Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Genset: Lyset for enden af tunnelen

Updated
673

Der var engang, hvor Iron Maiden reddede heavy metal – for vores skribent Anders Molin var det i 1999 i Sverige.

Kunstner
Trackliste
1. Hurtig sang
2. Noget med gallop
3. Den med lang intro
4. Gallop og lang intro
5. Uendeligt lang midterstykke
6. Fans synger med
7. Wasted Years
8. Nyt bagtæppe for ottende gang
9. Bruce Dickinson kravler op i noget højt
10. Bruce Dickinson taler om heavy metal
11. Steve Harris peger igen på nogen med sin bas
12. Iron Maiden spiller Iron Maiden
Forfatter

Jeg opdagede heavy metal på det forkerte tidspunkt – lige omkring 1994. Det vidste jeg dog ikke på det tidspunkt, men fandt først langsomt ud af det.

Der skete to ting: Først introducerede min lillesøster mig for Iron Maiden med ordene ”Det lyder lidt som Europe”, hvilket hun ikke havde ret i, og det tog mig omtrent et halvt år, før jeg fattede det. Så faldt jeg tilfældigvis over Pretty Maids’ debutalbum på tilbud som CD (et ældre musikmedie, som måske snart får en revival) og blev blæst væk, fordi det var markant vildere end 4 Non Blondes, som jeg ellers var glad for.

Men problemet var netop bands som 4 Non Blondes, som var et halvfemserband, og vel en slags poppet grunge. For heavy metal var ved at dø, og mens jeg dykkede ned i Helloween, Megadeth og endelig fattede Iron Maiden, var genren nærmest ved at kollapse omkring mig.

Hvis det ikke var grunge, var det dødsmetal og/eller Pantera, som jeg ikke fattede dengang. Alt, hvad jeg var glad for, var umoderne eller kørt bagud af vildere genredrejninger. Og for at gøre ondt værre fik Iron Maiden sig en ny sanger, der var ubegribeligt fejlcastet. Det var hverken sejt, hipt eller overhovedet rigtig farligt at høre klassisk heavy metal, fordi der altid stod en Cradle of Filth-fan og rystede på hovedet ad dig – altså rystede det opgivende fra side til side. Måske med et hånligt fnys.

Jeg kørte ufortrødent videre, fordi jeg åbenbart gerne ville være en taber, og mit ungdomsværelse blev fyldt med CD’er fra diverse bedagede bands' bagkataloger, sideløbende med at jeg borede mig ned i den dalende kvalitet hos nye bands i genren. Af og til skete der mirakler som med Blind Guardians mesterværker, men generelt var det tungt.

Og så skete der to mirakler omkring 1999. Det ene hed Hammerfall og handlede mest om, at de sked højt og flot på, at de lavede verdens mest umoderne plader. Det andet var Bruce Dickinson, der pludselig vendte hjem til Iron Maiden. Straks blev en turne annonceret sammen Megadeth, og da danskerne som altid er verdens mest hjernedøde folkeslag, når det kommer til at forstå oldschool heavy metal, blev København på fair vis undgået.

Derfor måtte jeg sammen med Devilution-medskribent Villumsen drage nordpå, og dét med Metalized (ja, vores konkurrent! Dem! De Unævnelige), der arrangerede busture til diverse koncerter. Måske gør de endda stadigvæk – hvem ved?

Allerførst valgte vi selvfølgelig at fejre det dagen før med at tage på druk, endnu mere selvfølgeligt med Jack Daniels (fordi det gør dumme heavy rockere), og så var tømmermændene altså klar, allerede inden busturen startede Hovedbanegården lørdag. For dem, der kender til Sveriges paniske angst for alkohol, var det nok også klogt at fylde sig op, inden grænsen skulle krydses.

Dermed var der mulighed for at have fokus på det relevante. Nemlig at bussen var fyldt med mennesker, der rent faktisk kunne lide heavy metal. Mange af dem kunne sikkert også lide dødsmetal, da ingen jo er ufejlbarlige, og en enkelt hadede endda Manowar, men alle havde Iron Maiden til fælles. Og ja, det var her, at undertegnede kom hjem. De fandtes derude – vi fandtes derude! Os, der kunne lide heavy metal, som den skal lyde, hvis man topper åndeligt i midtfirserne (hvor jeg var 6-7 år, og åbenbart stoppede min mentale udvikling).

Sammen tog vi altså til en grim sportshal i Gøteborg, hvor først Megadeth spillede et stramt show, for det var dengang, Dave Mustaine kunne spille, og så selveste mægtigste Iron Maiden gjorde alt det gøglede, de er verdens førende i. Noget med at skabe den rigtige stemning omkring episk overgjorte hymner, noget med guitarekvilibrisme, spilleglæde og i front en energisk ener i form af metallens førende frontmand.

Bruce Dickinson var her, der og alle vegne, som han altid er det, og dengang kunne han endda synge rent og skingert og gøre sig fortjent til alle de kærlige øgenavne, som handler om netop det. Det lovede godt for det comebackalbum, som jeg er ret sikker på, at vi ikke kendte til skulle komme kort tid efter, og som skulle vise sig at være et af det mest fremragende til lige netop at komme tilbage på.

Denne aften gjaldt det dog klassikerne, og undertegnede husker ikke hvilke, men mon ikke den med de to minutter til midnat, den med gallop og Union Jack, den anden med gallop, den tredje med gallop og sikkert også den om dem selv blev spillet. Og så ’Wasted Years’, der har en helt særlig plads i skribents hjerte, fordi den er mere riffet og samtidig mere melodisk end de fleste andre singler fra Maiden – den solo fra Adrian Smith er fabelagtigt smukt eksekveret.

Og deroppe i hjørnet foran en klapstol placeret med et halvringe udsyn til scenen stod undertegnede som ung heavyrocker og så, at genrens fremtid lå i at gentage fortiden i en indlevende version, mens alle andres uduelige musik kunne være uendeligt ligegyldig. 

Der er ingen koncerter i den nærmeste fremtid som følge af coronavirussen. Men på Devilution ved vi heldigvis godt, at vi allerede har set alt, hvad der er værd at se, og at al musik var bedre i gamle dage. Derfor benytter vi karantænen til at se tilbage på de koncerter, der enten var skelsættende for os eller skulle vise sig at blive historiske. Dette er anden artikel i den nye serie Genset.

Læs resten af serien her.