Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

I Jimmys ære

Populær
Updated
I Jimmys ære
I Jimmys ære
I Jimmys ære
I Jimmys ære
I Jimmys ære

Om en uge kan man i Europa endelig købe Avenged Sevenfolds seneste skive 'Nightmare', som guitaristen Zacky Vengeance ringede til Villumsen og fortalte om.

Titel
Zacky Vengeance
Dato
04-08-2010
Distributør

De sædvanlige høflighedsfraser udveksles og så kan interviewet med Zacky Vengeance, guitar, ellers begynde. Og han får i den grad kastet positive ord fra sig om både den afdøde trommeslager og den vikarierende Mike Portnoy fra blandt andet Dream Theater.

Jeg formoder, at årsagen til at du lige nu har travlt med interviews, skyldes at jeres nye album er på vej?

– Ja, det er kommet ud her i USA allerede.

Hvad kan vi så forvente af pladen?

– Det er et virkeligt udforskende, mørkt, dragende og melodisk album. Det udkom sidste uge i USA (17. juli 2010 – red.), og lige nu ligger det nummer ét på hitlisten. Det er virkeligt specielt og betyder meget for vores fans og for os, da det er det sidste album, vi fik mulighed for at skrive sammen med vores bedste ven Jimmy – The Rev – før han døde. Han havde skrevet en stor del af sangene, det er et nærmest sørgeligt, men som nævnt også et meget specielt album, som betyder meget for os.

Hvis man nu var skeptisk overfor jeres musik, hvad tror du så ville få folk til alligevel at købe dette album?

– Jeg tror at folk måske har set navnet Avenged Sevenfold og ikke rigtigt vidst, hvad de skulle synes…vi var meget unge og spillede meget ambitiøs musik, og specielt vidste rock- og metalfans ikke, hvad de kunne forvente. De vil sikre sig, at de bands som de kan lide, også fortjener det. De største bands er altid respekterede af deres fans, fordi de virkelig tager musikken alvorligt.

– Jeg tror, at vi nu med 11 år på bagen, 5 albums ude, og det at vi har opnået en masse ting, fx er vi lige nu nummer 1 på MTV her i USA, vil spille ind. At vi har et nummer 1 album ude nu, endda efter vi mistede vores ven, viser folk, hvor hårdt vi arbejder. Og hvor meget musikken og fansene betyder for os, og det tror jeg har givet respekt. Jeg tror, det er et godt tidspunkt for folk, der har været skeptiske at slå til. Det er et godt album med mange forskellige elementer, og en plade de vil høre resten af livet.

Er Mike Portnoy også med på touren eller spiller han kun på albummet?

– Han skal med os ud på tour her i USA resten af året. Han har det rigtigt skægt med at hjælpe os, og han sagde, da han var i studiet med os, at han virkelig gerne ville tage med på tour, så vi kunne komme på benene igen. Så han har taget fri fra Dream Theater for at hjælpe os, så folk kan høre vores musik. Vi tager en dag af gangen og er glade for, at vi kan holde liv i Jimmys eftermæle og bringe musikken ud til vores fans.

Nu er han jo en ekstremt dygtig herre, så selvom jeres musik bestemt også er ganske teknisk, kunne han så klare nogle af optagelserne som ”one-takes”?

– Nej, overhovedet ikke. Han er en dygtig trommeslager, og han var nærmest nødt til oplære sig selv på ny for at kunne spille Jimmys stil. Mange folk har aldrig rigtig givet Jimmy den respekt, han fortjente som trommeslager. Han var nok en af de bedste trommeslager i verden – hvis ikke den bedste. Han kunne spille alt og var meget inspireret af Mike Portnoy. Deres stil er ret ens. Da Mike kom ind og hørte demoerne, som Jimmy spillede på, var noget af det bestemt en udfordring at spille for Mike.

– Altså han kan spille alt, men jeg tror han virkelig havde respekt for Jimmys arbejde og havde det sjovt med at spille det. Jeg tror det var derfor han kunne lide vores band og Jimmys trommespil, fordi han indså, hvor god en trommeslager Jimmy var. Men det som gør Mike så fantastisk er også, at han er sådan en fin fyr, og så at han kunne tage fri fra Dream Theater og lære og indspille vores sange på en uge. Hans kalender er virkelig fyldt ud, men han har bare en så fed indstilling og kan lide at hjælpe.

Kom han selv med tilbuddet om at hjælpe?

– Da Jimmy døde rakte han armene ud mod os og sendte sine kondolencer og nævnte, at han gerne ville hjælpe os, da han var en stor fan af bandet og af Jimmy. På det tidspunkt havde vi ikke overvejet, om vi skulle gøre albummet færdig, men efter et par uger kontaktede vi ham, og sagde at vi ville være glade, hvis han kunne hjælpe, så de sange vi havde skrevet med Jimmy kunne komme ud. Og han sagde, at han gerne tog et par uger fri, og fløj så ud til os i Los Angeles, og han ville prøve at holde sit spil så tæt til Jimmys stil som muligt. Og det blev fantastisk.

Det lyder sejt, og som om vi har noget at se frem mod her. Kommer I så til Europa på tour også?

– Ja, det gør vi. Vi arbejder på at få datoerne lagt, og det bliver vores første headliner-tour dér. Vi har spillet med Iron Maiden og Metallica, men denne gang headliner vi, så vi virkelig kan give vores fans noget igen. Vi glæder os meget til at komme tilbage til vores fans, som har mailet os og udtrykt deres glæde for os og vores musik.

Vi fik også lavet vores traditionelle ”10 hurtige” med Zacky, men den må I, kære læsere, foreløbigt have til gode at læse.