Roadburn Festival 2018 – Fredag

Roadburn Festival 2018 – Fredag

Anden etape på Tour de Roadburn bød blandt andet på sløve soniske stigninger med Scatterwound, glad og pulserende norsk tempo med Motorpsycho og hjerneblæsende triumferende Godflesh. Alt i alt en dag med to monumentale højdepunkter.

Kunstner
Titel
+ Scatterwound + Crowbar + Sacri Monti + Furia + Godflesh + Grave Pleasures
Spillested
Dato
20-04-2018
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen

Da man vågnede op lettere ristet fredag morgen, viste Tilburg sig fra sin bedste side. 27 grader stod der på termometeret. Man befandt sig i Tilburgs universitetsområde hos søde og rare couchsurfere, der yderst venligt lod én crashe på en topersoners lædersofa fra torsdag til søndag. By- og Roadburn-centrum var godt og vel 30-40 minutters gang fra dette sted, så lettere zombieagtig bevægede min Devilution-kompagnon og jeg os først ned i Westermarkt – et 'Dawn of the Dead'-agtigt storcenter i noget mindre skala – og fandt os proviant. Jeg har altid været voldsomt imponeret af udbuddet af forskelligartet yoghurt i hollandske supermarkeder, så der skulle handles, skulle der.

Omtrent kl. 13:00 var røven plantet i sædet på Café Bakker på den lille tilstødende gade væk fra spillestedet 013 Poppodium, hvor der ganske bekvemt er en del barer, caféer og klubber. Når musikken først spiller på alle Roadburns fire festivaldage, så er det småt med tid til afslapning. Derfor var det også skønt at have små to timers ro og mag, hvor man kunne fundere lidt over gårsdagens koncerter og få præciseret dagsplanen.

Den perfekte begyndelse
Motorpsycho var første band på programmet, og hvilken bedre begyndelse kunne man tænke sig? Nordmændene, anført af Bent Sæther og Hans Magnus ’Snah’ Ryan og nu med Tomas Järmyr bag trommerne, havde medbragt Reine Fiske (Dungen, Elephant 9 m.fl.) som supplement, skiftende mellem keys og guitar. Netop Reine Fiske var også med i Pumpehuset tilbage 2014, der står som den hidtil bedste koncert, som denne skribent har oplevet med den norske gruppe, og vel nok egentlig en af de bedste koncerter, som jeg nogensinde har set.

Modsat de fleste af festivalens andre bands gik Motorpsycho stille og rolig til værks med en forlænget intro til Un Chien D'espace fra ’Angels and Daemons at Play’. Sammen med Godspeed You! Black Emperors søndagskoncert havde Motorpsycho fået festivalens længste slot på hele to timer. Jeg mindes i hvert fald kun Candlemass, som et enkelt år trumfede denne bedrift tidsmæssigt. Der stod blot otte titler på koncertens sætliste, men der var til gengæld ikke klassens korteste drenge, vi fik præsenteret. Vi fik således både ’Starhammer’, ’Ship of Fools’ og ’The Tower’, der alle nærmer sig små 15 minutters spillelængde. I liveregi er de ofte en del længere.

Det er sjovt med Trondheim-bandet. Det er på én gang ligetil, letbenet og behageligt at lytte til – også for det uprøvede øre. Men Motorpsycho skal ikke undervurderes. Er man ikke oppe på tæerne, så kan de virke ufatteligt stressende og rodede. Sidstnævnte fik Devilution-kollegaen at smage, da han gik død under koncertens første par numre. Han har ellers set god håndfuld koncerter med bandet, så det vidner blot om, at dette band kan give selv den garvede lytter tørt på. Der er indimellem noget svært progget, nærmest King Crimon-agtigt, ved motorpsykopaterne. Det taler til hovedet og til hjertet og nogle gange til bagge ting samtidig. Man bliver nødt til at give sig hen til Motorpsycho og acceptere deres præmisser. Vi var ikke frygtelig mange til koncerten på Main Stage, men som altid var det et dedikeret og trofast publikum, der i den grad gav den op for det helt latterligt velspillende band.



