Wacken 2010 - historisk!
PopulærDenne års udgave af Wacken Open Air bliver måske den største nogensinde. Programmet er noget nær perfekt.
Iron Maiden, Slayer, Cannibal Corpse, Immortal, 1349, Alice Cooper, Môtley Crüe, Soulfly, Gojira, Amorphis, Fear Factory. Ja, listen fortsætter bare i det uendelige.
Sidste år havde Wacken Open Air jubilæum og kørte et noget skrabet program med Machine Head, Motörhead og Heaven & Hell som trækplastre. Det var ikke helt deres jubilæum værdigt. Men i år har de lagt sig i selen og præsenterer det måske stærkeste program i festivalens historie.
Nu har denne redaktion rapporteret derfra siden 2004, da Satyricon headlinede med en Darkthrone-special, hvor Nocturno Culto tog scenen med Satyricon og leverede en uforglemmelig koncert med Darkthrone-numre. Dengang foran max 35.000 tilskuere. I år vil Iron Maiden indtage samme scene og levere to timers britisk metal foran 75.000 vilde festivalgængere. Wacken har vokset sig kæmpestor og med det, dets navne. Vi har fulgt dette vokseværk, der kulminerede i 2008 med netop Iron Maiden på festivalen for første gang. Nu er de tilbage, og når de torsdag aften skyder festivalen i gang for alvor vil fredag og lørdag bliver én lang tour de force i den tunge musik.
NRGMagazine.dk vil naturligvis dække så meget vi overhovedet kan. Lige fra hvordan man nemt kommer dertil fra enten Sjælland, Fyn eller Jylland, til stemningen dernede, hvilke boder, der serverer den bedste bratwurst og naturligvis bringe en masse koncertanmeldelser og billeder fra disse. Vi stiller i år med fire mand. Tre anmeldere og en fotograf, der under hele festivalen vil knokle for at bringe Jer læsere historier, der gerne skulle give en så god fornemmelse af Wacken, at I nærmest kan lugte de krydrede madboder, den varme duft af græs, flis og gammel øl, samt mærke lydtrykket fra musikanlægget når Bruce Dickinson brøler 'Fear of the Dark'.
Danske bands står også klar
I år er Danmark repræsenteret to gange på programmet. Der er folkemetallerne fra Svartsot, og så de håbefulde By the Patient, der vandt WOA Metal Battle i Danmark. De skal dyste mod andre landevindere, og hvis alt går vel, så vinder de konkurrencen dernede. Så udover de mange danskere, der trofast valfarter til metallens Mekka i Europa er der også dansk metal på programmet.
Udover musikken er der et hav af arrangementer, lige fra vikingekampe, ildshow, striptease, metalmarked, karaoke og biograf. Onsdag aften viser de eksempelvis den anmelderroste dokumentar om blackmetal-miljøet i Norge 'Until The Light Takes Us'. Undertegnede har set den, og for dem, der allerede er der onsdag kan den varmt anbefales.
Køb før der bliver udsolgt!
Og så er der Slayer. SLAYER! Jeg nævnte dem flygtigt i rækken af mange i indledningen, men de fortjener lidt ekstra opmærksomhed. Tom Araya er blevet opereret i ryggen og er tilbage på pinden igen. Hans nakkehvirvler tillader ikke længere halvanden times ubønhørlig headbanging, men lur mig om ikke han, King og co. alligevel nok skal losse 75.000 festivalgængere i det nordtyske så hårdt i skridtregionen fredag aften, at samtlige taler i falset hele lørdagen? Jeg tror det.
Sjovt nok har arrangørerne ikke meldt om udsolgt endnu. Det gjorde de ganske få måneder efter Iron Maiden blev bekræftet sidste gang. Så er du lun på en tre-fire dages metal i Wacken i august måned, så har du måske stadig chancen for at nå det.
Livescenen.dk arrangerer busture derned, og ellers er der altid muligheden for selv at starte en bil op, smide et telt om bagi og tage den derfra på gefühl. Én ting er sikker; det bliver en kæmpe oplevelse.