House of Franco #64

Jens beretter i denne uge om en kaotisk weekend på Copenhell og et endnu mere kaotisk 'interview' med Brutal Stoned... undskyld: Brutal Truth.

DAG 1

Fik fri fra jobbet kl. 3 fredag og skyndte mig at cykle ud til Refshaleøen for at overvære min anden Copenhell-festival. Sidste år var ret underholdende, men programmet i år var noget mere ujævnt, så jeg var ret spændt på hvad weekenden ville bringe af koncertoplevelser.

Da jeg ankom lidt i 4, mødte jeg Rising-gutterne, som lige havde spillet en koncert, der vist var gået ret godt. Sådan! Herefter fandt jeg min gode veninde Sille, som var meget fascineret af min fiskefrikadellestil - se foto. Billig føde fra Fakta betyder flere penge til (dyre) øl. Vi fes straks ned og så vores første band, der desværre viste sig at være Killswitch Engage. Muligvis det værste band jeg endnu har set i mit liv, og jeg har set en del crapbands. Über intetsigende metalcore/nu-metal med verdens mest irriterende guitarist, som må ha' købt sin slipse t-shirt i en billig spøg og skæmt-butik på Vesterbro. Idioten, der var iført en fesen hætte (fordi han sikkert var skaldet, haha),  kyssede konstant sine ikke-eksisterende muskler, klart den dårligste stil jeg endnu har set en sædkiste køre. Utroligt! Og så de valgte at slutte af med at ødelægge Dios gamle 'Holy Diver'!

TYSKE HALSSLIK OG RÅ MÆNGDER PETER BELLI-TOBAK

Herefter brugte jeg over en time på at få gang i Brutal Truth via telefonkontakt med deres hollandske manager og Devilution-gutterne. Ingen kunne få fat på bandet, og jeg havde nok en idé om hvorfor. Mere om mine profetiske evner senere. Mens jeg talte med manageren begyndte en tyk tysk metaldame at slikke mit hår og hals. Rimeligt nederen. Bare hun havde være en flot babe. Klokken var nu 6 og Brutal Truth gik i gang på Hades-scenen. Lyden var ikke super hvor jeg stod, så jeg rykkede helt op foran, hvor den heldigvis var bedre. Bandet væltede sig rundt i øl og joints, og hyldede - ikke videre overraskende - Christiania, hvor de havde været hele eftermiddagen og røget sig ultra lamme. Vi fik mange numre fra deres gamle albums helt tilbage til 'Extreme Conditions Demand Extreme Responses' (1992), og en del fra sidste års 'End Time'. Jeg var meget imponeret over, at så blæste mennesker kunne spille så tight og hurtig grindcore. Den buttede sanger Kevin fyrede en masse lort af, mens han væltede rundt iført cowboyhat og bare tæer. Goddamn hippie!

Jeg havde faktisk opgivet at lave interview, indtil nogen nævnte, at Anderz fra Gearbox stod for showet, så han lovede at sætte interviewet op efter Brutal Truths fremragende koncert. Manden holdt hvad han lovede - bravo! Bandet var desværre fuldstændigt fucked af hash og pot, mens jeg forgæves prøvede at lave et forsøg på interview, mens de fik kastet deres gear i en bus. Her er, hvad jeg kan huske, da min diktafon strejkede:

- Hej, Kevin, fedt show, mand! Det var ret underholdende at manden fra scenen nævnte, at du, og ikke Dan, havde startet Anthrax.

Kevin: Gjorde han det? Hahaha.

Dan: De bytter altid om på os to, hvor svært kan det være!?!

- I spillede ret mange gamle numre og kun lidt fra den nye...

D: Næsten kun gamle ting, det havde vi bare lyst til, siger Dan med bankeskæve og højrøde øjne

- Jeres seneste album har næsten et free jazz-feel?

Richard: Speed jazz?

- Free jazz. Albert Ayler, den slags.

R: Hvem? Jeg prøver at få potten i piben, håber det er godt.

Her afbrydes interviewet af bandets jubel, da gut kommer forbi med en håndfuld halvrøgede joints, som folk har kastet op på scenen.

- Dan, hvor mange bands har du egentlig gang i? Seks?

D: Jeg mener kun, at det er tre.

Så afbrydes interviewet igen, da Anthrax, Dan Lilkers gamle band, begynder, meget (u)passende, at spille for fuld volume.

- Hvordan har du med at høre dit gamle band?

D: Det er okay. Der er ikke nogle issues mellem os.

R: Hey, prøv at se det drone helicopter-kamera som filmer Anthrax, det er ligesom en sci-fi-film!

K: Far out.

Herefter smuttede bandet videre i bussen. Anderz Gearbox fortalte at Brutal Truth faktisk havde tænkt sig at slutte med noget fra SODs 'Speak English And Die' for at se om Scott Ian ville dukke op på scenen, men det droppede de desværre. Tak til Anderz for at få ovennævnte interview til at finde sted. Nok det mest mislykkede interview jeg har lavet i 22 år. Jeg fik sidste halvdel af Anthrax, der var okay - specielt numre fra 'Spreading The Disease' - men lettere ujævnt. De havde deres gamle sanger med. Joey Belladonna er godt blevet botoxet i ansigtet, og jeg og Japser fra Loppen var enige om, at han bar paryk.

