Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Få gnidninger - ingen konkurrence!

Populær
Updated
Få gnidninger - ingen konkurrence!

Devilution mødte Gojira forsanger Joe Duplantier på årets AMF, der udviklede sig til et personligt interview. Vi talte både om turlivet, frygt, mørke sider, søskende forhold og nøglen til deres succes, som I her kan læse.

Kunstner
Dato
03-11-2012

Først skal jeg lige høre dig om, hvordan det var at spille i Pumpehuset i går?
- Det var virkelig godt! Vi have en fest på scenen, og publikum var helt vilde. Vi er også selv virkelig ved at komme ind i turhumøret, hvor vi er trætte nok til at være afslappede … haha! Vi er i form, og vi føler hos hjemme på scenen med sangene på setlisten, hele vores set-up på turen med vores crew. Alt er ligesom faldet i hak!

- Det plejer som regel at tage mellem 7-10 dage, det var vores show nummer 10 i går – hvor vi startede ud i det kolde Moskva. Jeg tror, at vi til showet dagen før Pumpehuset tænkte, at nu er vi der, og min stemme er ikke alt for slidt og alt det der! Så det var også et godt show for os i går, og vi råbte bagefter [i kor] ’vi klarede den’!

Jamen jeg hørte også fra flere, at det var et rigtig godt show!
- Cool! Det er sgu fedt!

Jeg ved, at nogle, som også var i Pumpehuset i går, er kommet her til AMF i dag for at høre jer igen!
- Ej, er det rigtigt?! Det er sejt!

Min kollega Emil interviewede dig på Copenhell i sommer – hvor jeg også så jeres show. Det var i mine øjne et af de bedste festivaloplevelser med jer, og jeg har været til ret mange festivalkonceter med jer efterhånden!
- Er det rigtigt?! – fedt!

Ja det var folk virkelig oppe at ringe over i lang tid!
- Jeg kan godt huske det show – det var godt. Vi var midt imellem … altså, vi havde endnu ikke udgivet vores nye album, men vi havde et par nye numre, som vi kunne spille. Men vi følte os ikke helt fortrolige med materialet endnu, og vi var begyndt at få nok af vores ’gamle’ sange – så hele turen var lidt underlig, men når vi først kommer op på scenen og har publikum med os, går det jo godt.

- Men nu føler vi ny energi, og alle er rigtig spændte. Denne tur er ret udfordrende for os både i forhold til det tekniske niveau, til lyset og lyden – så vi kan præsentere vores nye album, så sangene kommer til deres ret live. Så hvis jeg skal sammenligne med Copenhell og nu, så er det bedre nu … haha!

Det lyder sørme godt – jeg ser frem til showet senere.
- Cool!

Jeg så jer faktisk også i maj, da I varmede op for Metallica i Oslo – og scenen virkede temmelig stor …
- JA … haha!

… da I stod på den …
- Ja den er vanvittigt stor!

Her tænkte jeg på, om I skal forberede jer anderledes til sådan et show sammenlignet med et show på en mindre (klub)scene … ?
- Åh ja!

Hvordan?
-Alt er anderledes. For eksempel spiller vi i dagslys og vibrationerne og …

Og stemningen?
- Ja, stemningen er anderledes, og måden, vi bevæger os på scenen, er anderledes. Altså det er mere sådan "ok, vi ER showet" på de store scener, hvor vi fylder meget lidt, da vi ikke har lys og andre effekter med - der er kun os på scenen. Når vi er hovednavn på en tur, som nu, på klubber, så det er jo et helt andet udgangpunkt. Selv det tekniske er helt anderledes, crewet er anderledes – alt ændrer sig. Jeg kan bedst lide det her! Selvfølgelig er det at åbne for Metallica …

Altid stort?
- Ja, ja, det er en drøm, vi får opfyldt, du ved!

Men er det mere svært for jer på sådan en stor scene eller … ?
- Hmmm, det er meget forskelligt!

Eller har det ingen betydning, når I først er deroppe? Er det noget i tænker over?
- Altså vi er nødt til at tilpasse os og spille kortere setliste, så det er sværere at imponere. Der er ingen eller få forventninger fra folk, så det er også mere afslappende.

Der ER da forventninger! haha …

- Der er helt sikkert forventninger, men det, jeg prøver at sige, er, at folk vil se Metallica.

Jo, den er jeg helt med på …

- Der er et andet pres, når man er hovednavn – "Ok, nu jeg har betalt min billet, og jeg håber, at I spiller den og den sang" – det er jo ikke helt tilfældet, når vi åbner for Metallica. Jeg kan lide begge dele, men det er meget forskellige oplevelser og vibrationer.

Du har spillet med din bror gennem hele bandets levetid. Jeg har selv en storesøster og kender til …
- Hvilket forhold man kan have til hinanden som søskende?

Ja, nemlig – hvordan får I det til at fungere?
- Øh du ved – vi har da vores op- og nedture, men der er en vis respekt mellem os, og vi har aldrig sloges så meget, da vi var små. Han er jo yngre end mig … fem år, så da jeg var ti og han fem, og jeg lavede ting, så var der jo ingen konkurrence. Men det er selvfølgelig ikke nemt at spille i band med sin bror, men vi kommunikerer. Vi arbejder faktisk på det, og det går rigtig godt. Vi har aldrig et sammenstød eller sådan noget.

Så I har fundet hver jeres plads eller rum i bandet?
- Nemlig! Nogle gange skal vi arbejde lidt med nogle gnidninger, men intet alvorligt.

