Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Maryann Cotton om debutalbummet

Populær
Updated
Maryann Cotton om debutalbummet

20-årige Jackie Patino, søn af King Diamond-bassisten Hal Patino, har som Maryann Cotton udgivet 'Free Falling Angels'. Læs her hans gennemgang af albummet.

Titel
Free Falling Angels
Dato
15-06-2012
Genre
Trackliste
Heaven Send For Me
Never "Waste" Land
Crazy
Get It On
Free Falling Angels
Die Britain
Miss Misery
Shock Me
The One
"Maryann"
Fotograf
Lars Schmidt
Forfatter

Ambitionen har været klar i rigtig mange år for den 20-årige danske sanger, Jackie Patino.

Siden han var meget, meget lille og på video så sit kommende store idol optræde, har han villet være som pågældende idol. Og derfor er det slet ikke en tilfældighed, at han ligner idolet, at han har udgivet et album i idolets ånd - og har taget et kvindeligt kunstnernavn, selv om idolet er en mand.

Kigger og lytter man efter en ekstra gang, er det helt tydeligt, at Jackie Patinos store forbillede er shockrockens mester, Alice Cooper.

Kort før sommerferien albumdebuterede Patino under kunstnernavnet Maryann Cotton med albummet 'Free Falling Angels'. Albummet er ikke rigtigt blevet modtaget i Danmark, men det store udland har taget det til sig på fornem vis, melder unge Patino.

Søn af Hal Patino

Jackie Patino er ikke en hr.-hvem-som-helst i dansk showbiz. I 2006 kom han langt i tv-programmet Scenen Er Din, og året efter turnerede han land og rige rundt, netop med Scenen Er Din.

Han er desuden søn af en af verdens absolut mest anerkendte heavy metal-bassister, Hal Patino, som blev kendt via King Diamond, har været med i Pretty Maids og nu atter spiller med King Diamond.

Netop det faderlige ophav og dennes verdenskendte kumpaner fra King Diamond-tiden har haft mange fingre med i spillet omkring tilblivelsen af ’Free Falling Angels’.

I heavy metal-kredse ringer der mange klokker, når navne som Hal Patino (bas), Andy LaRoque (guitar, producer), Pete Blakk (guitar) og Snowy Shaw (trommer) nævnes. Dette hold har sammen med den 20-årige guitarist Sebastian Sly indspillet hele Maryann Cotton-albummet, og alle - bortset fra LaRoque - turnerer med albummet efter udgivelsen.

Forbilledet

Jackie Patino sætter rammerne og fortæller her om Maryannn Cotton-figuren, som er hans alter ego:

»Maryann Cotton er en person, jeg selv har skabt. Jeg faldt først og fremmest for navnet, for Maryann er - lige som Alice Cooper og Marilyn Manson - et kvindenavn. Det matchede fuldstændig det, som jeg gerne vil: Skabe et image inden for shockrocken, hvor Alice Cooper er mit helt store idol,« fortæller han.

Mary Ann Cotton er dog en autentisk person. En kvinde, der levede i England fra 1832-73. Hun blev dømt og hængt for at have myrdet sine børn og blev samtidig mistænkt for at have forgiftet yderligere 21 personer.

»Som tre-årig så jeg Alice Cooper på video for første gang, og det er det stærkeste, jeg nogensinde har set. Fra den dag ville jeg være som Alice Cooper. Jeg ville skabe denne her karakter lige som Alice Cooper og indføre en moderne form for shockrock," siger Jackie Patino, der har mødt Alice Cooper tre gange i sit liv.

Albummet - sang for sang

Albummet 'Free Falling Angels' kan bedst beskrives som midt-70’er shock-rock à la Alice Cooper, storladent, teatralsk og sine steder ganske heavyrocket.

Læs her, hvad Jackie Patino siger om de enkelte numre på albummet.

