæmninger løs under sidste nummer, hvor de forlod scenen til lyden af en stor klapsalve.

Da scenetæppet faldt, og Neige & co. gik på scenen til lyden af ’Onyx’, var der ingen tvivl om, at Alcest var aftenens publikumsfavorit. Trods mindre problemer med uskarp lyd under starten af første sang kom franskmændene godt efter med flere numre fra deres seneste plade, ’Kodama’. Live har disse sange (endnu) ikke samme mængde ”Alcest-magi”, som bagkataloget frem til 2014 – den helt unikke overjordiske atmosfære, der gjorde Stéphane "Neige" Paut, projektets bagmand, til en af de mest anerkendte musikere i den nyere og bredere metalscene.

Fransk magi vakt til live
Hermed ikke sagt, at musikken ikke var fængende og en smuk oplevelse fra start. For dette er en af Alcests absolutte styrker, uanset hvilken del af bandets diskografi man har at gøre med. Men da tonerne af ’Écailles de Lune’ lød, blev stemningen en hel anden; sublim, guddommelig og magisk. Den blev kun intensiveret med sætlistens næste nummer, ’Autre Temps’. Den velkendte stemning, der præger pladerne, blev videreformidlet live, og den franske magi blev vakt til live.

Publikum var i ekstase (i hvert fald os på de forreste rækker ...), og en meget ydmyg og lettere genert Neige blev nærmest overvældet over modtagelsen. ”Oh, thank you! Thank you so much!” var det eneste, han lod til at kunne formulere sin taknemmelighed med. Det vidner om et band, der er i branchen for musikken og kunstens skyld, ikke så meget andet.

Alt skal nemlig ikke handle om sex, drugs and rock n roll – og det bør og gør Alcest heller ikke. Her er der plads til det, der egentlig tæller: at musik kan få os på en rejse og væk fra den virkelighed, vi ellers har rigeligt at gøre med i alle mulige andre sammenhænge. Det eneste, der mangler, for at oplevelsen bliver helt fuldkommen, er, at ’Kodama’s atmosfære bliver lidt skarpere og kommer mere frem, så der kommer mere sammenhæng med bagkataloget og mere flow i Alcests ellers perfekte overjordiske lydbillede.

Er der til gengæld et band, der har styr på deres livelydbillede til punkt og prikke, er det de japanske instrumentelle rockere Mono, der denne aften fik lov til at lukke og slukke Vega. Faktisk havde de også styr på absolut alt andet. Musikken blev leveret med en imponerende præcision, og stemningen blev skabt fra det første øjeblik, plekteret ramte strengene. Lysopsætningen havde bandet selvfølgelig også al kontrol over, og den sørgede for at skabe en atmosfærisk ramme om de atmosfæriske toner, der kom ud af højttalerne. Alt var perfekt.

Det perfektes problem
Allerede efter et par sange viste det sig dog at være et problem – ja, faktisk problemet. Det var så perfekt, at det mistede sin skønhed og personlighed og ligefrem gik hen og blev kedeligt og indspist. Det blev faktisk allerede sagt i vores Briller Af Stål-klumme for knap to år siden: ”stort og tomt var det. Der er nemlig det problem med Mono, at de rent kompositorisk mangler det, der skal til for at skabe indhold i epikken: Hvert evig eneste nummer er bygget op omkring en variation over det samme kønt ringlende tema tilsat let varierende doser tremolopicking med masser af choruseffekt, til tider bygget op hen mod et crescendo af en eller anden grad af intensitet, for det meste bare klimprende derudad som en lydkulisse til en evighed tilbragt duvende rundt på de bløde skyer”.   

Koncerten i Vega var ingen undtagelse: Det var en lang omgang tryllebindende godnatmusik, hvor det lidt efter lidt lykkedes publikum at komme ud af deres trance og forlade salen.

Mono er nørdmusik, og er man musiknørdet, skal man have mentalt overskud til deres koncerter. For kendere og fans har showet sikkert været ren og skær fornøjelse, men for almindeligt dødelige blev det kun interessant, når kvartetten kom ud af deres boble og slog sig løs, både musikalsk og performancemæssigt – guitaristerne sad ned på stole på hver deres side af scenen, og bassist og keyboardspiller Tamaki, som var den eneste med bevægelsesmuligheder, stod stille og rokkede midt på scenen, når hun ikke var gemt op ad scenevæggen bag keyboardet.   

Det ville ikke skade nogen, hvis Mono kunne adoptere et koncept ala Gutterdämmerung. Instrumenale bands kan kun drage nytte af visuals.

Alcest og Mono co-headliner den turné, der fik dem forbi Lille Vega, hvorfor de skifter spillerækkefølgen fra aften til aften. Til københavnernes store ærgrelse var det ikke franskmændenes tur til at agere sidste act; størstedelen af gæsterne havde købt billet for Alcest, og Mono faldt til jorden, fordi de ikke kunne leve op til samme atmosfæriske univers, hvor meget de end prøvede. Uanset rækkefølge var Alcest det sande hovednavn.