Krigsguden #329

Krigsguden har været i Vega til Babymetal-koncert, der stillede flere spørgsmål, end den gav svar. Men han var godt underholdt.

Årtiets mest vulgære og smagløse koncert? Stillede mig selv spørgsmålet på min Facebook-væg samme dag, det japanske fænomen Babymetal besøgte danmark for første gang i Store Vega på Vesterbro.

Jeg spillede heftigt bandet for over 6 år siden på mit radioshow Virus Radio til stor forundring/rædsel for lyttere og bands, jeg havde på besøg, som Slægt og Undergang. Nu var tiden så endelig inde til at se dem live på en scene for første gang. De fleste, jeg kender, har rystet på hovedet af min Babymetal-fascination, lige bortset fra to gamle venner; heavy metal-cykelsmeden Lars og High Voltage-bookeren Martin. Så det var passende, at vi mødtes et par timer før på Bennis Bar på Enghavevej for at lade op.

Vi var også spændt på at se, hvilket publikum Babymetal kunne trække, men fandt hurtigt ud af på Vega, at det var et gennemsnitlig modent metalpublikum man kunne møde i Amager Bio eller Beta med diverse Slipknot-t-shirts. Ingen stramme soccer moms fra Hvidovre og deres 12-13-årige afkom, som jeg så til Lady Gaga i Parken engang under en Kill-Town Death Fest. Babymetal var faktisk support til Lady Gaga på deres første USA-tour. Enkelte blandt Vegapublikummet havde glowsticks med. Smagløst. Nice.

Babymetal er en bizar hybrid af thrash, metalcore og J-Pop (der lyder meget hen af 90'er-eurodance) med nogle dansende unge piger i front, backet op af metalmusikere i dæmon-outfits ved navn Kami Band. Lolita-eurodance-metal? Måske nogle år tilbage, men nu er alderen mellem 20 og 22 år, så det er desværre ikke så upassende mere.

Bandet ramte scenen, og vi var ekstremt tændte på at se, hvad de kunne præstere efter at have set utallige Youtube-videoer med japanerne. Jeg fandt hurtigt af, at kun en af vores dansepiger sang og en del af backingvokalerne - ikke overraskende - var båndet. Men energien fejlede intet, mens cheesy riffs og dance moves ramte os i ansigtet. Vi er i gang!

I et af de første numre dukkede der en tyk rapper op på storskærmen bag Babymetal, hvad jeg intet fattede af. Senere dukkede Sabaton-sangeren Joakim Brodén op på skærmen i omkvædet til 'Oh! Majinai', der mindede om et russisk Melodi Grand Prix-nummer tilsat kosakdans og power metal. Intet gav mening, et 100% WTF?-øjeblik.

Deres to bedste numre fra deres debutalbum, 'Babymetal' (2014), 'Gimme Chocolate!!" og 'Headbangeeeeerrrrr!!!!!' sad lige i skabet, og garnet blev rystet maksimalt. Jeg elsker de numre, det er ingen guilty pleasure eller ironisk tilbedelse, de sange sparker røv og var også de hurtigste og mest thrash metal-agtige til koncerten.

Desværre var de fleste andre sange ikke oppe i den standard. Det meste var mere eurodance tilsat metal end metal tilsat eurodance. Selve showet var lidt en lavbudget-udgave af, hvad jeg havde set fra Japan på Youtube. Havde forventet pyroteknik i yderste potens, hvad vi intet fik af. Koncerten varede 55 minutter, selvom vi var blevet lovet halvanden time.

Nogle gange virkede det som om, at det her var en europæisk-venlig version, og jeg savnede lidt mere eksotisk freakshow og japansk weirdness trods mange herlige WTF?-øjeblikke. Men showet var giga-energisk, ultra catchy med koreografisk dans strammere end en nonnes chokoladetunnel. Jeg var tilfreds trods mine absurd store forventninger. Hellere mærkelige Babymetal end kedsommelige metervare-metalcorebands som Lamb Of God, Killswitch Engage, 5FDP eller Machine Head.

Jeg ville nok ikke tage med dem på tour som fanatiske fans har gjort, bl.a. en gammel ven fra Slagelse, der rejste til Japan for nogle år tilbage for at følge sit elskede Babymetal. Denne aften i et udsolgt Vega var alt i alt en ganske fin oplevelse for min indre freak. Jeg elsker at blive udfordret og forvirret i en metalverden, der tit virker meget forudsigelig og konform, hvor korthårede bankfolk spørger i Facebook-metalgrupper om, hvilke stofmærkebands de skal have på deres battleveste til Copenhell.