Uge 47: Ugens koncerter og udgivelser
Mens det er så som så med de friskfede plader, er der rig mulighed for at få rørt bentøjet med stakkevis af spændende koncerter i både øst og vest.
Ugens koncerter:
Skal du ikke til koncert i den kommende uge?
Enten skyldes det, at du er gået personligt konkurs, eller også er din smag simpelthen så eklektisk, at selv Devilution har svært ved at beskrive den med ord. For koncertkalenderen er et overflødighedshorn, der bliver ved med at give over hele landet.
Allerede mandag er der prog med Leprous i Amager Bio, Swans gør det lidt mere mørkt og eksperimenterende i Vega, og redaktionsfavoritterne fra Wardruna har Chelsea Wolfe med i selve Det Kongelige Teater. Er du i Jylland, ødelægger Hatebreed ifølge dem selv alt på Skråen i Aalborg. Hvis du er rigtig sej, kan du gå allerede efter andet opvarmningsband, som er Sacred Reich.
Vi har sjældent oplevet så hidsig en start på en koncertuge, men det bliver vildere endnu. Tirsdag er det altid festlige Amenra, der står for et af ugens absolutte højdepunkter på Vega, mens der er storladen metalcore-pakke med Aviana i front i Pumpehuset. Kan du lide din rock med rigelig røvballe spiller Black Rebel Motorcycle Club på Christiania, inden de dagen efter gentager bedriften på Train i Aarhus.
Torsdag spiller Neckbreakker den første af to koncerter i Pumpehuset med teenagesensationen Guttural Disgorge som opvarmning. Sacred Steel laver desuden lædermetal på BETA, hvis man er til den slags.
Fredag er det naturligvis alle mand til Silkeborg, når Fordærv holder releasekoncert på den længe ventede toer 'Nogen Skal Jo Dø'. Det sker på Rampelys. I ”Venstre ved du, hvor du har”-land optræder Defecto i Ringkøbing og Skullclub i Herning. Der bliver fyldt med mennesker, der kun køber endagsbilletter til Copenhell. Dream Police fejrer, at de har eksisteret i to menneskealdre, ved at gå på pension på Voxhall i Aarhus, mens bysbørnene fra Neckbreakker stadig står ovre i Pumpehuset. Andetsteds i København er der støj fra undergrunden på Stengade og Underwerket, hvis du bare skal høre noget du ikke kender, mens Red Warszawa drikker sig fulde i Køge og om lørdagen i Birkerød. Nåja, og så er der Big Brave på Beta. Det bliver nok også sejt.
Lørdag er mest af alt spil-dansk-dag på spillestederne, hvor Skullclub og Defecto er rykket til henholdsvis Aalborg og Horsens, Neckbreakker til Kolding, Kellermensch ind på VEGA, Terrorpy spiller stærkt på Klaverfabrikken i Hillerød, der er rigeligt af nogen af de mindre og spændende i Odense på både Frølageret og i Hulen, hvor vi specielt gerne vil slå et slag for Bonejammers skraldebangmetal på sidstnævnte sted.
I Vejle er der breakdowns på Ungdomshuset Værket, når bl.a. Henret og Earn Your Scars spiller stærkt og så lige pludselig langsommere. Er du mest til den langsomme del, kan du også høre Bethmoora på Råhuset i København, og er du mere til det hurtige deler Rot Away kindheste ud ovre i Jylland på Headquarters i Aarhus. Mums. Kindheste.
Nåja, og så er der også Perturbator og Kælan Mikla i Den Grå Hal. Det er udmærket, men de har heldigvis Gost med, og det er i sig selv grund nok til at møde op.
Har du nogen som helst energi tilbage om søndagen, spiller Dead By April svenskermetalcore på Amager Bio søndag.
Wauw. Gang i den. Ses i pitten!
Ugens udgivelser:
På udgivelsessiden er vi så småt ved at gå på juleferie, og det er ikke helt den flodbølge af muligheder, som koncertfronten bød på.
Men der er Fordærv.
Silkeborg-trioens debutalbum 'Knep Dig Selv Ihjel' skabte stor glæde i de fleste hjørner af redaktionen tilbage i 2019, og opfølgeren 'Nogen Skal Jo Dø' lander fredag. Grindcore godt ude på overdrevet og med et ironisk glimt i øjet er, hvad der kendetegner Fordærv, og det har vi det egentlig okay med. Udover, at sangtitlen 'Knivstik Øv Pis Av' er noget af det sjovere vi har hørt i år.
Ellers er der ny cover-EP fra The Halo Effect, svenskerdødens nye seniorprojekt, som sikkert også er fedt, hvis du engang kunne lide In Flames. Der er en opsamling af b-sider fra Spotlights, mens Papir herhjemme udgiver noget psych-kraut-eklektisk noget, som du sikkert nemt kan have det intellektuelt til.
Skal det være lidt mere ... ligetil, kan du formentlig sagtens nyde den nye Depravity-dødscocktail, mens du shopper camo-shorts på nettet, og så ville vi principielt set også gerne anbefale et band, der hedder Yeah, Sick!, ikke mindst fordi deres plade hedder ' Your Herbs and Spices Won't Save You Now'. Men de sælger det som ”groove metal”, så det gider vi ikke alligevel.
Men altså: Skidtpyt så med, at du kun skal købe den nye Fordærv, for du skal alligevel til koncert hele ugen.
Se alle koncerter og udgivelser herunder:
Koncerter:
Mandag:
Leprous, Gåte, Royal Sorrow – Amager Bio, Kbh.
Hatebreed, Sacred Reich, Koya – Skråen, Aalborg
Swans, Jessica Moss – Vega, Kbh.
Wardruna, Chelsea Wolfe – Det Kgl. Teater, Kbh.
Tirsdag:
Aviana, The Gloom in the Corner, Diamond Construct, Atena – Pumpehuset, Kbh.
Amenra, Youniss – Vega, Kbh.
Black Rebel Motorcycle Club, Night Beats – Den Grå Hal, Kbh.
Onsdag:
Black Rebel Motorcycle Club, Night Beats – Train, Aarhus
Torsdag:
Neckbreakker, Guttural Disgorge – Pumpehuset, Kbh.
Sacred Steel, Portrait – Beta, Kbh.
Fredag:
Fordærv, Benlås – Rampelys, Silkeborg
Defecto – Generator, Ringkøbing
Skullclub, Situationsfornærmelse – Fermaten, Herning
Neckbreakker, Guttural Disgorge – Pumpehuset, Kbh.
Red Warszawa, De Frigjorte – Tapperiet, Køge
Yawning Man, SoftSun – Stengade, Kbh.
Wrathma, Lilithian, R3ktum – Underwerket, Kbh.
Big Brave, Tungsind – Beta, Kbh.
Dream Police, Razor Blades, Gældsfri, Social Nedtur – Voxhall, Aarhus
Lørdag:
Perturbator, Kælan Mikla, Gost – Den Grå Hal, Kbh.
Skullclub, Situationsfornærmelse – Studenterhuset, Aalborg
Defecto – Platform K, Horsens
Neckbreakker, Guttural Disgorge – Godset, Kolding
Red Warszawa – Mantzius, Birkerød
Sansera, Silent Fracture, Quantum Solaris, Fatal Image – Frølageret, Odense
Rot Away, Embla – Headquarters, Aarhus
Knit, Askeladen, Crashout, Bonejammer – Hulen, Odense
Circle Nine, Henret, Earn Your Scars – Ungdomshuset Værket, Vejle
Terrorpy, Afdød – Klaverfabrikken, Hillerød
Kellermensch – Vega, Kbh.
Bethmoora, Tidejord – Råhuset, Kbh.
Søndag:
Dead By April – Amager Bio, Kbh.
Udgivelser:
Torsdag:
Feruch – s/t (black metal)
Fredag:
The Halo Effect – We Are Shadows (melodød)
Fordærv – Nogen Skal Jo Dø (grindcore)
Papir – IX (post/psych/kraut)
Danko Jones – Leo Rising (rock)
Spotlights – Rarities (doomgaze)
Depravity – Bestial Possession (dødsmetal)
Decrepit Altar – Egregious Defilement (doom/død)
El Muerto – Lost and Amsterdamned (black/død)
Electric Boys – Shady Side of Town (rock)
Dome Runner – World Panopticon (industrial)
Tyrann – Djävulens Musik/Besatt (heavy metal)
Beast Eagle – Sorceress (hard rock)
When Nothing Remains – Echoes of Eternal Light (doom/død)
Civil Service – Dark /// (atmospheric instrumental)
Søndag:
Yeah, Sick! - Your Herbs and Spices Won't Save You Now (hardcore/groove metal)