En forsinket Broadrick
Man sneg sig lynhurtigt videre over til Green Room, hvor Scatterwound netop var gået i gang med deres debutkoncert. Drone-duoen består af Hellmut Neidhardt og Dirk Serries. Sidstnævnte har efterhånden en historie med festivalen og optrådte tilbage i 2007 med Fear Falls Burning og senest i 2012 med Dirk Serries’ Microphonics. Ens eget kendskab til Dirk opstod gennem projektet Continuum, der var et samarbejde med prog-prinsen Steven Wilson (Porcupine Tree, No Man m.fl.). I festivalens beskrivelse af Scatterwound var det nævnt, at Justin Broadrick ville agere tredje guitarist, så ørerne var allerede indstillet på en hidsig guitar-vellyd. Det undrede derfor også, at man blot kunne spotte to guitarister på scenen. Efter godt og vel 40 minutters drone blev det meddelt, at Broadrick ikke var på scenen på grund flyforsinkelser. Lidt ærgerligt, da man havde sat næsen op efter netop denne konstellation. Når dette er nævnt, så var det en meditativ og næsten terapeutisk oplevelse, som Scatterwound diskede op med. Der var en renhed og kontrol over de toner og lyde, man blev præsenteret for. Det er sjovt med noise og drone, nogle gange kan disse genrer i koncertregi føles, som om de krøller én sammen, mens man andre gange bliver glattet ud. Denne koncert var helt sikkert i den sidste kategori.

De nye scener
Tilpas og udglattet gik man tilbage mod Main Stage, hvor New Orleans-sludge-pionererne Crowbar var sat til at spille ’Odds Fellows Rest’ (1998), der for en del metalhoveder står som bandets hovedværk. Kort forinden var man stødt ind i gode venner, så denne koncert blev nedprioritereret til fordel for solskin og øl ved Roadburns nye, andet festivalcentrum nær scenerne Koepelhal og Hall of Fame. Siden det første besøg på Roadburn tilbage i 2011 er festivalen unægtelig blevet gradvis større publikumsmæssigt. Igen i år og de senere år er det især gået ud over Het Patronaat, hvor der ofte er en lang kø op til og under koncerterne, der foregår her. I et forsøg på at komme dette til livs, og uden at skulle nedjustere festivalens antal besøgende, var 2018-udgaven altså det første år, hvor man gjorde brug af disse to nye scener. Området var godt og vel 5-10 minutters gang fra 013, alt afhængig af sindstilstanden og trætheden i festivalstængerne. Hall of Fame havde en størrelse tilsvarende Stengade (300-400 pers.), mens Koepelhal mindede om størrelsen på den Den grå hal (1600-1800 pers.). Tæt ved disse samme scener var der indrettet en indendørs hal til merchandise, således at der var en del mere plads at bevæge sig rundt på, når der skulle shoppes. Det har i en del år været en lidt klaustrofobisk følelse at skulle kigge på plader, så det var rart at have lidt mere plads at boltre sig på. Omvendt var langt hovedparten af de koncerter, som undertegnede på forhånd havde krydset af på koncertplanen, enten sat til at spille på Main Stage eller i Green Room. Man havde ikke helt samme tid til at kigge på plader som de foregående år.

Der var godt pakket på Hall of Fame til Sacri Monti, der sammen med Earthless, Harsh Toke, JOY og Petyr var på programmet under fanen San Diego Takeover. Det var desværre ikke mange af disse bands, som man nåede at opleve i denne omgang. Der var simpelthen andre koncerter, der blev prioriteret. Man fik dog en lille bid af Sacri Monti, der havde inviteret Earthless’ sanger og guitarist, Isaiah Mitchell, med på scenen til en jam-seance. Efter man ugen forinden havde oplevet Earthless til en mægtig omgang guitarrock i Pumpehuset, savnede man ret hurtigt Mike Eginton og Mario Rubalcaba som rytmesektion til Mitchells udsyrede guitarfræs. Sacri Monti spillede udmærket, om end en ret forventelig form for psych-rock.

Polsk black metal med et twist
Næste navn i dagens program var polske Furia. Polakkerne har muligvis fødderne plantet i den sorte metal, men det er deres brug af folkede og rockede elementer, som giver bandet deres mest prominente signatur. Især deres seneste udgivelse, ’ Księżyc milczy luty’, er blevet hørt en del op til Roadburn.

