Metallen skaber smil på læberne

20 år som metal-pladeselskab er noget af en bedrift. Det er lykkedes for Mighty Music. Her er anden del af vores store interview med selskabets to bagmænd.

I første halvdel af interviewet med Michael H. Andersen og Bjarke Ahlstrand havde vi fokus på tiden lige inden, Mighty Music blev til, og på de første udgivelser, erfaringer og udfordringer. Vi slap dem ved en pointe om, at efter 20 år var de selv og miljøet omkring metalmiljøet blevet mere åbne for, at man kan udgive dødsmetal og klassisk rock side om side på et pladeselskab, der ellers startede i den mere ekstreme del af metallen.

Michael H. Andersen er ikke kun pladeudgiver, men er og har også været aktiv med adskillige bands og smider derfor en anekdote: “Jeg kan huske fra mange år siden, 2001, tror jeg, det var. Der havde mit daværende band, Withering Surface, lejer Lille Vega sammen med Raunchy og Iniquity. De dér dødsmetalfans, og Iniquity som sådan også, var sådan 'Raunchy … hold kæft noget bøsselort!' Og nogen fra bandet gik ikke kun i metaltøj, men havde måske også lige et bælte i en anden farve, og til dette blev der så sagt: 'Hvad? Er du bøsse eller hvad?!' Sådan er det ikke i dag, det er en helt anden scene. Der kan hardcore-bands spille sammen med folk metal-bands, uden at det gør noget som helst”.

Mere end passion?
Med distributionsselskab, rockbar og Target Records kan det se ud, som om det ikke er Mighty Music, der henter alle pengene hjem til Andersen, men måske snarere er passionen. Andersen undskylder de mange aktiviteter med noget, som Ahlstrand betegner med ordet manisk. Noget, som Andersen gerne medgiver, at han måske er, og påpeger, at når noget går godt, så skal der ske noget nyt: “Da vi startede Zeppelin, så var det for at prøve noget nyt. I Mighty er passionen stor, men i Target-regi har vi jo nærmest lavet alt inden for musikbranchen. Merchandise, koncerter, publishing.”

Ahlstrand udtrykker det mere direkte: “Ja, helt konkret så sælger vi da mere Malk de Koijn og Agnes Obel, end vi sælger på en Iniquity-genudgivelse. Så kan man måske sige, at pladebutikkerne lukker, og at major labels ikke gider røre ved metal, mens vi så oplever, at der lige pludselig plads til os igen. Her er vi heldige, at det er en dinosaurus-genre, hvor folk gerne vil købe fysiske eksemplarer, fordi de kan lide coveret eller måske få en autograf på det. Og måske især med den sidste bølge som Michael har kastet sig over med mere traditionel heavy metal. Det er jo voksne fans, der gerne vil have et fysisk produkt i hånden. Derfor kan vi sælge 10.000 heavy metal-plader, det kunne vi jo ikke for fem år siden. Der er faktisk et kernepublikum, som synes, det er fedt med rigtig musik, der ikke bare er på telefonen.”

Dem, der ikke blev signet
Mighty Music har aldrig haft et stærkere distributionsselskab end nu. Med stærk interesse fra England, Benelux-landene, USA og Japan. Selskabet kan garantere, at alle dets kunstnere får deres udgivelser ud fysisk og digitalt. Der er salg i det, og der arbejdes med den annoncering og PR, som det nu kræver. Så det går godt for Mighty Music, og over 20 år må der jo også være nogle ting, hvor man sidder tilbage og ærgrer sig over, at nogle bands ikke lod sig hverve.

Michael H. Andersen er ikke bleg for at røbe, at selskabet da har forhandlet med flere større bands, hvor det ikke er blevet til udgivelser hos Mighty Music. Og han har også afvist nogle tilbud. Via venskaber med folk i branchen var der fx mulighed for Hammerfall, dengang Jesper Strömblad og co. ikke rigtigt vidste, hvad de skulle stille op med bandet, der et eller andet sted jo bare var en hobby og en udladning for klassisk heavy metal. Noget, som på dét tidspunkt i midthalvfemserne ikke lige var det store. Også Amon Amarth var en mulighed. I begge tilfælde valgte Mighty Music dog ikke at slå til. De to herrer bag selskabet tør ikke spå, om de kunne have gjort de to bands lige så store, som de er i dag. Den slags kommer an på så meget.

Ahlstrands svar på spørgsmålet om “the ones that got away” besvares med et kvikt “Hvem tror du?” Devilutions udsendte drister sig til et "Volbeat?", der jo har været en god forretning for Target Distribution.

“Det har du fuldstændig ret i, og det havde vi også chancen for. Den missede vi, ellers også gjorde vi ikke. Havde det været bedre, hvis vi havde signet dem? Det havde det jo nok ikke. Der var noget hype over, at det var et dansk band på et udenlandsk selskab, og så var timingen bare sindssyg rigtig for Volbeat, og de var sindssygt dygtige. Poulsen var superprofessionel, da han endelig skulle til at være det. Det er ikke sikkert, at det ville have været det samme hos os. Men det har vi da talt om: Vi ville gerne have haft de første plader.”

