Devilution #100: Henrik Østergaard

Devilution #100: Henrik Østergaard

Denne udgave af jubilæumsbrev nr. 100 hylder re-issues fra Sleep og Doom og har udelukkende gode tanker om Roadburn Festival og 30 år gamle Metallica. 

 

- Det bedste ved at være med til at lave Devilution:

Åndssvagt spørgsmål! Vi er enige om, at det er rock og metal, vi skriver om, ikke sandt? Når det er godt, så findes der ganske enkelt ikke noget bedre.

- Det værste ved at være med til at lave Devilution:

Når man nu selv forholder sig skeptisk til den karaktergivning og de vurderende stjerneparametre, der for den dovne brugervenligheds skyld åbenbart skal smides efter de koncerter og plader, som man anmelder, så kan det mildest talt være demotiverende selv at skulle imødekomme denne vurderende form. Teksten må altid være det vigtigste i en god anmeldelse – og altså ikke den usle, skoleinspektørassocierede (og i bund og grund vel ganske anti-rebelske) karaktergivning (rend mig!). Det er selve teksten, der kan generere en sund diskussion, og det er det den gode anmeldelse formår - at skabe bånd mellem musikentusiaster. Karaktergivningen får højest folk til at smide med mudder og fjerner ofte fokus fra det, det hele handler om: musikken. Altid musikken.

- Bedste album i Devilutions levetid:

Dooms debutfuldlængde, ‘War Crimes – Inhuman Beings’ fra 1988, blev første gang genudgivet i ’95 under den pragtfulde konfronterende titel ‘Fuck Peaceville’. Pladeselskabet Peaceville Records havde signet de britiske crust-core-pionerer tilbage i slut-80’erne med den mundtlige garanti, at de aldrig ville overlade rettighederne til Dooms sange til et større, mere kommercielt selskab. Dette løfte brød Peaceville angiveligt, da de solgte halvdelen af selskabets musikalske aktiver til nu hedengangne Music for Nations. Derfor indspillede Doom hele skidtet på ny, gendøbte pladen dens ikke-til-at-tage-fejl-af-titel, og dermed sikrede de sig igen rettighederne til selv at udgive deres debutplade.

Nu er så den originale ’88-udgave blevet genudgivet i et flot vinylbokssæt af Svart Records, hvorfor albummet i dén grad er relevant i sammenhængen hér. Bokssættet hedder blot ’Total Doom’ og indeholder også to andre tidlige Doom-udgivelser fra deres tid hos Peaceville, henholdsvis ’Bury the Debt (Not the Dead)’ og ep’en ’ Police Bastard’. Men det er altså for mesterværket 'War Crimes – Inhuman Beings', at udgivelsen bliver hevet frem her.

På en tæt 2. plads kan der i øvrigt kun blive tale om én plade, nemlig Southern Lord Records’ genudgivelse af Sleeps monumentale mesterværk ’Dopesmoker’.

- Værste album i Devilutions levetid:

Det ved jeg ikke, og jeg gider egentlig ikke spilde tid på at finde ud af det. Men det kunne meget vel være Baroness’ ’Yellow and Green’ fra i år, der var en ufattelig tam omgang progressiv sludge-pop.

- Bedste koncert i Devilutions levetid:

Der er ingen tvivl hér. At man var så forbandet privilegeret, at man fik muligheden for at fejre Metallicas 30 års fødselsdag sammen med sin gode ven, redaktør-Mathias og kun 1200 andre publikummer på Fillmore i San Francisco over fire aftener i december sidste år, ja, samlet set var det en enorm musikalsk oplevelse, der altså transcenderede det normale. Det er stadig dagene, man opløftet tænker tilbage på, når livet bare bliver for råddent kedeligt. Længe leve Metallica, siger jeg bare!

Roadburn Festival i Tilburg, Holland må også nævnes,. For denne skribents vedkommende har den nu to år i træk inviteret indenfor til en uovertruffen blanding af nogenlunde det tungeste, mest psykedeliske, hårdeste, mest udfordrende og ditto inspirerende rock og metalmusik man som ydmyg musiklytter overhovedet kan tænkes at komme i nærheden af. Musikprogrammet er én ting - en helt anden ting er selve viben til festivalen, der sprudler af rendyrket kærlighed til musikken. Hvor mange gange har man ikke hørt festivalgængere ty til frasen, ”jeg er her lige så meget for stemningens skyld”? Up yours! Musikalsk blasfemi! På Roadburn ER musikprogrammet stemningen.

- Værste koncert i Devilutions levetid:

Det ved jeg ikke. Har vitterligt ingen idé. Dead by April var en latterlig farce på Copenhells spæde første år, men det ligger jo længere tilbage, end denne klummes tidsramme lægger op til. Så jeg ved ikke…

- Ønsker for fremtiden:

- at jeg får hovedet ud af røven og skrevet om flere plader, jeg synes er fede.

- at Rush kommer og giver koncert i Danmark.

- at jeg bliver færdig med mit skide speciale og får et job, så jeg kan købe (mange!) flere plader.

- At Black Sabbath river mine nosser af.

Hør hér hele 'War Crimes - Inuman Beings' med Doom:



Hør hele den restaurerede version af 'Dopesmoker' hér: