House of Franco #128
PopulærJens skriver denne gang om den musikdokumentar, som har gjort størst indtryk på ham i 2013: 'Cosmic Psychos - Blokes You Can Trust: 30 Years and a Million Beers With Australia's Most Unlikely Rock and Roll Heroes'
Cosmic Psychos - Blokes You Can Trust (2013. Matt Weston)
Det er næppe nogen hemmelighed, at England for nogle hundrede år siden deporterede diverse tugthuskandidater og andet uønsket rakkerpak til den anden side af jorden. Man kan så drage den konklusion, at det også smittede af på musikscenen down under. Australske rockbands er generelt en del mere primitive og primale end deres sofistikerede britiske kollegaer, bare tjek AC/DC, Buffalo og Rose Tattoo.
Er der et band, der kan kaldes 'bonderøvspunk', er Cosmic Psychos et af de mest oplagte navne. Deres debutalbum fra 1985 hed 'Down On The Farm', og deres 3. plade, 'Go To The Hack', viste et foto af trioen stående på en traktor. Hovedmanden bag bandet, Russ Knight (vokal og bas), er en vaskeægte farmer, som på 3. generation viderefører sin families gård, der ligger ude på bøhlandet, væk fra storbyens larm, stress og højhuse.
'Blokes You Can Trust' er en herlig kærlighedserklæring til disse uhippe outsiders, som muligvis spiller noget af det mest primitive to-fingre-i-røven-rock, undertegnede har hørt. Cosmic Psychos befinder sig et meget charmerende sted mellem Ramones, Sham 69 og Stooges, hvor max. 2-3 akkorder bliver høvlet af i høj volumen, tilsat tekster om livet på landet med druk, damer og slagsmål. 100% hulemandsrock uden noget fancy pis.
Dokumentaren fortæller at bandet ikke var særligt elsket i Australien og nærmest var en ufrivillig joke på den lokale punkscene, hvor de mest gjorde sig bemærket med at kunne drikke alle andre bands under bordet. Men i slutningen af 80'erne kastede bands og fans fra specielt Seattles spirende grunge- og punkscene sig over vores tørstige venner. Bands som Mudhoney, Nirvana, Pearl Jam og Melvins hyldede trioen som den rene, uforfalskede vare i en rockverden, der var ved at kamme over i hårspray, makeup og fesen glamrock fra LA. Bandet begyndte at turnere heftigt i Europa (selvom Russ Knight syntes, at vores breddegrader var "for gay" til ham) og USA og fik en stor fanskare. Jeg så dem 3-4 gange destruere steder som Barbue og Loppen, hvor de åbenbart blev bandlyst efter deres sidste koncert pga. urimeligt fordrukken adfærd.
Pigebandet L7 var nogle af deres allerstørste fans. Så store, at de faktisk - ubevidst? - kom til at stjæle en del af Cosmic Psychos' muligvis bedste nummer, 'Lost Cause', i en af deres egne skæringer. De ringede til deres ven Russ og fortalte, hvad de havde gjort, og spurgte om det var i orden, hvis australierne fik credits for L7-nummeret, 'Fuel My Fire'. Det var helt i orden med Russ. Det engelske band Prodigy udsendte senere deres kæmpehit 'The Fat Of The Land', som indeholdt et cover af nummeret, hvad der betød, at penge pludselig væltede ind på australiernes konto!
Filmen indeholder utrolig mange skægge historier som denne, samt en del omhandlende deres utrolige ølforbrug, som åbenbart aldrig var set før blandt deres amerikanske kollegaer. Russ var kongen af druk, som aldrig faldt i søvn, og yndede at lave utallige platte practical jokes med stakler, som var faldet i søvn. Bonderøven fik sig på et tidspunkt en new yorker-kæreste, som var en kendt og berygtet dominatrix, og man ser flere gange i dokuen ufatteligt morsomme sekvenser med Russ, der render rundt i forskellige s&m-outfits med røven bar. Det kan nævnes at stjerneproduceren Butch Vig lavede deres 'Blokes You Can Trust'-plade i 1991, lige efter 'Nevermind', og før det album røg til tops på verdens hitlister.
Der er nok under 1 % af Devilutions læsere, som kender disse australske kultrockere, men dette burde denne fantastiske dokumentar klart råde bod på. Halvdelen af Tumor Warlord var i øvrigt til Gonerfest i Memphis i september, hvor dokuen blev vist, og bandet headlinede festivalen, så du ved, at det er good shit! Fik jeg fortalt, at Russ er verdensmester i vægtløftning i sin vægt- og aldersklasse? Glem alt om tudeprinsessedokuen 'Some Kind Of Monster', og put 'Blokes You Can Trust' i dvdafspilleren, hvis du vil vide, hvad RIGTIG manderock er!
Trailer:
{qtube vid:=O7CbDQ2ZryA}