Copenhell 2018: Lørdagsplanen

Copenhell 2018: Lørdagsplanen

Adriana Zak og Kent Jensen er begge erfarne gæster på Copenhell, men det er ikke nødvendigvis de samme ting, de går efter om lørdagen. Slet ikke!

Adriana og Kent kan næppe være mere forskellige. Adriana er kvinde, bosat i København, nærmere bestemt Frederiksberg, og veganer. Kent er mand, nordjyde og altædende. Begge har de dog været på Copenhell alle år, lige siden Refshaleøen for første gang åbnede portene for det, der har vokset sig til den store festival, vi kender i dag. Adriana har både været medarbejder for DR P6 Sort Søndag og Copenhell, mens Kent alle årene har gæstet festivalen som anmelder. I år er de begge anmeldere for Devilution, og forskellighederne tages op til debat mellem de to, hvor de fortæller hinanden, hvad de hver især skal lave om lørdagen på Copenhell 2018. Og trods forskellighederne er de fælles om musikken, særligt den sorte variant.

Kent: Jeg møder nok først ind på Refshaleøen midt om eftermiddagen om lørdagen, da fredag med garanti har været en fugtig fest, som jeg først har sluppet i de tidlige morgentimer. Jeg ved endnu ikke, om koncerten med Ozzy Osbourne var en nydelse, men jeg har med garanti nydt de fadøl, som Copenhell serverer i barerne rundt omkring imens. Læg dertil, at en af mine tre sønner har fødselsdag søndag, så jeg holder mig ædru lørdag og kører hjem direkte efter festivalen. Så lørdag bliver den mest rolige dag for undertegnede.

Programmet er dog ganske udmærket lørdag. Suffocation med klassisk dødsmetal, veteraner som W.A.S.P., Sodom og Helloween samt ikke mindst de sorte bands sidst på aftenen, hvor Satyricon er dem, jeg ser mest frem til. 

Jeg tror dog, at jeg vælger Jakob Stegelmann fra. Jeg er selv vokset op med Troldspejlet og har derfor ikke andet end beundring og respekt for manden og hans virke. Men hvad er relevansen på Copenhell? Jeg forstår godt, at mange metalfans er nørder, der har spillet videospil, set Star Wars, læst tegneserier osv., men jeg gider simpelthen ikke stå på Copenhell og høre 65 konservatoriemusikere spille temaet til Giana Sisters.

Der kan man nok finde mig et sted, hvor jeg prøver at få noget at spise. Generelt synes jeg, maden er på et respektabelt niveau på Copenhell. Jeg kan godt lide de risretter med kylling og/eller grøntsager, man plejer at kunne få ovre ved Pandæmonium. En pandekage til den søde tand er heller ikke at foragte. Måltider vil afgjort blive prioriteret under Steel Panther og Alestorm. Jeg er klar over, at rigtig mange har fidus til de to størrelser, men jeg kommer aldrig til at forstå hverken den ene eller den anden. 

Men hvad med dig, Adriana? Nu ved jeg jo, at du ikke spiser kød. Så lad os starte med det. Hvor kan du få mad på Copenhell? Og hvad vil du anbefale mig at prøve? For jeg er af natur nysgerrig, hvilket jo netop betyder, at jeg har brændt nallerne ved Steel Panther en enkelt gang på Wacken Open Air og derfor har lært, at jeg skal holde ørerne og fingrene fra de kogeplader.

Og hvad skal du se? Og vigtigst af alt:Hhvad skal du i hvert fald slet ikke se?

Adriana: Hvor jeg kan få mad? Græsset på bakken, selvfølgelig! Veganere spiser jo ikke andet end græs og iceberg-salat.

Trættende joke til side, så var jeg sidste år meget begejstret for den veganske udbud, der var på festivalen. Det var ikke optimalt, men det var bestemt bedre, end det plejede at være. En vegansk og økologisk café kaldet VIDEO VIDEO, der desværre er lukket nu, havde to boder derude, og sjældent har jeg spist lækrere vegansk mad – og det skal lige siges, at jeg selv er ret god til madlavning. Nu må vi se, om der kommer noget lige så god vegansk mad på festivalen i år.

