Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 2020: Redwood Hill

Updated
_XTD9737
_XTD9811
_XTD9935

Som en del af vores optaktsserie til Copenhell 2020 har vi spurgt Marco Sewohl, forsanger i danske Redwood Hill, hvad han forventer sig af sin fjerde optræden på den danske festival.

Kunstner
Titel
Marco Sewohl
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

Hvad kan vi forvente os af jeres koncert på Copenhell Festival?

Et introvert, episk og depressivt univers, hvor musikken står i centrum, og individerne i bandet træder i baggrunden. Vi arbejder altid på en lysopsætning live, som arbejder med disse elementer og understøtter det æstetisk. Det har fulgt os næsten siden starten. Så hvis du har set RWH før, ved du, hvad der venter dig. Et Redwood Hill-show er nok mere indlevelse end inddragelse.

Hvad vil karakterisere jeres sætliste?

Vi har ikke besluttet sætlisten endnu. Men vi bruger altid meget tid på at sætte sætlisten sammen, så den giver et godt flow og skaber en fortælling i sig selv. 

Hvad er det værste der kan ske under jeres koncert?

Sidste gang vi spillede på Copenhell i 2016 stødte vi ind i nogle store tekniske problemer inden showet, hvilket resulterede i et meget afkortet sæt. Så flowet og feeling i showet for vores vedkommende gik tabt. Det har været det værste hidtil. Ellers er der altid chancen for, at der sker noget med en af os, så vi er nødsaget til at aflyse. Det ville vel være det værste. 

Hvad skal fans især lytte til, hvis de ønsker at forberede sig til jeres koncert?

Som sagt har vi ikke sat sætlisten endnu. Men man kan forvente at vi tager numre fra hele vores diskografi. Det nye vil være, at der kommer et nyt album i marts. Så man kan lytte til den for at få de nye numre under huden.

Planlægger I at se nogle koncerter på festivalen?

Det gør vi helt sikkert. Mine personlige must-sees er Devin Townsend, Benediction og Blood Incantation. Jeg ved de andre bl.a. glæder sig til at se Meshuggah, Opeth og Emperor. Selvom det er mange år siden de har været i rotation på anlægget, så skal vi alle op og se Korn, da de leverer et fantastisk show og en sætliste med masser af nostalgi, som man ikke kan lade være med at lade sig inddrage i. 

Hvordan oplever du forskellen mellem små indendørs koncerter og de store udendørs sommerfestivaler?

Store festivaler giver nogle flere muligheder ift. produktionen af showet. Vi leverer egentlig det samme show uanset størrelse, men f.eks. på lyssiden har vi mulighed for at gøre en del mere end ved klubshowet, hvorimod man ved et klubshow får et mere råt og direkte show. Så der er gode ting ved begge, og vi koordinerer gerne udvalget af numre ift. hvilken slags scene/show vi spiller.

Hvad forventer I jer af festivalen?

Regn.

Vi forventer en festival med helt unik stemning. En metalhavefest med et dedikeret publikum.