Så I kan faktisk godt se hinanden som ethvert andet bandmedlem og ikke tage jer ekstra friheder og for eksempel tale mere grimt til hinanden på grund af de familiære bånd? For det synes jeg da, at jeg selv har oplevet, hvor jeg mener,  man skal da tale pænt til hinanden uanset relation …
- Lige præcis. Det har vi da også … selvfølgelig. Vi taler ikke på samme måde til hinanden, og nogle gange behøver vi slet ikke at tale til hinanden, fordi vi bare kan se, at ... du ved! Og så kan temperaturen stige op i det røde felt i løbet af et sekund. Og i næste øjeblik er vi bedste venner igen – ved du, hvad jeg mener?

Ja, det kan du lige tro! haha …
- Men altså vi er også opmærksomme på, at vi er omgivet af mennesker. Det handler jo ikke kun om os og vores søskendeforhold,´men om hvordan vi håndterer det. Vi har mennesker omkring os, og vi KAN ikke bare gå amok og [her laver han hvæsende lyde] … så vi prøver at være så civiliserede som muligt.

Ja, I er gode til at hive jer selv op i nakken og opføre jer pænt!?
- Ja lige præcis – det gør vi tit … haha!

Hvad mener du definerer Gojira, og hvad tror du gør, at I adskiller jer fra andre bands?
- Åh, det ved jeg ikke. Måske at vi arbejder med musikken – det er en ting. Vi arbejder på et projekt, vi arbejder på et personligt niveau. Vi forsøger at være balancerede. Vi prøver at forstå vores frygt – altså dybe ting – og jeg vil ikke sidde her og sige, at vi er kommet af med det hele, men vi prøver at stå til ansigt til ansigt med det, så godt vi kan. Altså vi prøver på ikke at være bange for at være os selv. De fire af os, tror jeg, har været i en slags psykoterapi sammen i bandet. Vi snakker meget sammen i bandet, haha … mens andre tager stoffer. Ja, det prøver vi at undgå – det selvdestruktive er jo virkelig virkelighed for mange bands generelt. Det, tror jeg, er en vigtig nøgle til vores succes.

Og være ærlige over for jer selv?
- Ja og bevare jordforbindelsen. Og vi er ikke bange for at skuffe folk … Som nogle gange kan være tæt forbundet, men det at være original.

Ja, det behøver jo ikke være et tegn på svaghed, at man er åben omkring sine svagheder eller viser, hvad ens svage sider er …
- Ja nemlig. Det er faktisk noget, jeg selv arbejder meget med, når jeg skriver sange som fx på vores nye album. Jeg tror, at alt er muligt, og at vores sjæl forbliver i live efter døden, og at vi har uendelige muligheder. Vi kunne flyve, hvis vi virkelig ville! Men på samme tid er jeg stoppet med at snakke om alt det her og taler nu mere om mine mørke sider og om mine svage sider. Jeg kan være jaloux, jeg kan være dum, jeg kan være ond, og det er også en del af, hvem jeg er.

Der er et videoklip på youtube med jeres sang ’Blow Me away You (Niverse)’ …
- Det tror jeg ikke at jeg har set?

Det er ca. 10 minutter og det er ret gammelt tror jeg ...
- Er det et livenummer?

Ja.
- Åh ja, okay …

Hvornår kan vi få lov at opleve det?
- Hahahaha … med trancen i slutningen og alt det?

Ja!
- Faktisk så spørger vores guitarist Christian tit om det - "kan vi ikke godt spille det nummer igen?", hvor jeg svarer "hold nu kæft!", haha!

Haha, det skulle I altså tage at gøre – det lyder og ser så fedt ud!
- Haha, virkelig – okay! Hey, Mario … hørte du det?! [og så går den livlige snak på fransk det næste øjeblik, da resten af bandet sidder i det fjerneste hjørne i det store backstagelokale, hvor vi sidder i sofaen i det modsatte hjørne] … okay, Mario siger fuck yeah! Så måske – der gav du os lige en ny idé … haha!

Hahaha …
- Den er ret gammel! Vi er jo blevet ældre nu og kan lide at udvikle os. Vi har rejst meget i hele verden og set fantastiske lande, men skal jo videre til det næste. Det er mere interessant for os at spille nyt materiale, og vi tror på os selv. Jeg ved, at der er nogle fans, som er skuffede, fordi de vil høre vores tidlige materiale. Men ja, hvorfor ikke – måske en dag tager vi den op.

Jeg synes, at det virker stærkt … kontrasterne og modet til at spille sådan et langt, langsomt nummer …
- Det forsøger vi stadig at have med nu, men denne sang er … strukturen er sådan lidt [laver anstrengt lyd], og vi indser nu, at vi har udviklet os – vi er bedre komponister og sangskrivere nu, hvor vi tænker, okay vi var unge dengang. Det er sandt, at den hen imod slutningen bliver interessant. Den bliver mere ambitiøs, strengene skal bøjes og lave lyden [boing boing boing boing], og der kan man nemt fare vild i den og miste fornemmelsen for, hvor langt vi er nået ... pyha … det kan være et mareridt!

Men det er jo det, der gør den så fed: At I faktisk kan klare det …
- haha, ja …

Hvor man bare sidder tilbage og siger "JA mand"!
- Den er lidt farlig, og du er nødt til at have masser af energi for at kunne spille den sang! Men ja, måske en dag, hvem ved?!

Det håber jeg … haha!
- Okay, det vil jeg huske…

Udsendte slutter af med, hvad der lyder som et halvtøset fnis, og takker af for denne gang.

Menu