Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Nyt Fra Vestfronten: Screamer

Updated
Screamer-Kingmaker-01

I den første udgave af Nyt Fra Vestfronten i 2023, vender vi vores stålsatte blik mod vores østlige broderland, hvor gammeldags heavy metal spilles på ethvert respektabelt gadehjørne.

Kunstner
Forfatter

Svenske Screamer er forholdsvist aktuelle med udgivelsen Kingmaker, som vi nok havde givet et par fine ord med på vejen, hvis vi havde nået at få deres metalliske hårdrock under pennen.

Er det et band, der ser sejt eller farligt ud, og kan de måske køre knallert?

Rigtigt meget hår er som bekendt rigtigt godt, og det kan Screamer bære både foran og oven på hovedet, og så er deres stirre-kapacitet forholdsvist høj, hvilket er en stor fordel for et band, når det skal se langt ind i din metalliske sjæl for at vurdere, om du er værdig til at være fan af dem.

Screamer Band

Men har de et navn, der lyder sejt, når du fortæller om det til dine venner?

Screamer som i skriger – det giver helt sikkert respekt. Man ved bare, at det er et band, der har skrig i sin vokal, når de hedder noget med at skrige. Det vil imponere de fleste af dine bekendtskaber, at du kan lytte til musik med høje og skingre toner. Så ja, velvalgt navn, der vil få dig til at løfte hovedet og skyde brystkassen frem.

Har de et navn, der ser godt ud, når du skal skrive det bagerst på dit kladdehæfte?


Skriften er sådan rimeligt tidstypisk for de tidligere firsere, hvor al æstetik var på sit højeste, selvom det måske er lovligt tæt på samme font som Iron Maiden. Men det har den store fordel, at du kan skrive det ved hjælp af en lineal, og det kan jo være, at man ikke er sådan rigtigt skrap med blyanten.

Screamer Font

Hvad kan jeg sætte på min battlevest, og hvad kan jeg have under den?


Den røde shirt med de lange ærmer! Det er nærmest unødvendigt med andet tøj eller for den sags skyld en vest med patches. Men ja, hårde patches med løve, der næsten kan holde på et sværd.

Screamer Shirt

Screamer Patch

Hvis du nu kun vil høre et enkelt nummer, så skal du starte her:

Start med Shadow Hunter, fordi du på kort tid vil kunne afgøre, om bandets begejstring for twin-guitars er noget for dig.



Og hvis du nu bliver fanget, så går du i gang med hele diskografien i denne rækkefølge:


Tag Highway of Heroes fra 2019 først. Ikke fordi den er markant bedre end 2023-aktuelle Kingmaker, men måske er den alligevel en smule mere umiddelbar som en vej ind i diskografien.



Du skal lytte til dette band, når du er træt af dinosaurerne i:


Saxon! Ikke at man kan blive træt af Saxon, men måske bliver Saxon en dag træt af dig, og så har du et andet sted at gå hen.