Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Volbeat-dagbog - Kapitel 7

Populær
Updated
Volbeat-dagbog - Kapitel 7

Følg med i Volbeats USA-turne, hvor de varmer op for Metallica til 16 shows - denne gang deler guitarist Thomas Bredahl sin dagbog med NRGMagazine.dk.

Kunstner
Dato
09-12-2009
Label
Distributør
Forfatter

Efter nogle få dage hjemme i egen seng og ved egen kaffemaskine fløj vi til Zürich for at starte vores korte efterårs Europa-tour. Vi havde planlagt halvanden måneds tour, men da Metallica spurgte om vi ville joine dem i USA, blev vi nød til at skære kraftigt ned på datoer og lande. Så vi havde sammensat en lille tour gennem Schweiz, Belgien, Tyskland og Holland i denne omgang og rammer Østrig, Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet i starten af 2010.

Det var fedt at være tilbage i nærmest hjemlige omgivelser og spille for vores trofaste Europæiske fans. Desværre sluttede sidste show på touren som bekendt allerede efter en halv time, da Michael besvimede af udmattelse ovenpå en slem omgang influenza.

TILBAGE I STATERNE
Da forskrækkelsen havde lagt sig og vi havde sovet yderligere et par nætter i egen seng mødtes vi i Kastrup og fløj over London til Las Vegas. Vi landede aftenen før showet og til trods for at klokken var op ad formiddagen dansk tid og vi alle var godt trætte ovenpå den lange flyvetur, så gik vi ud og fik noget mad og så lidt på Las Vegas by night. Vi var blevet inviteret ned på den lokale metal bar - ejet af Scott Ian (Anthrax) og Vinnie Paul (Pantera) - hvor der var Metallica fanclub fest, men vi måtte desværre takke pænt nej og hoppe på hovedet i seng, da klokken nærmede sig middag (dansk tid) og vi kun havde sovet en smule i flyet.

DOWNTOWN VEGAS
Vi vågnede tidligt lørdag (kroppen fatter ikke rigtig tidszoneskift) og brugte dagen på at se lidt nærmere på downtown Las Vegas inden vi troppede op på spillestedet og gjorde os klar til kamp. Væsentligt mere hjemmevante end da vi startede touren i Toronto en måneds tid senere indtog vi scenen og fyrede vores 30 minutters minishow af til stor begejstring for de fremmødte. Publikum tog virkelig godt imod os - enkelte endda med Volbeat bannere - og vi spillede et hæderligt show.

MACHINE HEAD PÅ BILLETTEN
Efter showet blev nogle hængende og så Machine Head (der havde afløst Lamb of God) og Metallica. Andre tog i Pinball Hall of Fame. Anders og jeg klemte lige koncert med 76-årige countryhelt Willie Nelson ind, inden bussen satte kurs mod Salt Lake City og tourens første fridag.

Vi er nu ankommet til Boise i Idaho, hvor det er pissehamrende koldt. Så vi gemmer os den varme bus i løbet af dagen og pønser på hvordan vi skal få skovlen under James og drengene i vores lille fight fra sidste del af touren...

- Thomas