Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

The Kandidate-smuglytning

Populær
Updated
The Kandidate-smuglytning
The Kandidate-smuglytning
The Kandidate-smuglytning
The Kandidate-smuglytning
The Kandidate-smuglytning

The Kandidate har udsat skribent Villumsen for en enkelt gennemlytning af bandets kommende andet album, som du dermed kan læse lidt om her.

Titel
Facing the Imminent Prospect of Death
Dato
30-01-2012
Distributør

Det andet album fra The Kandidate hedder knap så mundret 'Facing the Imminent Prospect of Death'. En titel der i sværhedsgrad for en dansker med skoleengelsk i bagagen og nogle øl i dunken står i kontrast til de ellers effektive punk/thrash/death/hardcore-knaldperler, som albummets sange er.

Igen er det gruppens frontmand Jacob Bredahl, som har stået for produktionen i sit Dead Rat Studio. Dog var han lige på besøg hos vennen Tue Madsen, for at få lidt selskab til vokalindspilningen.

Men lad os nu tage det track-for-track, som sangene tog sig ud i det første umiddelbare indtryk:

1. Death
Starter med en krybende og støjende intro, der går over i nogle tunge akkorder, som sætter et groove i gang. En kort, simpel sang, hvor man hurtigt lærer "omkvædet": gentagne ”Death!” fra Bredahl.

2. Beyond the Mind, Sleep You’ll Find
Man når kort at smage på et catchy, groovy riff inden der går en punket drum ‘n’ bass i gang med råberi fra Bredahls hals indover. Omkvædet rykker godt og fænger med det samme. Nummeret har flere gode skift mellem uptempo og det helt tunge.

3. One And Alone
En insisterende, "hakkende" rytmeguitar lægger ud, mens trommerne bygger op. Vokalen kommer på og følger stykket indtil det munder ud i uptempo, som dog hurtigt går over i nogle mere hængende akkorder, hvor vokalen får god plads. Intro-riffet vender tilbage, og når det igen går op i intensitet er det som en forløsning. Det fængende vokal-stykke får man heldigvis lov til at høre igen.

4. Total War
Nummeret er ikke så hurtigt og vildt, som titlen kunne få én til at tro. Det lader efterhånden til, at der begynder at være et "guitartema", hvor der mellem tunge akkorder bliver slået toner an på de tyndeste strenge på en måde, så det lyder lidt ”skævt”. I denne sang er det ret bærende for det primære riff i sangen. Når ”total war” råbes, lugter vokalen lidt af Slayer og det passer fedt til den tunge, beskidte lyd. Mon ikke vi har et LIVE-hit her?!

5. Modvind
The Kandidate præsenterer noget nyt for bandet: der synges på dansk! Og har man den holdning, at den slags har Red Warszawa ødelagt for bestandig, så må det siges, at det fungerer mere end fint. Bandet flirter godt nok også med punk, hvor det nu ikke er så ualmindeligt igen herhjemme at tage den modersmålet.

Soloen bliver et fedt break inden den tunge bro, hvor der synges ”giften er frisk, men ingen suger den ud” som minder om hvordan et råddent Steppeulvene-lig ville lyde, hvis vakt til live i dag.

6. Let the Maggots Have It
Slæbende og tungt går nummeret i gang. Bassen lægger en fed pumpende bund, som holder nummeret rockende gennem første vers. I det næste stykke rammer Bredahl igen noget Tom Araya, når vokalen tager lidt af i hæshed. Senere går Bredahl skridter videre med en sej rocker/trucker-vokal. Den store variation i vokalen lader til at inspirere sangen som helhed, der ender med at have lidt af det hele, selvom det er det tunge indtryk, som er mest overvældende.

7. Standing on the Cliffs of Madness
Sikke et åbningsriff: det lugter af dødsmetal. Herefter tager punk-inspirationen lidt over, men vi får igen det fede åbningsriff og en vred vokal indover. Flere superseje riffs hives ud af ærmet. Mod slutningen laves der en lang hvirvel på trommerne, mens vokalen fortsætter og bygger op til en udmærket uptempo-afslutning.

8. Fucked in the Search for Life
En skramlet ren guitar åbner. Med et velplaceret "bend" midt i riffet bliver stemningen lidt "western". Opfølgningen på introen overrasker, for det er ikke et stemningsfuldt og tungt riff, der følger efter. I stedet sættes tempoet op, og menuen er herlig, rå metal i det helt rigtigt tempo, som i den grad indbyder til headbanging. Omkvædet er superrocket og holder energien intakt.

Flere overraskelser venter efter det rockede præg sangen har fået bygget op ovenpå metallen, der slog introen hårdt ned. Det rockede bakkes uventet op af en meget melodisk solo. Heldigvis er resultatet meget positivt for sangen, der ved kun én gennemlytning fremstår som et sandt hit i en live-situation.

9. Disillusionized
Guitar-feedback lægger ud og et indbydende og tungt, guitarriff tager over. Vokalen er simpelthen for fed, sådan som den kommer ind på nummeret her. Kræs for en metaller! Bagefter mærker man igen bandets punkede vinkel. Det tunge midterstykke rykker som bare pokker, og det lyder vanvittigt godt, når vokalen lægger sig ovenpå.

10. Dommedag
Et nummer mere på dansk. Der lægges ud med en trommeintro, og herefter får man for alvor smagt på de danske ord, når vokalen kun er bakket op af bassen. Guitaren får lov til at komme med og sætter et energisk tempo, og midtvejs er den vært ved et glimrende groovy-riff, inden tempoet sættes op, og det nærmest bliver til hardcore.

11. The Knives Spit
Afslutteren er en lille energibombe, som alligevel tager et par abrupte staccato-skift, til lige at overraske med, inden tempoet igen cruiser afsted i et omkvæd, der fungerer fremragende. Dette vil helt givet også blive en live-favorit, for dets energi og uundgåelige opfordring til fest - på trods af tekstens vrede ord.

En kort opsamling:
Overordnet har skiven en fyldig lyd, der virker meget harmonisk på trods af et råt lydbillede, som er stemt voldsomt ned. Det gør, at det rykker. Vokalen er mere varieret end på debuten, det tager måske lidt at bandets voldsomme udtryk af, men til gengæld er der mere som fænger ved første lyt, og som helt sikkert vil kunne få flere folk ind i bandets univers.

Nogle sange har en lidt anarkistisk indstilling til opbygningen, mens andre smukt bruger gentagelser til at sætte streg under, hvad der er fedt.

The Kandidate har smidt en teaser på Youtube - den kan tjekkes ud herunder: