Krigsguden #295

image

Krigsguden anmelder 'Worm Ritual'-albummet med amerikanske Nekrofilth, en sand syg perle for fans af dødsblack og hardcorepunk.

Kunstner
Titel
Worm Ritual
Dato
25-02-2019
Forfatter

To numre på 'Worm Ritual' indikerer stærkt, hvor Nekrofilth befinder sig henne i ekstremmetallen – nemlig Venom-coveret 'Poison' samt 'Severed Eyes'. Den sidste skæring lyder som en kort og stram voldtægt af Slayers' 'Reborn' på bare 47 brutale sekunder. Deres nyeste ep 'Love Me Like a Reptile' indeholder covers af Motörhead (selvfølgelig), Rudimentary Peni, Mortician og Mob 47.

Dødsblack og hardcorepunk mødes på smukkeste og bestialske vis på Denver-bandets 2. fuldlængde album med 15 sange på knapt 30 minutter. Som med Reaper – anmeldt i min forrige klumme – er alt skåret ind til benet, ja ind til selve marven. Her er intet episk black eller pompøs doom metal med 10 minutter lange numre , kun korte ultravoldige ebolaangreb efter ebolaangreb tilsat lidt kraniesmadrende midtempo action, så man lige får pusten i det soniske ragnarok.

'Worm Ritual' er faktisk 100% perfektion for denne gamle punkmetaller, som er vokset op med både Discharge og Venom. En skallesmækker som f.eks. 'Cruel Addiction' lyder som en crustpunk udgave af Bulldozer, hvis nogle husker det italienske proto-black metalliske band fra 80'erne. Vokalen er dejligt vred og sygdomsramt, dog uden growl men mere i Cronos-ånden, der også voksede op britisk punk og crust. Produktionen sidder lige i skabet, grotesk råt men stadig med nosser så store som Stormy Daniels' silikonekasser.

Jeg har lige set 'Lords of Chaos'-filmen, der var et ufrivillig komisk (men dybt underholdende) exploitation drama, som forsøgte at være både camp og kitsch på samme tid. Scenen hvor Varg meget grafisk dolker Euronymous ihjel, kunne godt have brugt et voldsforherligende track som albumåbneren som 'Ready to Defile' under udåden.

Folk kan også roligt investere i Nekrofilths første album, 'Devil's Breath' fra 2013, også ude på Hells Headbangers Records. Samme brutale omgang. Samme gælder blackened thrash metal fans af f.eks. Whipstriker og Deathhammer. Nekrofilth er din nye våde drøm. Fat det!