Kom ud af hulen og gå til koncert
PopulærOgså i næste uge skal man lade tegnedrengen med pengesedler og gå i en tidsmaskine for at have råd til samt nå alle ugens koncerttilbud.
Tirsdag og onsdag står den på ild og støvletramp med mægtige Rammstein i henholdsvis København og Herning. Begge er udsolgt, så har man ikke billet, så må man sikkert satse på held og kreativitet for at få en billet. Heldigvis er der sikkert plads til alle interesserede på Loppen i København onsdag med Ulzerate og Svart Crown fra hhv. New Zealand og Frankrig. Det bliver sikkert mørkt og sejt!
Hardcore-trang kan dækkes torsdag på Beta, ligeledes i København med Integrity, Rot in Hell og Parasight.
Weekenden er - som det næsten er blevet for vane i den sidste tid - propfyldt med gode tilbud. Tag for eksempel til Lygten Station i Københavns nordvest-kvarter og nyd "Metalweekend i Nordvest". Fredag står den dér bl.a. på Sizewear, Dreadlord og Justin Hate. Og lørdag byder bl.a. på Mordax, Fiji og The Columbian Necktie.
Et stærkt konkurrerende element fredag i København er besøget fra hhv. Færøerne og Island ved Hamferð og Skálmöld, som sørger for metal med stærk, nordisk inspiration. Det foregår i Nordatlantens Brygge på Christianshavn.
Men lørdag byder også adskillige arrangementer i København: der er fx Cauldron, Striker og Sinister Creation på Stengade. Klassisk heavy metal fra en svunden tid. Loppen åbner op for punken med Iceage og Death Token, hvis man ikke er helt så meget til spandex og nitter.
Malrun byder i marts på release af sit andet album, men det fejres allerede nu, så lørdag i Huset i Magstræde fejrer bandet det med en koncert med fri entré. Med sig har de Electric Hellride.
Endelig har lørdag lige en ting til i København: Psyke Project, Stella Blackrose m.fl. i Pumpehuset.
Det er heldigvis ikke kun i København, at der sker noget i weekenden. Lørdag i Roskilde byder obScene på Rotting Hope og The Last Messenger. Henholdsvis grum og melodisk dødsmetal.
Og i Aalborg er der fredag punk og punkrock på 1000fryd med engelske Leatherface og danske Mighty Midgets, mens det i samme by bliver lidt mere afdæmpet men ikke mindre interessant, når svenske Hellsongs spiller akustiske fortolkninger af Iron Maiden, Pantera, Guns N' Roses og mange andre i Studenterhuset, lørdag.
Så kom ud og nyd musikken i næste uge - der er så mange tilbud, at der må være noget for alle, selvom der desværre skal rejses lidt vej for nogen, mens andre bare kan hoppe på cyklen.