"Sådana upplevelser är inget man ska ta för givet i den här skitvärlden"
PopulærI seneste udgave af Devilution anmeldte vi det nye album fra svenske Portrait, der også gæster Danmark til sommer i forbindelse med Metal Magic Festivalen i Fredericia i juli. Devilution har talt med guitarist Christian Lindell.
Mit indledningsspørgsmål til Christian gik på, at jeg synes, at Portrait lyder, som om de har hentet inspiration hos vore egne Mercyful Fate og King Diamond, og om det var noget, som Christian kunne bekræfte.
Svaret kom prompte: ”Cool at du nævner det. Det har vi ikke hørt før. Men det er rigtigt, at Mercyful Fate er en stor inspirationskilde for os. Det gælder også Judas Priest, Iron Maiden og Black Sabbath.” Jeg har efterfølgende fundet ud af, at det rare menneske formentlig var dybt ironisk (der ligner svenskere og danskere så måske alligevel hinanden). En søgning på nettet har således vist, at stort set alle anmeldere linker Portrait til Mercyful Fate/King Diamond.
Mit næste spørgsmål var så måske mere en provokation, idet jeg antydede, at Protriats musik i det hele taget var lidt for rigeligt inspireret af fortidens metal, og om denne stil stadig var relevant.
Christian benægtede det. ”Du tager helt fejl. Ja, vi spiller heavy metal, og ja, vi er yngre end herrerne i Judas Priest, Iron Maiden, Saxon, UDO, Anvil, King Diamond/Mercyful Fate og Manowar, men anledningen til at vi spiller heavy metal er, at det er den højeste form for musik som findes, og den vil ALTID være lige så relevant som den var i 70’erne og 80’erne.”
Efter dette bombastiske og ganske klart formulerede svar spurgte jeg til inspirationerne til bandets tekster. Christian bedyrede i den forbindelse, at det, man koncentrerede sig om, primært var ”sandhed og frihed” i alle dets former.
Der er gået tre år siden seneste Portrait-udgivelse. I den forbindelse var jeg interesseret i at høre lidt om, hvad bandet havde fordrevet tiden med i den forgangne periode. Christian kunne berette, at man i løbet af det første halvandet år havde koncentreret sig om at komme ud at spille koncerter. Herefter var man gået i gang med at komponere og indspille de sange, der udgør det seneste album ’Crossroads’.
Med det næste spørgsmål opstod der desværre nogle forviklinger i den fælles nordiske kommunikation. Jeg forsøgte at spørge om eventuelle vanskeligheder med at få livejobs med den musik, som Portrait spiller. I den forbindelse forklarede Christian, at Portrait elsker at spille live og har et fint marked for det i Tyskland.
Da Portriat snart skal spille på Metal Magic Festival, spurgte jeg Christian, om bandet tidligere havde givet koncerter på dansk jord. Dette blev bekræftet. Portrait har allerede spillet på Metal Magic en gang tidligere og har også spillet på det nu forsvundne The Rock.
Herefter ville jeg så gerne høre om Portraits forventninger til at spille på dette års Metal Magic Festival i Fredericia. Christian kunne meddele, at bandet har store forventninger. Det har man nu ved hvert eneste gig, men bandet er glade for det dedikerede publikum på MMF. I år skal Portrait spille på den store udendørsscene, hvilket man ser frem til.
Afslutningsvis måtte jeg lige sætte mig selv ned på sportsjournalistplanet og spørge Christian, om Portrait havde et eller andet, som de gerne ville citeres for inden den kommende optræden i på MMF 2014. Svaret var klart. Jeg tror, at vi lader den stå på klingende svensk, så godt som jeg mestrer det:
”Se till att åka på Metal Magic-festivalen, sådana upplevelser är inget man ska ta för givet i den här skitvärlden. Alla som missar vårt gig på festivalen kommer få stryk av mig och vår trummis!”
Lad mig til allersidst bemærke, at jeg tror, at det er en god idé, som Christian præsenterer. Det nye album med Portrait er måske ikke epokegørende godt. Men det er et interessant metalband, som jeg i hvert fald glæder mig til at opleve på Metal Magic Festival 2014.