Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Uge 13: Ugens Koncerter

Updated
-XTD9217-43-1498559905

Ugen byder på lidt skævt og progget i starten af ugen, inden weekenden har en overflod af dansk metal landet over, hvor der er masser af muligheder for at få rørt sig både i Jylland, på Fyn og i hovedstaden.

Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

Koncertugen starter i det jyske, hvor Crippled Black Phoenix om mandagen slår tonen an med deres særegne melankolske rock på Voxhall i Aarhus. Med sig har de Soft Kill og Fotocrime. Efter en smuttur til det svenske er samme koncertpakke at finde på Vega i København onsdag. I hovedstadsområdet er der om torsdagen velsmag for prognørderne, når polske Riverside optræder på Viften i Rødovre.

Med arbejdsugen overstået for det fleste byder fredag og lørdag på et overflødighedshorn af dansk metal over hele landet. I Pumpehuset spiller Huldre bandets endegyldige afskedskoncert, som allerede er udsolgt. Det er altså med at håbe på, at man har en ven, som har købt, men er virkelig træt af bevoksning på scenen, hvis man skal have fingrene i en af de eftertragtede billetter. Lykkes det ikke, kan man i stedet fornøje sig med beskidt rock’n’roll i det svenske, når Backyard Babies og Satan Takes a Holiday byder op til dans på Kulturbolaget i Malmø. Alternativt er det også en mulighed at stikke sydpå, hvor Bersærk spiller på hedningehegn på Tapperiet i Køge. Med sig har de Skullclub, hvis man er i tvivl om, hvordan man nemmest opnår at se St. Pauli og dø.

Vil man i stedet hellere svinge sit træben i det jyske, er der også råd for det fredag aften. Hatesphere, Livløs og Xenoblight bruger weekenden på at lukke deres fælles Danmarksturne af, og om fredagen er det Godset i Kolding, der står til at få ørerne most af den jyske døds-treenighed, som vi oplevede for et par uger siden og varmt kan anbefale.

Lidt længere nordpå kan man få en stilfærdig naturoplevelse i det maleriske midtjyske søhøjland, inden man om aftenen kan opleve den diametrale modsætning til alt, der er smukt og afdæmpet. Det sker, når grindcore-trioen Fordærv holder releaseparty for deres første fuldlængde, den underspillet navngivne ’Knep Dig Selv Ihjel’. Det sker på CC i Silkeborg.

Er man helt oppe nordpå, spiller det svenske heavy/stoner-ensemble Electric Hydra på 1000Fryd i Aalborg. Det sker med lokal support fra tungrockede Salvia og københavnske Blue Rose Down.

Efter en fredag på tur gennem hele landet er Silkeborg igen et stop værd om lørdagen. Her spiller Hatesphere, Livløs og Xenoblight igen op til dans i Kedelhuset på trioens sidste turnestop i denne omgang. 40 minutters kørsel ud mod kysten er der samtidig Metal i Forsamlingshuset i landsbyen Gylling syd for Aarhus, hvor Farlige Typer i Modlys er finurlige, og Demolizer thrasher igennem, inden Red Warszawa slutter aftenen af med druk og dumheder. Også her er der udsolgt, så der skal stjæles et adgangspas fra en kammerat, du alligevel ikke kan lide.

Lykkes det ikke, er der heldigvis ikke langt til Horsens, hvor Artillery på Kulisselageret også leverer slagkraftig 80’er-thrash med support fra lokale Kill Trip. Og søreme om ikke der også er metal på Fynsland denne weekend. Den står på power metal fra Iron Fire og Metal Cross samt thrash, som vor mor høvlede den, fra redaktionsfavoritterne Killing, når Kansas City i Odense slår dørene op.

I hovedstaden holder High Voltage fødselsdag, hvor Tainted Lady og Before Fire udgør live-indslagene. På Beta er det tid til andet heat af Club Demonic, hvor Kaiju, Lost FM Radio Band og Septic Congestion sørger for, at du hverken mangler prog, rock’n’roll eller slam death. Og mangler du alligevel lidt prog, slutter koncertugen, hvor den næsten startede, når The Neal Morse Band, med blandt andre Mike Portnoy på trommer, igen byder publikum på Viften i Rødovre på progressiv rock lørdag aften.

Oversigt:

Crippled Black Phoenix, Soft Kill, Fotocrime – mandag 25.marts, Voxhall, Aarhus

Crippled Black Phoenix, Soft Kill, Fotocrime – onsdag 27.marts, Vega, København

Riverside – torsdag 28.marts, Viften, Rødovre

Huldre – fredag 29.marts, Pumpehuset, København
Backyard Babies, Satan Takes a Holiday – fredag 29.marts, Kulturbolaget, Malmø
Bersærk, Skullclub – fredag 29.marts, Tapperiet, Køge
Hatesphere, Livløs, Xenoblight – fredag 29.marts, Godset, Kolding
Fordærv – fredag 29.marts, CC, Silkeborg
Electric Hydra, Salvia, Blue Rose Down – fredag 29.marts, 1000Fryd, Aalborg

Hatesphere, Livløs, Xenoblight – lørdag 30.marts, Kedelhuset, Silkeborg
Red Warszawa, Demolizer, Farlige Typer i Modlys – lørdag 30.marts, Gylling Forsamlingshus, Gylling
Iron Fire, Killing, Metal Cross – lørdag 30.marts, Kansas City, Odense
Tainted Lady, Before Fire – lørdag 30.marts, High Voltage, København
Kaiju, Lost FM Radio Band, Septic Congestion – lørdag 30.marts, Beta, København
The Neal Morse Band – lørdag 30.marts, Viften, Rødovre