Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Krigsguden #328

Updated
unnamed

Krigsguden er på et beskidt black punkmetal-demotrip med serbiske Soul Butcher og de amerikanske dødsthrashere Perversion.

Kunstner
Titel
+ Perverson

Soul Butcher - Goat Cunt (Nav Records)

Efter Midnights lidt skuffende sidste black/punk-album, 'Rebirth By Blasphemy', er der gode nyheder fra Serbien. Efter en glimrende 7"'er, 'Primitive Rawness/They Will Bleed', er Soul Butcher klar med et nyt femnumresdemo, 'Goat Cunt', med meget bedre lyd og mere præcist fokus på uhyrlighederne.

Fokus er på blackened hardcore punk/black crust metal uden noget atmosfærisk melankoli, bare full-on smadder, skarpe, brutale, pumpende riffs samt hadeful vokal sovset ind i delay og foragt på hver skæring, der varer ca. 2½ minut per lussing. Tidlig Bathory møder Zeke møder Discharge møder GISM?

Der er sonisk überkontrol på alle numre, mens vi bliver hevet bestialsk rundt af Nocturnal Goatlord (alle instrumenter) og Pakost på "gæstevokal". All killer, no filler. Årets første ordentlig skallesmækker for mig.

Jeg har en god serbisk ven, Vuko, som jeg havde med til Alice Cooper sidst i Royal Arena. Han synes, ligesom jeg, at Soul Butcher rykker langt hårdere. Langt hårdere end Midnight. Gedekussen har talt.



Perversion - Archaic Death Metal

Death-thrasherne Perversion fra Detroit har også ligesom Soul Butcher noget hardcore punk med i bagagen på deres nyeste demo, men har eksisteret længere. Siden 2008 har de udgivet et album, en håndfuld demoer og to splits med bl.a. Shitfucker, hvis trommeslager også banker løs i Perversion.

'Archaic Death Metal' blander sydamerikansk proto-black med tysk 1. bølge-thrash tilsat svenske dødsmetalriffs på eminent vis på alle demoets fire numre, inklusive et intenst cover af kultbandet Treblinkas 'Crawling in Vomit', der hærgede Stockholm i slutningen af 80'erne.

18 minutters vital og altdræbende dødsmetal, krydret med thrash og punk, som er godt hjulpet en rå, men tydelig produktion. Her er intet overflødigt, alt er skåret ind til benet. Nunslaughter- og Nihilistfans, take note!