Black metal bliver efterhånden parret på kryds og tværs med alverdens forskellige genrer i disse år. Det er langt fra alle, der slipper lige godt fra genreblandingerne. I sidste ende handler det om kvaliteten af disse bands respektive sange. På dette punkt halter Furia ikke bagefter. De skriver solide nok kompositioner, til at deres genrehybrid ikke blot forbliver en gimmick.

Live blev skæringerne ikke leveret med helt samme skarpe dynamik. Der var snarere tale om en løs og vuggende koncert, der forsøgte at lokke publikum ind i et groove snarere end at spille på kontrasterne mellem det blackede og rockede udtryk. Dette fungerede ganske fint, men nogle af deres skarpskårne hooks savnede det bid og punch, som fungerer så godt på plade.

Et bidsk festivalhøjdepunkt
Nogle krydser i ens festivalprogram sættes med en lidt federe tuschstreg end andre. Når det kommer til Godflesh, så er man mildest talt lidt af en metal-amøbe, hvis man ikke sætter det kryds med den mest kraftbørstige, tykke, fede tuschpen, man ejer. Justin Broadrick og G.C. Green har tidligere år spillet både ’Streetcleaner’ og ’Pure’ i sit hele. Sidstnævnte plade blev sågar leveret med Robert Hampson (Loop) på fuldstændig overlegen spade. Ja, jeg tror faktisk ikke, at jeg har set nogle se mere badass ud på en scene end Robert Hampson. Begge koncerter står som deciderede milepæle for denne anmelder.

Fredag aften stod Godflesh igen to mand på Main Stage, hvor de skulle levere ’Selfless’ fra 1994. Lad det være sagt med det samme – Justin Broadricks live-guitarlyd er fuldstændig afhængighedsdannende. Den kan bedst sammenlignes med at drikke et glas iskoldt vand på en skoldende hed sommerdag. Man kan decideret mærke den kolde væske løbe gennem ens system. Og når man tilmed hører denne på én og samme gang stikkende og behagende guitar på et af Europas bedste spillesteder, så bliver livet fandeme ikke meget bedre. Da man i sin euforiske koncertrus hentede bajere, var det tydeligt, at man ikke var alene om at være blæst bagover af dette herlige vanvid. Der var ikke proppet til koncerten, men der var en ekstatisk stemning blandt de fremmødte. Godflesh er den type musik, som nærmest er umulig at forholde sig passivt til. Om end lyden på ’Selfless’ ikke er lige så led som på ’Streetcleaner’, så dikterer pladen, at man tager stilling til den. Der var noget herligt og kraftfuldt i at se folk omkring én flippe ud til netop den radikalitet, som Birmingham-duoen har indgroet i deres lyd. I kan læse en anmeldelse af koncerten her.

Uforløst stadion-potentiale
Dagens sidste navn var Grave Pleasures – en udspringer af tidligere Beastmilk – på Main Stage. Anført af Mathew McNerney, der efterhånden også har en del Roadburn-optrædener under bæltet med især Hexvessel, virkede det på forhånd som et velvalgt sidste navn om fredagen. Grave Pleasures, og i særdeleshed McNerneys patosfyldte vokal, har en storhed i sig, der egner sig godt til større scener. Selv var og er jeg begejstret for Beastmilk-udgivelsen, ’Climax’.  Det halter til gengæld lidt med at finde helt samme begejstring for Grave Pleasures’ to udspil, ’Dreamcrash’ og ’Motherblood’.

Ambitionsniveauet er ellers højt hos det finske band, der skriver den type rocksange, der både kan få publikum til at skråle med og ryste røven. Da man så Beastmilk på samme scene tilbage i 2014, var den tidligere guitarist, Johan ’Goatspeed’ Snell, stadig med på spade. Han gjorde dengang indtryk. Men selvom der også nu er kompetente herrer på guitar, så mangler der finesser i deres livelyd. En del af skæringerne fra især ’Climax’ blev leveret i hurtigere og mere forenklede udgaver, hvilket ikke klædte dem.

Når alt dette er sagt, så kunne man ikke lade være med at nynne og synge med på ’Love in a Cold World’, da man sad godt stegt i taxien på vej tilbage til den på dette tidspunkt helt fantastisk dejlige lædersofa, der ventede på trætte festivalben.