Roadburn: Tung, til kanten og afslappende

Populær
Roadburn: Tung, til kanten og afslappende

I næste uge begynder Roadburn Festival 2014 – musikfestivalen, som de sidste fire år har fået Devilution til at drage mod den lille by Tilburg i Holland. Vi funderer lidt over, hvad det er ved Roadburn, der får os til at vende tilbage.  

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det for nærværende skribent er den anden weekend i april måned, der er det tidspunkt på året, man er kommet til at se mest frem til overhovedet. Sådan har det været siden 2011, hvor man for første gang begav sig til den grotesk hyggelige hollandske by Tilburg, der for mange musikelskere – inklusiv altså en mindre del af Devilutions stab - de seneste år er blevet synonym med Roadburn Festival. Men hvad er det så lige præcis ved en musikfestival i en hollandsk by på størrelse med Aalborg, der trækker så meget i én, at man hvert år må gå med festivalabstinenser, selv måneder efter man er kommet hjem igen? Hvad er det, der får én til at hige efter at fyre så mange klejner af, kun for at forværre sin tinnitus på ny?

Jo, man kan i hvert fald starte med at strege både metal-karaoke og smadreland over, eftersom der ikke er noget, der bare minder om det ene eller andet på Roadburn. Er det hestehovedmasker, udklædninger og ølbonger eller liggestole, solcreme og nøgenløb, der er med til at få én hevet på festival, så er det på den anden side Roadburn, man roligt kan sætte en tyk, fed, streg over. Det er der nemlig heller ikke rigtig noget af. Faktisk ikke det, der ligner.

Til gengæld der er musik - og en fandens masse af det! Plus – og det er mindst lige så vigtig for den rigtig gode festivaloplevelse (hvis ikke vigtigere) – blandt de omkring 2000 publikummer, der hvert år deltager på festivalen, er der en uskrevet konsensus om, at man er der for musikken. Alle kommer på festivalen for og på grund af musikken, hvilket paradoksalt nok langt fra synes at være normen på den generelle festival. Til trods for at der som sagt ikke er plads til mere end omkring 2000 betalende publikummer på festivalen, kunne Roadburn sidste år byde velkommen til små fyrre forskellige nationaliteter – fra Mexico til Australien over Singapore til Indonesien, hvilket siger noget om publikums dedikation. På Roadburn er det altså i bund og grund noget så basalt som en forkærlighed for musikken, der gør det til en markant anderledes oplevelse at besøge lige akkurat den festival.

Dette neohippieagtige og semi-frastødende harmoniske billede af Roadburn er selvfølgelig også et let grundlag for kritik, for hvilket metalhoved med hornene spændt ordentlig fast gider tilbringe fire dage på en festival, der – uskrevet eller ej – dyrker fællesskabsfølelsen som usynligt mantra, kunne man med rette spørge sig selv? Har man først én gang været på Roadburn, så ved man dog, at den fællesskabsfølelse, der er på spil under lige denne festival, er omtrent den mest naturlige af alle euforiske festivaloplevelser – hvilket selvfølgelig igen skyldes, at det er musikken, det handler om. På den måde er Roadburn vel den mest koncentrerede og behageligt nørdede musikfestival, man har besøgt.

Og for nu at besvare ens eget spørgsmål fra før: Eftersom 2014-udgaven af festivalen er meldt udsolgt, er der åbenbart flere, der gerne dyrker den specielle oplevelse af Roadburn-fællesskabet. Faktisk har Roadburn (mere eller mindre) haft udsolgt siden 2003 (festivalen startede i ’99), og med den stadigt stigende tendens blandt nutidens rock- og metalpublikum, der på den ene side favoriserer den søgende og mere udfordrende metalmusik, og som på den anden side foretrækker den anderledes, mere stereotype 70’er-inspirerede retrorock, så er det svært at forestille sig, at Roadburn Festival ikke skulle have et publikum også i de kommende år. I takt med at forskellige subgenrer inden for rock- og metalmusikken - heriblandt stoner, doom, det psykedeliske, avantgarden og omtrent enhver anden grænsesøgende nichegenre – alle kun bliver mere og mere populære også i overgrunden blandt det bredere publikum, bliver festivalens renommé og navn kun dét mere udbredt.

Derudover har festivalen sandsynligvis haft indflydelse på udviklingen og etableringen af søsterfestivaler som Hellfest og Desertfest, ligesom den anderledes unikke, danske undergrundsfestival Heavy Days in Doom Town formentlig heller ikke er uvidende om Roadburn. At Roadburn har en historie, der (inden for nichen) går fortrinsvis langt tilbage, giver festivalen en særstatus hos mange publikummer.

Til trods for dens anseelse som værende en dedikeret festival man kan stole på, og som man altid tager gode festivaloplevelser med sig hjem fra, er det heldigvis ikke, fordi det er de store armbevægelser, der kendetegner Roadburn. Tværtimod, hovmod skal man lede længe efter under festivalen. Det gælder både hos det sympatiske og udadvendte festivalansigt, man støder på blandt de ansatte på spillestedet 013, hvor Roadburn hvert år holder til, ligesom det gælder hos det dedikerede publikum samt ikke mindst hos musikerne, der - store navne som små – har det med ofte at udvise en omtrent lige så stor taknemmelighed for at være på Roadburn, som publikum gør.

Ligesom Roadburn formår at danne bro mellem arrangører, publikum og musikere, på samme måde lykkes det dem at favne utroligt bredt rent musikalsk. Først og fremmest præsenterer de en masse nyere rock- og metalnavne fra den radikale og ditto mere udfordrende skuffe. I en sund symbiose formår de at spæde disse nye navne med eksklusive ældre artister fra både 60’erne, 70’erne, 80’erne og 90’erne  - navne, som muligvis har været glemt eller overset, og som Roadburn formår at få ny opmærksomhed omkring. I år er Magma, Lenny Kaye, Comus, Goblin, Trettioåriga Kriget og Loop nogle af de spændende old schoolers, der præsenteres på festivalen. Flere af dem er i øvrigt håndplukket af Opeth-frontmand Mikael Åkerfeldt, der er årets kurator for festivalens fredagsprogram.

Det siger meget om både Roadburn og festivalpublikummet, at disse ældre og i øvrigt meget forskellige rock-, prog-, og kosmiske dronenavne henvender sig til samme publikum, som i år ligeledes ser frem til at labbe koncerter med Napalm Death, Sourvein, Crowbar, Yob, Inter Arma, Obliteration og Triptykon i sig. Men det er i bund og grund det, der gør Roadburn til verdens bedste musikfestival. Det er her, det hele handler om musikken.