Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

House of Franco #93

Populær
Updated
House of Franco #93

Krigsguden fra Ama'r skriver denne gang om Cannabis Corpse/Ghoul-koncerten på Stengade i fredags.

Kunstner
Titel
Cannabis Corpse + Ghoul
Spillested
Dato
01-02-2013
Koncertarrangør

1. februar : Cannabis Corpse (US) + Ghoul (US) @ Stengade
 
 
Efter et noget sløv koncertmåned i januar - som altid for provinsbyen København - startede februar med et brag. Faktisk to brag da der, udover Stengade, også var gang i Mayhem med bl.a. Dead Instrument og Bottom Feeder. Igen et kedeligt eksempel på, at hovedstadens bookere ikke taler sammen, når de arrangerer shows, som appellerer til det samme publikum. Stram op!

Da jeg havde set alle bands på Mayhem før, var det selvfølgelig Stengade, der trak. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde den store indsigt i hverken Cannabis Corpse eller Ghoul andet end nogle youtubes. Dog havde Moonless talt positivt om Cannabis Corpse, da de euroturnerede med dem i 2011. Havde dog nogle bange anelser om, at det ville ende i hat og briller med gimmicks-fyldte jokebands med dårlig humor.
 
Disse bange anelser blev dog hurtigt gjort til skamme efter et par numre med Oakland-thrashbandet Ghoul. Ja, de bar bøvede bøddelmasker (a la Midnight og The Mentors), påstod de kom fra Creepsylvania og havde en manager i stil med Gwars Sleazy P. Martini, der stod på scenen igen og igen med babydukker etc., som bandet myrdede i en blodrus. Vi taler her om et gore-show med Gwar... på et to dollar-budget. Og så deres navne; Creamator, Digestor, Dissector og Fermentor.
 
Men Ghoul fungerede, fordi de udover deres cheesy gimmicks også havde nogle virkelig stærke sange som 'Off With Their Heads' og 'Blood Feast' (fra 'Transmission Zero'-pladen (2011)), der trak heftigt på old school midt-80'er thrash metal som Exodus og Destruction. Et suveræn sæt, hvor et pænt fremmøde af publikummer fik gang i en mosh pit. Til orientering gemmer der sig bag maskerne medlemmer fra grindcore-heltene i Exhumed og de episke black metallere Wolves In The Throne Room.
 
Det, som slog mig først, da Virginia-bandet Cannabis Corpse gik på efter Ghoul, var, at de havde betydeligt bedre lyd. Min anden tanke var, at jeg faktisk aldrig har været den helt store fan af Cannibal Corpse. Så selvom Cannabis Corpse er startet som en fjollet marijuanahyldest til dødsmetalkannibalerne, foretrækker jeg faktisk Cannabis Corpse, som i aften var helt på toppen med deres kompetente old school-død. Måske en lidt mere teknisk udgave af Autopsy og Massacre, Morbid Angel-fans burde ikke ha noget at klage over.
 
Vi fik nogle heftige bonghits fra trioen som 'Gateways To Inhalation', 'Mummified In Bong Water' og 'Sentenced To Burn One'. Der var - desværre - ingen gimmicks på scenen, så som kæmpe rygeinstrumenter eller lign. Kun ekstremt velspillet dødsmetal af utrolig høj kvalitet, trods de tumpede hashtekster, som Cheech & Chong kunne ha' skrevet. Alt i alt en stor metalaften på Stengade. Flere af dem - TAK!
 
P.S. Cannabis Corpse må da gå helt pot amok, hvis Loppen på Christiania booker dem næste gang, sydstats-gutterne er i Danmark.