Og apropos mad; når jeg er på festival, starter jeg altid dagen med en god og solid morgenmad, der indeholder en masse frugt, nødder og andet sundt - for den typiske veganske alternativ på festivaler, og for den sags skyld alle steder, er pommes frittes. Det bliver man tyk og træt af i længden!

En anden vigtig ting for mig at nå, inden jeg går ud af døren, er selvfølgelig at få lagt noget krigsmaling (make-up …). Ikke så meget fordi jeg er af hunkøn, men mere fordi festivaler får mig til at se endnu mere træt ud end normalt, og solbriller er ikke altid nok til at dække de sorte rande under øjnene.

Hvor tidligt på dagen jeg får læsset mit corpus på jernhesten for at komme fra Frederiksberg til Refshaleøen, er dog svært at sige. Jeg fylder nemlig år om fredagen, så måske jeg er ramt af forfærdelige tømmermænd. Min plan er dog så vidt muligt at nå at se Jakob Stegelmann og symfoniorkestret; jeg er stor fan af klassisk musik, og så er jeg lidt af en nørd og krydser fingre for, at Skyrim-melodien bliver spillet (for de fortabte læsere, der ikke ved, hvad Skyrim er, er det verdens bedste computerspil, som ALLE I HELE VERDEN burde gøre sig selv den tjeneste at spille).

Derefter har jeg en lang, dyr og fornøjelig date med cocktailbaren. For mange af de bands, jeg VIRKELIG ikke gider at se på Copenhell, skal spille denne eftermiddag. Særligt Steel Panther skal jeg holde mig langt væk fra, deres komplette mangel på intelligens kan pisse mig noget så grusomt af. Da de spillede på Sweden Rock sidste år, kan jeg huske, at flere festglade publikummer kom hen til mig og spurgte, om jeg var okay. Min resting bitch face havde åbenbart fået konkurrence af et ekstremt surt udtryk.

Til gengæld spiller det band, jeg allerhelst vil se på festivalen, heldigvis også denne dag: Igorrr! Dem skal du også se, ikke Kent? Ellers kommer vi uden tvivl til at gå op og ned ad hinanden fra kl. 22.45, hvor vi skal se Satyricon på Pandæmonium efterfulgt af Ghost på Helviti ved midnat for at slutte en aften i satans tegn med Tsjuder. Ovenstående betyder så naturligvis også, at vi skal slås om, hvem der anmelder hvad!

Kent: Pyha, Igorrr er virkelig aparte, og jeg har faktisk prøvet kræfter med dem før, hvor jeg ikke rigtig blev vundet for sagen. Men bevares, hvis Corrosion of Conformity bliver lige så jævnt og forudsigeligt, som jeg frygter, så kan jeg nok godt lokkes over til noget af det mest bizarre, på den gode måde, der er på Copenhell i år.

Og selvom jeg ikke rigtig vil være ved det og i en alder af 41 år gerne vil have folk til at tro, at jeg er vred og bitter, hvilket jeg også er, så kan jeg ikke lade være med at tjekke de danske bands ud. Livløs og Defecto kommer jeg helt sikkert til at se, hvis ikke tømmermændene er sådan overjordisk store. For dansk metal er altid spændende at følge. Hvor og hvornår kommer det næste Illdisposed eller Volbeat? Altså et band, der kan flytte noget. Den jagt er evig, og heldigvis giver Copenhell nogle få bands chancen, om end festivalen jo er blevet så stor, at der er blevet længere mellem snapsene. 

Den sorte nat kommer vi helt sikkert til at opleve sammen. Satyricon ved vi jo på forhånd bliver godt. Det er virkelig sjældent, de rammer ved siden af. Det bliver aldrig gammelt at stå og nynne med på ‘Mother North’. Det kan stadig give gåsehud at opleve det. Særligt på en festival af Copenhells størrelse. Hvilket bringer mig frem til, at det dog alligevel er mærkeligt, at de skal spille på Pandæmonium. Enten forstår jeg ikke publikum eller festivalen, men under alle omstændigheder burde de som minimum spille på Hades. Her spiller Alestorm samtidig. Jeg er oprigtig spændt på, hvilket af de to bands der trækker flest publikummer. Vinder Alestorm, så laver jeg en Trump og kalder ‘fake news’!

