RF 24: Guide til onsdagen
Åbningsdagen på Roskilde står i hardcorens tegn med et spændende 5 bands højt og 2 timer langt koncept på Avalon, og mens Frank Carter og Greg Puciatos nye band åbner dagen, så lukker Heilung den.
BETTER LOVERS – Gaia, kl. 17:30
Fordi: Du savner The Dillingers Escape Plan, er lidt træls over. Samtidigt er du lidt nede over, at du aldrig kommer til at høre Every Time I Die igen - og endelig kunne du bedre lide Fit For and Autopsy dengang de ikke prøvede at kopiere Gojira. Et voila, tre gode årsager til at finde vej til Gaia, når det amerikanske super-harcoreband Better Lovers spiller.
For fans af: Every Time I Die, The Dillinger Escape Plan, Greg Puciatios skønne vokal.
FRANK CARTER & THE RATTLESNAKES – Eos, kl. 19:00
Fordi: Der var en gang Frank Carter & The Rattlesnakes var det samme som massive energi-udladninger. Typen der kunne blæse taget af Beta, for den lukkede skare det lille spillested nu tillader. Ja, måske husker du endda da Galows væltede Roskilde Festival i 2010, i de sene nattetimer? Der er løbet vand under broen siden da, Carter er blevet lidt ældre, hvilket afspejles det nuværende brands seneste udgivelser. Det sagt er Carter og Klapperslangerne stadig garant for en indlevende komncertoplevelse.
For fans af: Gallows, Pure Love, Heights
Læs mere om Frank Carter & The Rattlesnakes her.
LALALAAR – Gloria, kl. 21:30
Fordi: Du egentlig ikke gider hardcore nu, men hellere vil have lidt psykedeliske orientalsk chill med elektroniske inspirationer. Den tyrkiske trio inkorporer landets musiktraditioner i et spraglet og spændende lydbillede, der tæller masser af riffs, som du sikkert sagtens ville kunne gynge med på.
For fans af: Psykedelisk rock og musik fra Istanbul.
PRISON RELIGION – Avalon, kl. 21:35
Fordi: Du trænger til støj af den onde type. Den, der ikke rigtig skælner mellem genrer, men blander alt og alting for at give dig, som lytter, tinitus og en musikalsk oplevelse. Husk ørerpropperne, her får du rap, beats og bastant noise, på en bund af samfundskritiske tekster. Den amerikanske duo giver en unik muighed for at opleve en anden side af den ekstreme punk, når bandet tager plads i rækken af bands, der vælter Avalon om onsdagen.
For fans af: S280F, Dæmon, beats og støj.
DECORTICATE – Avalon, kl. 22:10
Fordi: Decorticate er en kniv lige i dit fucking fjæs. Tungt som en mandag på margarinefabrikken, grimt som såret fra førnævnte ansigtsdolkning og voldsomt, så din onsdag kan blive en ond dag. Med andre ord: Powerviolence, som den slags skal laves. Og så har de et nummer, der hedder '1980's nHypermasculinity'. Nuff said.
For fans af: ACxDC, Weekend Nachos, ting, der går hurtigt
TAQBIR – Avalon, kl. 22:45
Fordi: En punket og harmdirrende udstrakt mellemfinger til autoriteter, religiøs undertrykkelse, patriarkatet, og undertrykkelse af minoriteter, der kommer straight outta Marokko. Bandet går ofte på scenen iført burka og nikab, mens deres kampråb gjalder gennem tempofyldte og catchy sange.
For fans af: Pleaser, JJ and the A's, social retfærdighed.
THE HIRS COLLECTIVE – Avalon, kl. 23:20
Fordi: The Hirs Collectives grundstamme er vokalisten Jenna Pup og guitaristen Esem, og sammen har de mere end 50 udgivelser bag sig. Philadelphia-bandet har blandt andet samarbejdet med Shirley Manson fra Garbage og Frank Lero fra My Chemical Romance. Forvent queercore med fuld smadder på, cheeky popsangs-interludes og tonsvis af charme.
For fans af: Larm, social indignation og Shania Twain.
SNÕÕPER – Gaia, kl. 23:45
Fordi: Du ikke har fået nok punk efter seancen på Avalon. Så sving over forbi Gaia og tag et skud mere, signeret Snõõper, der sidste år debuterede på Jack Whites Third Man-selskab med 14 knaldperle-sange fordelt over i alt 23 minutter. Få et skud punk, som Jay Reatard, blot med en kvinde i front.
For fans af: Wavves, King Gizzard and the Lizard Wizard, Jay Reatard.
HEILUNG – Arena, kl. 00:15
Fordi: Du har oplevet Heilung live, eller også har du hørt hypen om totaloplevelse og udsolgte og unikke koncerter. I år kan Heilung tilmed fejre ti års jubilæum som band, og trods et kryptisk udtryk og det faktum, at de færdes inden for den noget esoteriske cirkel, der kan kaldes hedensk dark folk, så er det alligevel lykkedes at tiltrække et stort publikum til totaloplevelsekoncerterne. Vi gætter på, at Arena bliver ret fyldt, når onsdag bliver til torsdag på årets festival.
For fans af: Wardruna, Skáld, Danheim.
Læs mere om Heilung her.