Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

30 år med hardcore

Populær
Updated
30 år med hardcore

I næste uge udkommer hardcore-pionererne Agnostic Fronts nye album "My Life My Way". Vi har fået en snak med frontmand Roger Miret.

Agnostic Front har været frontkæmpere på hardcore-scenen, men har formået at holde deres standpunkter og musik ligeså frisk og bidsk som dengang de started. Devilution interviewede sanger Roger Miret om den nye skive og det, at spille HC.

Jeres nye skive 'My Life My Way' er jeres 15. fuldlængde-album, hvis man tæller alt med. Er det stadig spændende for jer at udgive en ny plade?

Det er faktisk kun vores 10., hvis man ikke tæller vores live-udgivelser med, og selvfølgelig er det stadig spændende. Det er jo det, vi lever for! Der findes ikke en bedre følelse end den man får, når man hører det færdige produkt af det arbejde, man har arbejdet hårdt på i en lang periode.

Bliver det aldrig "business as usual" for jer?

Der er altid en forretningsside når man udgiver musik. Der hvor vi befinder os, går forretning og fornøjelse hånd i hånd, og vi elsker det vi laver.

Hvad er det, der gør det spændende for jer?

Det er hele processen. Vi får den kreative frihed til at udtrykke os selv gennem vores musik. Det er processen fra vi starter med nye ideer, som vi laver om til hele sange. Og at vi får lov til at se "the kids" gå amok til de sange. Det er en stor følelse at se folk sætte pris på det, vi laver. Det er hele paletten, fra at lave musikken, indspille den og skyde videoerne. Det hele gør, at vi stadig er her.

I har været på scenen siden 1980, og du må have et godt overblik over, hvordan scenen har udviklet sig siden dengang og indtil nu?

Der var kun ganske få mennesker til vores shows i starten, men det voksede sig stort rimeligt hurtigt. Nu er det en verdensomspændende ting, og det havde jeg bestemt ikke troet på, at det ville blive den gang. Jeg vil sige, at de unge bands er dygtigere i dag, altså musikalsk.

Vi havde kun lige fået vores første instrumenter, da vi lavede de første sange. Dette har dog aldrig handlet om at være virtuos på sit instrument. Det har altid handlet om rå energi og det at være i stand til, at sige din mening om alt det pis, samfundet byder os. Jeg tror på at de unge hardcore-bands er med på det samme grundlag som os. Jeg kan ikke tale for dem alle, men vi har efterhånden mødt en del af dem, og de har helt samme ånd, som vi har og havde.

Er verden blevet nemmere for dig, nu da du er blevet 30 år ældre end da Agnistic Front startede?

Vi var med til at nedbryde en masse mure, og det har været med til at gøre tingene meget nemmere for bands i dag. Det var meget sværere tilbage i 80erne. Vi havde ikke internettet, vi havde ikke mobil-telefoner eller GPS. Vi var nødt til at kunne aflæse et kort for at kunne finde rundt. Hvis vi skulle have fat i et spillested for at spørge om vej, måtte vi først finde en telefonboks. Kan du huske de dage, det er faktisk ikke så længe siden? Der var ingen, der forstod os og den måde vi valget at klæde os på. Vi skulle kæmpe hele tiden, fordi vi aldrig passede ind. I dag har alle mennesker minimum én tatovering, det er ikke et særsyn længere.

I havde fire år, hvor Agnostic Front var opløst. Hvad lavede I i de år?

Det var nødvendigt at opløse bandet på det tidspunkt. Jeg arbejdede som mekaniker for Harley Davidson, hvor jeg reparerede motorcykler. Jeg var også meget sammen med min datter Nadia. Det var vigtigt at bruge megen tid med hende der, da hun skulle opdrages og var ved at vokse op.. Heldigvis kom vi tilbage stærkere end før opløsningen.

Hvordan er det at være hardcore-band i dag?

Tingene er meget hårdere i dag, men det gælder vist inden for alle musik-genrer. Hele musikindustrien har ændret sig. Alle stjæler deres musik på piratsider, og i dag vil unge mennesker hellere streame musikken online på deres computere end eje en kopi af den. De vil også hellere blive hjemme og se musikken end at tage til koncerter. Så, jeg synes hele musikområdet lider.

Nogle vil mene, at hardcore er en begrænset musikgenre når man taler om musikalsk dygtighed. Hvordan vil du beskrive genren og dens styrker?

Som jeg vist har nævnt før, så handler hardcore og punk ikke om at hvor godt du kan spille på dit instrument. Det handler om energien og aggressionen. Det handler om, at man får en chance for at synge om hvad man tror på, og hvad man ikke tror på. Man kan ikke sammenligne den intensitet, man finder her, med nogen anden genre. Og live-energien finder man INGEN andre steder.
Det er det, det hele handler om.

80'erne var en hård periode for unge mennesker. I dag er situationen meget anderledes. Hvad skriver I om i jeres tekster i dag?

Der sker så meget i verden i dag, og vi kan hele tiden finde nyt at skrive om. Vi siger vores mening. Det kan godt være, at verden omkring os har ændret sig, men vi står stadig for de samme holdninger som dengang.

Hvor længe fortsætter I med at udgive plader?

Vi fortsætter ligeså længe folk stadig bakker op om os. Jeg har i hvert fald ikke planer om at stoppe i nær fremtid. Så hold øje med vores nye skive 'My Life My Way', som udkommer på Nuclear Blast.

Vi anmelder selvfølgelig Agnostic Fronts 10. studiealbum her i Devilution.