’Heaven Send For Me’:
»Der er meget billedsprog i vores tekster. ’Heaven Send For Me’ er et atypisk åbningsnummer for mig. Men jeg ville starte med at lægge en stemning. Alle sangene på albummet er skrevet til karakteren Maryann Cotton.«

’Never ’Waste’ Land’:
»En sang om, at det er svært at slå igennem. Drømme knuses, og folk overser dig, når du lider. Men kom med ind i ’Never ’Waste’ Land’. Her bliver du ikke tabt på gulvet.«

’Crazy’:
»Jeg prædiker aldrig, men jeg tror, at mange unge vil kunne relatere til hele pladen - og til ’Crazy’. Rigtig mange forældre rakker ned på deres unge, men er det nu også de unge, der er de skøre? Jeg mærker det selv med alle de tilråb, jeg får på gaden hver dag, fordi jeg ser ud, som jeg gør. Men hvis jeg ikke havde kunnet holde det ud, havde jeg ikke set sådan her ud. Jeg elsker jo at skille mig ud.«

’Get It On’:
»Et rocknummer på fuld skrue. Og der skal jo være noget med nogle damer med på en rockplade, og det er så her, du finder damerne.«

’Free Falling Angels’:
»Riffet kom min far på. Det er vores hippienummer, en hyldest til flowerpower-tiden. Og faktisk også til kalkmalerierne i de gamle kirke, som viser en stor del af vores historie, som vi bør sætte pris på.«

’Night Train To Paris’:
»Det er vores ’lovesong’. At synge en kærlighedssang er noget atypisk for karakteren Maryann Cotton, så det her er en vampyr-’lovesong’. Du har fået kysset, biddet, og du mister din menneskelighed. Du tages med på spøgelsestoget til Paris - og forsvinder. I midten af nummeret er der et meget lækkert instrumentalt filmisk tema, som jeg er helt vild med.«

’Die In Britain’:
»Nummeret var tæt på slet ikke at komme med, men det er det nummer, som folk kommenterer mest. Arbejdstitlen var ’The House Of Red Light’, og sangen handlede om stripbarer. Men det var svært at skrive teksten, så titlen blev ændret til ’Lying Breathing’, som så blev til ’Die In Britain’. Og det gjorde den, fordi vi arbejdede med den lige, da Amy Whinehouse døde ovre i England.«

’Miss Misery’:
»En hyldest til det amerikanske folk. ’Miss Misery’ er Frihedsgudinden. Jeg kan rigtig godt lide det land - også, at de er så selvhøjtidelige.«

’Shock Me’:
»Om Maryann Cotton. Om at jeg er den, jeg er. Jeg slutter nummeret af med at synge ’I’m The Future’. Der er gemt en Maryann Cotton i os alle. En Maryann, der venter på at slå sig løs. ’I’m not exactly what your daddy wants to see’ synger jeg blandt andet. Som du kan se, er sangen meget baseret på virkeligheden ...«

’The One’:
»En sang om stoffer, om heroin. Men det er en anti-drug-sang. Det er narkoen, der synger sangen: ’Jeg kan ikke sige, hvad der er rigtigt eller forkert, men jeg kan ødelægge dit hjerte’.«

’Maryann’:
»Det er mit favoritnummer, men det er svært at sætte ord på. Det her nummer har levet i 500 versioner, indtil den rigtige ’feeling’ kom. Teksten er baseret på historien om den rigtige Mary Ann Cotton. Man kan sige, at det er hendes biografi. Den stemning, der er på nummeret, giver mig gåsehud, og Andy LaRoques guitarsolo er bare hans bedste nogensinde. Jeg kan se mig selv direkte i øjnene med hele albummet, men lige netop dét solostykke er jeg meget, meget stolt af,« slutter Jackie Patino.

Maryann Cotton spiller debutkoncert den 14. september i Amager Bio. Her har Jackie Patino sin far med - og Pete Blakk samt Sebastian Sly og den gamle Gasolin'-trommeslager Søren Berlev på trommer.