Angående Skyrim. Der er også en kvinde i min omgangskreds, der taler det spil ganske betragtelig op. Og da du skriver, måtte jeg lige på YouTube. 25 millioner afspilninger af temaet til spillet! Det havde jeg ikke forventet. Spændende, om Stegelmann har det med i repertoiret.

Adriana: Jeg tror, at meningen med Satyricon på Pandæmonium er at lave en helstøbt black metal-aften at slutte af på. Ideen er fin på papiret – og noget MANGE af os har efterspurgt i MANGE år – #mereblackpåCopenhell – men i praksis tror jeg enten, det bliver en katastrofe eller episk. Lad os krydse fingre for det sidste, hvilket ikke er helt usandsynligt; størstedelen af Copenhell-publikummet har jo tilpas dårlig smag til, at de hellere vil se Alestorm.

Skal vi forblive ved mærkelige sceneplaceringer, så krydser jeg i den grad også fingre for Defecto og Livløs, begge skal spille på Hades. Det bliver spændende at se, om de kan levere en koncert af den kaliber. Livløs er jeg dog mindre bekymret for; siden bandet var med i Wacken Metal Battle 2016, har de udviklet sig enormt meget, og så er Simon Olsen, der jo også er med i Baest, en af de bedste frontfigurer, dansk metal har set i nyere tid.

Endnu et dansk band, der spiller, og endda også på Hades, er Kellermensch – dem glæder jeg mig også til at se. Jeg må ærligt indrømme, at deres musik som sådan aldrig rigtig har fanget mig, men den ene koncert, jeg har overværet med dem på Roskilde Festival for efterhånden utrolig mange år siden, står stadig klar i hukommelsen.

Nå, men Kent. Du er jo en del år ældre end mig. Du må næsten glæde dig til W.A.S.P. og Helloween?

Kent: Jeg hørte kun en smule W.A.S.P. og Helloween, men flere af mine klassekammerater var store fans, og jeg skal helt sikkert stå med dem lørdag og nyde ronkedorerne. De er jo også en del af den generation, hvor man ikke ved, hvor mange gange man har mulighed for at se dem live mere. Og som én, der voksede op i firserne, er det vanskeligt at komme udenom ‘Wild Child’, så jo, jeg er nok at finde foran scenerne, når de to bands spiller.

Det eneste band, vi ikke rigtig har snakket om, er Nothing More eller Nøthing Møre. De skal spille netop samtidig med Defecto. Jeg har lyttet lidt, og jeg er spændt på, om deres amerikanske rock kan trække folk fra Hades, når et lokalt navn spiller på en større scene. Hvis, og det er et stort hvis, jeg er nået ud på Refshaleøen på det tidspunkt, så deler jeg nok min gunst mellem de to.

Adriana: Jeg forstår ikke udenlandske bands, der skal putte æ, ø og å i deres navne. Her i landet har vi det omvendte problem, Baest er et godt eksempel. Det hele virker så fjollet!

Jeg må ærligt indrømme, at Nothing More ikke siger mig det helt store. Men jeg tror, det er en af de koncerter, der enten kunne gå hen at blive rigtig fesne eller rigtig gode. Jeg har dog svært ved at se, at Copenhell-publikummet kommer til at tage imod dem med åbne arme. Er det ikke mere et Northside- eller Roskilde-band?

Kent: Generelt skal bands bare lade være med at lave åndssvage navne. Og jo, Nothing More er bestemt i den mere blide ende, så de kunne reelt være på hvilken som helst af de tre festivaler. Nu er de på Copenhell, og vi må se, hvordan det bliver taget imod. Vi ses i hvert fald derude!

Læs bandbeskrivelser og hør musikken fra lørdagens bands her