Deep Purple er tilbage!

Populær
Deep Purple er tilbage!

Devilution har hørt det kommende album med Deep Purple, og Lars Schmidt kan med glæde konstatere: Deep Purple lever for en gangs skyld op til forventningerne.

Kunstner
Titel
NOW What?!
Dato
26-04-2013
Distributør
Trackliste
1. A Simple Song
2. Weirdistan
3. Out Of Hand
4. Hell To Pay
5. Bodyline
6. Above And Beyond
7. Blood From A Stone
8. Uncommon Man
9. Aprés Vous
10. All The Time In The World
11. Vincent Price
Forfatter

Værsgo', kære læser! En gennemgang af det kommende album med Deep Purple, 'NOW What?!', der udkommer den 26. april.

Et album, der er store forventninger til.

Uden at skulle foregribe en anmeldelse kan vi her på Devilution dog konstatere, at band og pladeselskab har noget at have forventningerne i. 'NOW What?!' præsenterer et nærmest genfødt Deep Purple, som spiller med musklerne selv uden deserterede Ritchie Blackmore (guitar) og afdøde Jon Lord (keyboards).

Dette var, hvad vi hørte, da vi for nylig lyttede albummet igennem en enkelt gang:

'A Simple Song':
Albummet starter stille, afdæmpet, med bas-akkorder fra Roger Glover. Det leder helt klart tanker hen på klassikeren 'Child In Time' - dog uden Jon Lords karakteristiske Hammondorgel-intro. Hammondorglet - fra Lords afløser, Don Airey - kommer dog, når nummeret bryder i gang efter to minutters stemningsfyldt intro. Nummeret vokser, har et stærkt drive og bliver kendetegnende for hele albummet.

'Weirdistan':
Et nummer, der er tætspillet, småtungt og storladent på samme tid.

'Out Of Hand':
En kombination af keyboardstrygere og et møgbeskidt riff, hvor Hammondorglet virkelig kommer til sin ret. Et nummer med virkelig fede riff, tilført symfoniske elementer fra Don Airey.

'Hell To Pay':
Der er fuld knald på denne rocker af en sang, som for alvor tager kegler i det legende mellemspil, hvor Don Airey går amok på sit orgel. Amok som i gamle dage, hvor det meste bare var spil og leg for Deep Purple.

'Bodyline':
Trommeslager Ian Paice starter nummeret, hvor musikerne falder ind én efter én. Et nummer, som swinger stort. Takket være Ian Paices konstante groove.

'Above And Beyond':
Nummeret er skævt, tungt og rigtig voldmeget prog, ren 70'er-prog, som aldrig vil finde sin vej til de poppede radiostationer og deres ditto lyttere.

'Blood From A Stone':
Et dystert nummer, skægt nok med samme basgang som på 'You Keep On Moving' fra Deep Purples 1975'er, 'Come Taste The Band'. En skæg reference og måske en hyldest, for nuværende bassist, Roger Glover, var ikke med på 'Come Taste The Band'. Det var Glenn Hughes. Nummeret er pænt tilbagelænet med jazzede keyboards, leveret af Don Aireys Fender Rhodes.

'Uncommon Man':
En stille, symfonisk strygerstart med fantastisk guitarspil fra Steve Morse. Wauv, hvor det nummer vokser. Men så kommer der sådan nogle mærkelige keyboardhorn ind over, som ødelægger den voldfede optakt.

'Aprés Vous':
Shit, for et fedt riff, som guitar og orgel virkelig får op at ringe. Når det så kombineres med det her seje groove fra 'The Groovemeister', Ian Paice, ja, så rykker det godt nok igennem.

'All The Time In The World':
Et afdæmpet og lidt morfar-rocket nummer, som er ganske fint - ikke mindst på grund af et smukt, instrumentalt mellemstykke og Ian Gillans for en gangs skyld dybt sungne vokal.

'Vincent Price':
Starter med et kirkeorgel og fortsætter meget storladent og symfonisk, inden det bliver beskidt, rocket og halvskævt. Deep Purple lukker albummet næsten på samme måde, som det åbnes: progget.