House of Franco #144
PopulærI forbindelse med et brag af en 50 års fødselsdag fødselsdagskoncert fortæller krigsguden om et liv i musik gennem fire årtier. Første del af fire.
Part 1: 1964-1977.
Jeg var for nylig i "Mod Strømmen" på Christianshavns Radio, hvor jeg havde to timer til at fortælle om, hvilke bands som havde betydet mest for mig. Da der var en halv time tilbage, var jeg nået til 1982 og den første ep med Mercyful Fate, hvorfor det gik meget hurtigt og lettere overfladisk med de sidste ca. 30 år. Det vil jeg råde bod med denne artikel – i flere dele – og komme mere i dybden med musikken og andre ting, som har formet mig som menneske.
Da Rolling Stones fik deres USA-gennembrud i 1964 blev jeg født på Midtsjællands Ungdomsskole, hvor min far var lærer. Jeg kan svagt huske, at jeg som dreng rendte rundt på skolen og besøgte eleverne, mens jeg ledte efter nogen at lege med. Teenagerne hørte mærkeligt udsyret musik på høj volumen, der var mystiske malerier overalt og en underlig lugt af tobak, som var anderledes end den pibetobak, min far røg. Der var ikke rigtigt noget musik, som jeg kan huske, der gjorde det store indtryk på mig. Jeg var mest besat af John Wayne-film og legede næsten hver eneste dag cowboy, der ledte efter nogle indianere jeg kunne skyde med mine små knaldhættepistoler. Flere af de langhårede drenge på skolen var heldigvis flinke til at udgive sig for indianere til min store begejstring. Det var en dejlig tryg opværkst at skyde hippier på skolens område i den lille by, der lå tæt ved Lejre og vikingelandsbyen. Jeg fik på et tidspunkt en bog af min mor om nordisk mytologi, om Odin, Thor, jætter, som jeg læste igen og igen. Hver gang der var science fiction-film eller serier på vores sort/hvide tv, var jeg også helt oppe i det røde felt. Jeg tænkte tit i flere dage over de mærkelige film, som fuldstændig fuckede med min hjerne på den fede måde. Cowboys, rumvæsener og vikinger var the shit for mig.
I 1971 flyttede vi til en anden lille by på Vestsjælland ved navn Stenlille, da min far blev lærer på byens skole. Her startede jeg i 1. klasse og fik en masse venner på min egen alder. Vi hørte de få kassettebånd, vi besad, til de var slidt op eller ødelagt af båndsalat - en skæbne værre end døden! De fleste var bånd, som mine venner havde fået af deres ældre brødre. Jeg kan huske, at jeg efter et år havde en kongesamling af hele fire bånd. ABBA, Jimi Hendrix, T.Rex og Gasolin'. Jeg begyndte også at optage musik fra P3 på min lille radio/kassettebåndsafspiller. Det blev hurtigt en besættelse, da radioen den gang spillede den fede rock (modsat i dag), og jeg fik en bundsolid musikopdragelse fra P3, som har betydet ufatteligt meget for mit senere musiknørderi.
Da jeg 9 år gammel, var jeg til en familiefest i Rødovre. Min langhårede og storskæggede onkel gav mig i løbet af aftenen et kassettebånd, som blæste min hjerne til atomer. Side 1 bestod af Deep Purples ’Machine Head’, mens ’Master Of Reality’ med Black Sabbath optog den anden side. Det var simpelthen det sejeste musik, jeg indtil videre havde hørt. Jeg døde af grin, hver gang Tony Iommi hostede i introen til ’Sweet Leaf’, det var først flere år senere, at jeg fandt ud af, hvad nummeret egentlig handlede om. ’Space Truckin'’ blev også hurtigt en favorit; Jon Lords orgel, Ian Gillans imponerende vokal og Richie Blackmores fræsende guitar lød helt fantastisk sammen. Det var muligvis første gang, at jeg – sikkert ubevidst – begyndte at headbange til musik.
Det var også omkring det tidspunkt, hvor jeg købte min allerførste vinylsingle, nemlig ’Ballroom Blitz’ med The Sweet. Jeg gik ikke så meget op i, hvad der var glamrock og heavyrock, bare der var godt med spade og fart på. Min mor støvsugede en gang, mens jeg sad og så et musikprogram. Jeg brokkede mig over, at hun larmede så meget, at jeg ikke kunne høre musikken ordentligt, og samtidig var jeg ekstremt optaget af en kvindelig sanger/bassist i stramt lædertøj. Min mor slukkede for støvsugeren og sagde gnavent til mig, at sådan nogle piger som hende i det stramme lædertøj, skulle jeg holde mig langt fra, når jeg blev større. Dette gjorde mig selvfølgelig endnu mere interesseret i frække Suzi Quatro, som gav den max. gas på skærmen.
Jeg fik aldrig noget input fra mine forældre om musik, de hørte mest kedelig klassisk og lamme popplader med Johnny Reimar og hans forpulede tyrolerhat. Mine venner og jeg havde ingen penge til at opbygge en pladesamling, så vi gik på opdagelse i folks ældre brødres lager af vinylplader og optog som besat alle deres bedste album. De var ikke superglade for, at vi møgunger rodede rundt med deres plader, så vi overspillede næsten altid musik i det skjulte, mens de var på job eller i gymnasiet. Jeg blev ret hurtigt stor fan af Thin Lizzy, som var et perfekt band for mig. Sprøde twin leads kombineret med verdens bedste stemme. Mit engelsk var efterhånden blev ret godt, og jeg lagde her mærke til Phil Lynotts tekster, som var lange episke historier fra Irland, både om gamle tider og livet på gaden. Al pop var nu helt til grin med dens åndssvage sange om kærlighed. Gab. Jeg lyttede meget til, hvad mine venners ældre brødre sagde om musik, men de var også nogle gange noget nedladende overfor os snotunger, som nassede på "deres musik".
Jeg havde flere gange hørt nogle voldsomme numre i radioen, som blev kaldt for ’punk’. Vi Unge, som var det eneste musikblad, man kunne få den gang i Stenlille, havde også nogle vilde fotos af et band, der kaldte sig Sex Pistols. I 1977, da jeg netop var fyldt 13, tog min mor mig med i Vestsjællands Centret i Slagelse. Her brugte jeg alle mine penge, som jeg havde tjent ved at slå græs for naboerne, på et kassettebånd som hed ’Never Mind The Bollocks’. Mine venner og jeg var nu fuldstændigt ekstatiske over, at vi nu endeligt havde fået "vores musik"! Det var ikke, fordi musikken var specielt mere aggressiv end heavyrock, men den rådne vokal fra en grim gut, som meget passende hed Johnny Rotten, og hans konstante brug af ordet ’fuck’, var noget, vi aldrig havde hørt før. Nu var det vores tur til at terrorisere alle de ældre teenagehippier i byen. Vi kørte rundt på vores cykler og skreg "fuck you, hippie!" til alt og alle. Senere i 1977 læste jeg, at Sex Pistols ville komme til københavn, og jeg plagede mine forældre om, at de skulle tage mig til koncerten, men desværre havde de læst om disse vanvittige punkrockmennesker i Ekstra Bladet. Mine overfornuftige socialdemokratiske forældre var 100% overbeviste om, at jeg ville blive slået ihjel af psykopaterne og deres frastødende fans. Så ingen sex pistoler til lille Jens. Øv.