Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Vagttårnet: En ny musketéred

Updated
91234777_654014518503292_2965549818375569408_n

Devilution indstiller den unødvendigt hårde kritik for i stedet at være med til at fremelske en dansk metal, vi alle kan være stolte af. Sådan lød vores aprilsnar i 2020.

Fotograf
Jacob Dinesen

OBS! Dette var naturligvis en aprilsnar.

En gennemført ond sviner af en ny dansk metalplade. Gerne garneret med et par personangreb undervejs, der tangerer voksenmobning. Hvis det kan lade sig gøre, og det kan det altid, nedgøre bandets publikum, når nu man er i gang. Uden at have sat sig ind i, hvad det er, bandet vil med musikken, hvad præmisserne er for genren. 

Det er ikke så vigtigt: Det, det drejer sig om, er at gøre sig lystig på andres bekostning for at generere nogle klik til sin side. Skabe noget rav i den.

På Devilution kan vi ikke sige os fri for at have ladet os rive med. Vi har sablet bands fra vores egen baghave ned, fordi de ikke lige var ekstreme nok til den anmelder, der tilfaldt dem. Vi har fromt dækket os ind under ytringsfrihed og leksikalsk musikhistorieviden, så snart nogen har påpeget, at vi ikke anede, hvad vi havde med at gøre. 

Det er altsammen sket uden at tage hensyn til, at de bands, vi har kritiseret, består af mennesker, der har kæmpet hårdt for at nå til, hvor de er nu. De har ofret den trygge tilværelse, vi selv lever, til fordel for noget så usikkert som at spille rock’n’roll i 2020. Som de færreste af os skribenter endda selv ville kunne finde ud af at gøre det. Blod, sved og tårer samt hundredvis af timer i øvelokalet har vi afskrevet med et virtuelt pennestrøg for selv at komme til at se cool ud. 

Vi har set koncerter fra baren med vores kollegaer og sponsorøl i hånden, inden vi har banket en hurtig tirade af om, at bandet var uoplagte, og lyden var dårlig, og så var den gratis entré gjort med dét. Når fans har klaget over, at vi pisser på deres gode aften på den måde, har vi affærdiget dem. Vi ved bedre. Når vi i kommentarspor er blevet kaldt arrogante, har vi hånligt leet ad det, som om vi var bedre end jer.

Slut med dårlige karakterer
Der følger et ansvar med den position, I som læsere har givet os. Vi har ansvaret for, at der er en metalscene, også for den næste generation. Metal har givet os så meget, og nu er det på høje tid, at vi på Devilution begynder at give noget tilbage. At vi støtter op om den i stedet for at rakke den ned. Det er, som Kreator sang det på deres seneste plade: 

“We carry each other through the darkest moments of life
Stronger than hate, stronger than fear, stronger than all
We are one
Hail to the hordes”

Det er det, vi vælger at gøre nu. For at hylde den metal, der har båret os hver især gennem mørke perioder af vore liv, vælger vi nu at være stærkere end hadet og stærkere end frygten for latterliggørelse: Vi vælger at hylde horden af fans, og vi går i ét med dem. Med jer. Os.

Derfor vil Devilution fra nu af holde igen med de negative anmeldelser. Ikke mere kritik for kritikkens skyld, ikke mere mavesurhed og dårlige karakterer. Det sker i erkendelse af, at der ikke rigtig er nogen, der kan bruge dem til noget alligevel. Og det sker i erkendelse af, at hvis vi gerne vil have en dansk metal i morgen, skal vi støtte den i dag. 

Vi vil tage hver enkelt plade og koncert, vurdere den på dens egne præmisser og finde det bedste i den. Værne om det gode, der er i alle, der dyrker metallen med os. Det er i sidste ende det, vi er til for: at støtte dansk metal.

Et andet sted på den samme Kreator-plade lyder det med nogle ord, der næsten kunne være skrevet om Devilution, som vi har ageret:

“To you who face the wrath of sacrosancts
To you who feel despised or unbeloved
To you whose hope is killed by the pestilence in their eyes
I'll be by your side
Side by side
To eternity and beyond
Side by side”

Det gør vi nu: Vi står skulder ved skulder med alle danske metalbands. For evigt. Vi forsvarer jer. For nogle år siden indgik vi sammen med en række danske medier en musketered, der handlede om at værne om vores ret til at være negative. 

Nu indgår vi en ny musketered med hele den danske metalscene. 

Vi står sammen. Allesammen.