Pension og smilet på læben
Det er svært at spå om fremtiden. Hvis man følger en typisk pensionsalder, kan stifterne af Mighty Music fint nå også at holde 40-årsjubilæum. Men hvor er de to så om 20 år? Michael H. Andersen har svært ved at give svaret. Måske udgiver han ikke længere plader på Mighty Music, men er i stedet konsulent for unge bands: “Jeg ved ikke, hvad man tænker om tyve år … Men hvad skal man så lave? Skal jeg spille golf? Altså, hvad fanden, hvad laver man så? Det kan også være, at man fortsætter som et fuldstændigt passionsprojekt, hvor man bare vil hjælpe nogle udvalgte artister, fordi man så har 45 års erfaring. Men det er også svært at spå om, hvor branchen og genren går hen.”

Ahlstrand insinuerer, at lysten til musikken, hvor utænkeligt det end måtte lyde, kan forsvinde, og henviser til venner, som ellers har været dybt inde i musik, men som nu ikke så beslutsomt sætter metalplader på, men bare tænder for en tilfældig rockradio. Og er glade for det. “Hemmeligheden er nok, at vi laver andre ting end bare et pladeselskab. Vi har en bar, jeg har en kamerabiks, og Michael har stedet, hvor vi sidder nu (Halmtorvet 9 - red.). Vi laver det con amore. Ikke fordi der er de fede penge i det, men fordi der er de fede oplevelser i det. Mighty Music er ikke guldkalven, der betaler huslejen, men det er måske Mighy Music, der giver smil på læberne fredag aften.”

Og så er der jo lige den her med, at metal ikke bare er noget, man lytter til. Det er noget, man er. For Andersen rækker det i hvert fald dybt: “Det lyder måske af kliché, men man kan sige, at den internationale heavy metal-scene er min anden familie. Mange af mine kontakter er fra da jeg var 15-18-19 år, og dem har jeg fundet igen via Facebook. Fx det her maltesiske band, som jeg ikke kunne signe dengang, men som vi nu har signet (Forsaken, red.). Så er Mighty Music lige nu “the shit” på Malta, og vi er blevet kontaktet af 20 bands fra Malta bagefter. Vi kan ikke signe dem alle, men har da signet ét mere. Det er spændende at gå ind i nye territorier, for Danmark er jo et lille land. Malta også, selvfølgelig. Tygers of Pan Tang og Blitzkrieg har også skabt nyt marked i England. Derovre er der en anden kultur for metal. Det er der også i Tyskland, hvor vi også taler med nogle større bands.”

Finanskrisen og metallen
Metalfans siges at være nogle af de mest oldschool i forhold til fysiske produkter. Det er derfor interessant at høre, om eller hvordan tiden omkring 2007 påvirkede en pladeudgiver. Michael H. Andersen sætter ord på det: “På det tidspunkt havde vi holdt en lille pause med Mighty for at etablere Target. Vi udsendte Vicious Art og Thorium deromkring, men i lang tid lavede vi ikke rigtig noget. Og der kunne vi selvfølgelig mærke finanskrisen. Det blev ikke købt så mange plader ind fra Century Media og Metal Blade, og hvad vi ellers distribuerede. Kæmpe problematikker med Cd Wow!, som gik ind og underbød priserne. Men ja, de, der dyrker heavy metal, er trofaste. Det var nok mere dem, der købte Madonna, der ikke var det.”

Skal man ind i musikhistorien, så udbød TDC en streaming-tjeneste i 2009 som de første. Bjarke og jeg var inde over via Bjarkes erfaring med DR og min insider-erfaring med musikbranchen, og fordi jeg er medlem i IFPI og i bestyrelsen i DUP (brancheforening for uafhængige pladeselskaber i Danmark, red.). Vi tænkte, at det var spændende og forsøgte med Volbeat. Der var ramaskrig fra TP, Guf og Fona: 'Hvad fanden laver I?! Vi lukker jo på grund af det her!'. Og det fik de selvfølgelig ret i, men man kan jo ikke stoppe progress. Så var det kommet på en anden måde. Spotify kom nogle år senere, som bekendt.”

Ahlstrand påpeger, at den største udfordring er, at der er relativt få ambassadører for metallen. Tidligere stod der nogle ude i butikkerne. “Der er ikke redaktionelle medarbejdere, der tager sig særligt af dansk rock og metal på de her musiktjenester. Man kan godt mærke, at det er Universal og sådan nogen, der ejer det, og at de pusher deres egne kunstnere. Det er nemt at få musikken ud, ja, men uden ambassadører, så drukner det også bare let. Det er det ærgerlige ved, at TDC ikke slog igennem. Der er ikke meget redaktionel power over Spotify, andet end en top 20 med de mest spillede. Det er enormt svært ved at trænge igennem.”

Der var dog et tidspunkt, hvor Mighty Music og Michael H. Andersens egne bands trængte godt igennem: “Min gamle ven Carl, der spiller i Diabolical, sad med playlisterne.Der var det sådan: 'Hey, jeg spiller i A Sun Traverse', og så kom vi på playlister her og der.”

Ahlstrand tager over. “Independent og metalmusiks største udfordring er, at de her major labels har en anden interesse, og det gør det så svært at trænge igennem. Der er ikke mange Ghosts. Eller Sabaton, haha!”

“Så fik jeg sagt Sabaton to gange til Devilution på en uge!” afslutter Bjarke Ahlstrand interviewet. En henvisning til de “10 hurtige”, som Devilution havde lavet med ham tidligere på ugen.

Og tak til Michael H. Andersen for at minde skribenten om Vicious Art. Hermed et af skribentens absolutte yndlingsnumre fra det efterhånden ret store katalog af Mighty Music-udgivelser: