Ugens Bandbillede: Electric Boys

electric boys

Dødsangsten rammer en gruppe midaldrende mænd, der klæder sig ud for at holde den for døren.

Genre
Fotograf
PR

“Alderen kommer ikke snigende. Den falder over én som et læs grus, der bliver smidt foran ens hus.” 

Sådan skriver Josefine Klougart i én af de der bøger, man på grund af metaforer som netop denne aldrig får taget sig sammen til at læse. Men hvis der er en pointe i det, er det, at midalderdommen er parcelhusmondæniteten selv, er nye terrasser, ondt i lænden og fornægtelse. Midtlivskrisen er 4 real, spørg bare Manden med Weekendvesten.

Og den finder konstant nye måder at udtrykke sig på, uanset hvordan man forsøger at snyde den.

Tag kontordamerne, der over frokosten på erhvervsskolen et sted i det velnærede og desperat nydelige midtjyske drømmeland omtaler sig selv og de veninder, de skal mødes med i weekenden, fordi deres børn ikke længere har brug for at blive kørt til håndboldstævne, som “pigerne”. De har haft stemmeret og kørekort siden EM-sejren i 1992, men når Thomas Helmig kommer på det dyrt udseende B&O-anlæg, og alkopopsene bliver skudt af, er de piger igen, overbeviser de hinanden om.

Eller tag faglærerne, hvis skoggerlatter runger fra langbordet med udsigt til et skovbryn, som de fantaserer om skal sige noget om dem selv. De kalder sig selv “drengene”, når de mødes i skolens musiklokale onsdag aften. En af dem har en ramme grænseøl med, for de skider sgu på reglerne om, at man ikke må drikke på skolen. 

Det er rock’n’roll, jo.

Og på bunden er de bare nogle drengerøve, forsikrer de hinanden om med smil, der engang var en del mere charmerende, end de er blevet nu, inden de suger maven ind og spiller en bluesrundgang. Musiklæreren, som har sørget for, at de kan bruge lokalet, spiller en utroligt lang solo, får guitaren til at græde. Først da trommeslageren, som har skovlet grus ind i den nye indkørsel hele eftermiddagen, signalerer, at han er nødt til at have en pause, stopper guitaristen nødtvungent med en utifreds grimasse. Han kunne arbejde med nogle meget større drenge, men det er det her, han har at arbejde med.

Det her er deres man cave. Deres hemmelige hule. Slyngelstuen. Her kan de slå håret ud.

Men en dag er der alligevel én af dem, der mærker skyernes skygge ramme sig lidt tungere end sædvanligt. Måske er det trommeslageren. Eller nej, han er trommeslager, han tager ikke initiativ til noget. Guitaristen, måske, rytmeguitaristen. Han får trommeslageren til at hjælpe sig med at sætte et drivhus op en dag. De snakker over en bajer, én af dem. Det er fedt med bandet, er de enige om, de swinger. Det kunne være fedt at lave en skive. 

Det er det, de gør den vinter. De kalder sig Electric Boys, fordi de jo er drengene, og det er rock’n’roll med stiv pik og solbriller. De får hende den søde billedkunstlærer fra STX til at tegne et flot logo.

Og så skal de have taget et billede. Og de har allesammen langt hår stadigvæk, det er cool, bortset fra ham, der ikke længere har langt hår, men kan få guitaren til at græde, men det er alligevel, som om det ikke er nok. Som om voksenlivet har sat sig sine spor. Og de der skide rynker ved øjnene, ja, bortset fra ham den unge bassist, der har en græsk mor og ville kunne charmere trusserne af enhver af kontordamerne, hvis ikke han var dum som en dør.

De er nødt til at have solbriller på. Så kan man ikke se noget, og desuden er det rock’n’roll. Leadguitaristen tager en hat på for at kompensere for det manglende hår og trækker skyggen helt ned over øjnene. Sådan.

Men så er der tøjet. Bukserne med de mange lommer duer ikke, sponsor-T-shirten fra trælasthandelen er også lige lavt nok sat. Igen kommer den søde billedkunstlærer dem til undsætning. De går sammen i pensionistgenbrugsbutikken og finder vilde ting. Hun syer dem ind og lægger dem ud for hende, mens de hænger ud i hendes stue i underbukser, drikker grænseøl, taler med høje stemmer, håber på, at hun lægger mærke til, at de kun er i underbukser. Hun syr brokader på, laver mønstre. Finder nogle sjaler frem, hun købte af en gadesælger i Firenze, som ville have hende til at tro på, at de var ægte silke.

Nu er de rock’n’roll. De kan ikke gå, alt strammer og knirker, men det ser fedt ud, når de poserer i aulaen på gymnasiet. Den eneste, der ikke synes, det er fedt længere, er rytmeguitaristen. Det var godt nok hans idé, men nu er det, som om det hele har taget overhånd. Det er for dumt, og han har lovet at komme hjem og grille, og nu er det blevet sent. Han gider ikke klæde sig ud, siger han. Det er jo rock’n’roll, det her, ikke ‘Totte klæder sig ud’. Leadguitaristen og bassisten ligner faktisk lidt Totte og Malene fra billedbogen, der finder hatte og halskæder i en gammel kiste og leger, at de er farmor Totte og farmor Malene, griner han højt.

Det synes de ikke er sjovt.

Det har nået det punkt, hvor de allesammen er begyndt at blive ondsindet tidlig-aften-fulde efter en lang lørdag eftermiddag. De kunne godt lige bruge en lur, bortset fra trommeslageren, der vil videre på værtshus, og bassisten, der skal ud med sin nye, unge kæreste. Men de skal have taget det billede først.

De indgår et fuldemandskompromis for bandets skyld, krammer hinanden og bliver gode venner igen. Rytmeguitaristen stiller sig om bag en statue, så man ikke kan se, at han har bare har sin T-shirt fra en Georgia Satellites-turné i 90'erne på. De andre føler sig lækre igen. 

De er drengene. 

De er elektriske. 

Det er, som om det aldrig bliver mandag igen.

Et halvt år senere har de oprettet et pladeselskab og selv udgivet deres plade. Der var ingen andre, der rigtig forstod den. Alle vil hellere høre blip-blop-musik i dag, rocken er helt død. På det tidspunkt er bassisten ude igen, trommeslageren har fået hold i ryggen, sangeren skal skilles, og leadguitaristen er begyndt at spille fusionsjazz, som er meget mere teknisk krævende. Rytmeguitaristen får 450 usolgte eksemplarer af vinylen. Han stiller to ind i pladereolen mellem Deep Purple og Guns N’ Roses. Det er altid godt at have en ekstra. Resten ryger ned i kælderen, hvor de står, indtil en stormflod oversvømmer kælderen. Indkørslen synker sammen.

Der skal køres et nyt parti grus ind.

Se flere bandbilledanalyser her.