Roadburn 2019: Årets program

Albumgigs. One-off gendannelser. Bands på scenen sammen. Musik skrevet til lejligheden. Roadburn har som altid en masse unikke oplevelser i ærmet, og vi giver dig her et udpluk af de mest spændende koncerter, vi har i vente.

At læse op på årets line-up på Roadburn er altid en opgave af de mere omfattende. Det bugner med kunstnere, som befinder sig i diverse skjulte genremæssige afkroge, og det afkræver derfor en solid grundviden på forhånd at være bredt bevandret i lineuppet. Et gennemgående træk er der dog altid ved Roadburn i form af deres eksperimenterende profil, hvor der som udgangspunkt er en større interesse for de kunstnere, der tør skille sig ud end de kunstnere, der holder sig til faste rammer. Det er derfor heller ikke en festival, der på samme måde som mange andre holder sig indenfor én genre, men snarere af den skole, der afkræver et mere søgende udtryk fra kunstnerne.

Som supplement udvælger Roadburn altid en mere eller mindre kendt kurator til at udvælge en del af årets lineup. I år er der tale om Tomas Lindberg fra At The Gates, der under fællesbetegnelsen 'The Burning Darkness' har udvalgt diverse acts af både atmosfærisk og hårdtslående karakter, og som i mange tilfælde falder noget udenfor, hvad man måske ville forvente fra hans side.

Vi vil i det følgende forsøge at samle op på nogle af de bands, der fortjener mest opmærksomhed på årets lineup.

Det metalliske
Med Tomas Lindberg som kurator kan det næppe overraske, at resten af At The Gates fredag tager del i årets line-up. De har lovet at gøre noget helt særligt ud af koncerten i sand Roadburn-ånd, men hvad, der sker, er fortsat en overraskelse. Derudover byder torsdagen på de rå helvedeshunde fra Midnight, der med Venomsk bid og punket nerve vinder metalhjerter med stærke slagere som 'Evil Like a Knife', 'Unholy and Rotten' og 'You Can't Stop Steel'. Slovakiske Malokarpatan sværger til den mere klassiske, melodiske ende af metal-spektret med en vis forkærlighed for koklokke, mens vores egne Slægt, som er booket under 'The Burning Darkness'-banneret, vel næppe afkræver en nærmere introduktion. I andre afkroge af jordkloden finder vi Ulcerate, der fra New Zealand bidrager med årets primære dødsmetalliske indslag, mens den canadiske powertrio Sumac byder på mere søgende, sludgy toner til dem, der gerne vil udfordres.



Det sortrandede
Vi kommer selvsagt ikke udenom Triptykons uropførsel af det tredelte 'Requiem', som Tom G. Warrior havde planlagt at lave med Celtic Frost allerede i 1986. På grund af uoverensstemmelser med pladeselskabet var det kun første og tredje akt, der blev gennemført, men Roadburn har overtalt Triptykon til helt unikt at fremføre 'Requiem' fra start til slut med det lokale Dutch Metropole Orkest. Craft supplerer med velkendt svensk misantropi, mens Fauna lægger sig i den mere naturdyrkende, dronende forgrening af post-black. Belgiens Wolvennest er i den mere filmisk psykedeliske ende af spektret og har hele deres seneste album 'Void' med i bagagen, når de spiller om lørdagen, inklusiv alle ni gæstemusikere fra pladen.


I de mere teknisk udfordrende afkroge af sortmetallen finder vi kunstnere som Throane, Dodecahedron og Laster, hvoraf blandt andet de to sidstnævnte også tager del i den hollandske supergruppe Maalstroom, som Roadburn har samlet for at hylde black metallens spændende udvikling i festivalens hjemland. Et forfriskende tiltag, som danske festivaler bestemt kunne tage ved lære af.

 

Det ekstremmetalliske
Vil du have din metal både hård og udfordrende, så har søndagen tre stærke kort på hånden. Daughters er det kaotiske, math-rockede indslag, der uden tvivl vil sætte gang i de forreste rækker, mens de tidligere The Ocean-medlemmer fra Coilguns udforsker grænselandet mellem crust, punk og doom. Endelig lukker festivalen ned med New Yorks egne Imperial Triumphant, der i sand roadburnsk ånd spiller hele deres dystopiske album 'Vile Luxury' om deres kontrastfyldte hjemby.

 

Det grænsesøgende
Var det ikke støjende nok?

Lad Crowhurst komme dig til undsætning. Jay Gambit er den centrale frontfigur, der råber og skriger sig igennem den dystopiske crust, og med albumtitler som 'Fuck You Morissey' og 'Fuck You Bono' ikke lægger fingre imellem i hans had til populærkulturen. Sidste år udgav de et splitalbum med Gnaw Their Tongues, og Roadburn har ligeledes fået trumfet igennem at booke begge bands til at lave en fælles opførsel af dette album i al dets forstyrrede skønhed.

Derudover byder Henrik Palm på dronende, Sonic Youth-inspireret støj rock under 'The Burning Darkness'-fanen. Orchestra of Constant Distress er i den mere dronende, minimalistiske ånd med skæven til Swans, mens de lokale Pijn byder på post-metal i den mere futuristisk søgende ende af spektret.




Det skæve
Her kommer vi naturligvis ikke udenom Sleep, der over to aftener byder på hele sæt dedikeret til pladerne 'Holy Mountain' og 'The Sciences'. I tilsvarende stoner-røgede luftlag finder vi Bossk, der med et pift post-metallisk drive fører os igennem hele albummet 'Audio Noir' på sidstedagen.

Uden det samme metalliske fundament byder 'The Burning Darkness' også på svenske Gösta Berlings Saga, der bevæger sig i de instrumentalt psychede baner ikke helt ulig landsmænd som Agusa og Änglagård, mens Seven That Spells spiller hver af deres plader i trilogien 'The Death and Resurrection of Krautrock' over tre adskilte koncerter. En oplevelse man absolut bør skrive bag øret minimum én af de tre gange, hvis man har øre for Can, Amon Düül II og andre af krautrockens store pionerer.


 

Det ekstrametalliske
I andre musikalske afkroge finder vi vores evigt teatralske landsmænd fra Heilung, der ikke blot spiller på egen hånd, men også tager del i Myrkurs Folkesange, hvor Myrkur, som navnet antyder, udover egne sange byder på et blandet repertoire af traditionelle, nordiske folkesange. De japanske post-rockere fra Mono er ligeledes booket af Tomas Lindberg til at spille en koncert dedikeret til 10-års-jubilæet for mesterværket 'Hymn to the Immortal Wind', mens Hexvessel fylder scenen op med blandet godt fra de finske skove, når 'All Tree' spilles i sin helhed. Anna Von Hauswolff tilføjer yderligere atmosfære til lineuppet med sin orgeltunge, dronede gravkammer-pop.

Uran GBG sværger også til de malerisk krautrockede lydbilleder, mens søsterbandet The Exorcist GBG bevæger sig i et inspirerende spændingsfelt mellem Pertubators synthtyngder og de italienske Goblins horror-temaer.