ONDT I KNÆET TIL SLAYER

Jeg havde et DJ-gig i Nyhavn 13 til en mandeblads-reception, Mandatory, hvor jeg havde skrevet en artikel om Doris Wishman, en af de få kvindlige instruktører i sleaze/exploitation-filmgenrerne. Jeg fik noget fantastisk mad, og fik et par flotte piger til at danse under mit electro punkede DJ-sæt, der heldigvis sluttede 23.30. Da jeg ankom til Copenhell igen var Slayer lige startet. Perfekt. Og Slayer slagtede hårdt med et sæt med alle klassikerne. Gary Holt fra Exodus klarede fint som stand-in Jeff Hanneman. Det var virkelig en ond pit, men jeg overlevede da. Sikkert pga. af alle de ultravoldige Night Fever / Death Token-shows i Ungdomshuset, der har fået mig i form. Slog kun mit venstre knæ, hvad der var heldigt sluppet. Mange af mine venner kom meget mere til skade, fandt jeg ud af om lørdagen. Så ingen klynk fra min side. Det lykkede mig ikke at komme ind igen til festen i Nyhavn, hvorfor jeg tog på Andy's Bar og drak mig i hegnet. Kan dog huske, at jeg og Ebbers (ex-De Høje Hæle) kæreste blev smidt ud af et Copenhell-øltelt, da vi prøvede at sætte ild på en Jomfru Maria-statue indenfor. Man er vel gammel satanist.

DAG 2

Jeg var ude næste dag allerede ved 14-tiden, og snakkede med flere venner der humpede rundt med blå øjne efter Slayer-braget aftenen før.

SAXONS SEJRSRIDT

Hold da kæft! Saxon kom, og Saxon sejrede. Biff er verdens bedste frontmand, det er da helt utroligt. Han sagde alle de rigtige ting, var morsom på den fede måde, og fik os alle til at gå amok. Jeg har ikke hørt Saxon plader efter 'Crusader', så var heldigt at de mest spillede gamle hits som 'Motorcycle Man', 'Strong Arm Of Law', 'Princess Of The Night', etc. Fantastisk koncert! Havde ikke forventet, at de gamle mænd var så meget på. Her kan nye unge bands virkelig lære noget af NWOBHM-heltene! Tog næsten hele koncerten i bar overkrop i solen, og fortsatte metal stilen til Cerekloth på Copenhells mindste scene. Det var 3. gang jeg har set dem, og dødsmetalgutterne leverede varen max! Bare spørg David fra Undergang.

Bagefter drak jeg med vennerne på en græsbakke til to ret ligegyldige shows med Meshuggah og Lamb Of God. Sidste band havde dog enkelte gode numre, når de spillede thrash. Heldigvis spillede Immortal imellem de bands, og de var lige så fede som jeg huskede fra en Roskilde koncert i 1999 (det var nu i 2003!, red.). Hver gang jeg så Abbath og hans corpsepaint, tænkte jeg på min gamle kat, Pusling, som han ligner på en plet. Suverænt show. Soulfly var okay, selvom jeg ikke kan forlige mig med, at Max er genfødt kristen. Af hvilken grund jeg belemrede mine omgivelser med en del brok.

DANS PÅ BORDENE

Havde ingen forventninger til Marilyn Manson, har aldrig dyrket den 'shock rocker', men det var overraskende fedt. Bandet var velspillende og Manson var fin frontmand, selvom meget var lidt rutinepræget. Regnen væltede ned mens jeg var fanget i en mosh pit med purunge piger i våde t-shirts. Dejligt. Så var Copenhell slut. Nogle vagter fik sat lidt ild på en stor 'Wicker Man'-trætingest i regnen. Festen fortsatte i et telt, hvor blev spillet metalklassikere. Igen valgte jeg at tage det hele i bar overkrop, mens jeg hoppede rundt på bordene. Dum idé da jeg mistede min elskede Angel Witch t-shirt. Suk.

Derefter havnede jeg og nogle venner - som havde store rygproblemer - til en havefest lige uden for området, hvor vi festede til den lyse morgen. Bassisten fra Immortal var også til festen. Jeg fortalte ham, at jeg mistede min mobil under deres show, men fik den tilbage i Lost & Found. Jeg mistede den også til metalfesten i Copenhell-teltet og fandt den igen. Dumb luck. Jeg er klar til næste Copenhell, selvom danskere godt nok er nogle nu-metal sinker i klovnetøj, der stadig lever i 1998. Håber alle venner overlevede festivalen uden store skader. Samtale fra et pissoir:

Tilfældig fyr: Er der noget godt før Anthrax?

Mig: Ja, for fanden. Brutal Truth!

- Hvem?

Grindcoreguderne!

- Hvis man kan li Mastodon, er det så noget for mig?

Øh...glem det.