Morgendagens stjerner: Ethereal Kingdoms

Den danske metalscene har fået noget så sjældent som et nyt symfonisk band: Ethereal Kingdoms, et af de udvalgte bands til at deltage i årets Wacken Metal Battle.

Hvem er bandet?
Vi er et symfonisk metalprojekt fra København. Vi består af Sofia Schmidt på vokal (ren + growl), Christian Rasmussen på guitar, Christian Christiansen på guitar, Jakob Holm på bas og Jon Elmquist Schmidt på trommer.

Musikken komponeres i samarbejde af Christian Rasmussen og Sofia Schmidt. Christian tager sig af de groovy, catchy og tunge dele, hvor Sofia trækker mere klassisk orienterede og progressive elementer ind i sangskrivningen.

Hvordan startede bandet?
Christian Rasmussen hev fat i Sofia og hørte, om hun ville lave noget symfonisk metal. Det gad hun godt, for det var en hemmelig drøm, hun havde gået med, siden hun var teenager. Egentligt var det bare meningen, at det skulle være noget hyggeligt, men pludseligt greb det om sig, og så gik det stærkt! Vi fandt vores stærke, velspillende og charmerende bandmates i løbet af vintermånederne i 2017.

Hvor var jeres første øver?
Vi startede ud som studieprojekt og var derfor lidt af et øvelokaleløst nomadeband i det første stykke tid. Første gang, vi rigtigt øvede sammen, var ude på en gård i et gammelt halmhus uden isolering ude på en mark i en forstad til Greve. Eneste varmekilde var en gasovn, der var ingen plads, men det var skidehyggeligt, og vi havde en fest.

De første par øvere gik meget af tiden med at få teknikken til at hænge sammen og fejlsøge på vores udstyr, men derefter har det kørt på skinner på den tekniske front.

Hvor var jeres første koncert?
Vi fik den fantastiske ære af at debutere i Pumpehuset til Blastbeasts The New Shit Showcase pt. 5. Det var kæmpestort, og vi var del af et virkeligt stærkt lineup den aften. Der var en helt særlig stemning i Sort Sal. Op til showet havde vi en totalt surrealistisk følelse i hele kroppen: "What? Sker det her? Spiller vi seriøst debut i Pumpen?”

Der var klart nerver på, men det hele sad, som det skulle, da vi gik på, til trods for lydproblemer. Lige inden vi gik på, blev der spillet 'Dark Chest of Wonders' af Nightwish; en sang, der har en helt særlig betydning for vores forsanger, så hun stod og havde alt for travlt med at være sentimental til at kunne nå at blive rigtigt nervøs.

Hvem har fået øje på jer?
Søren Weiss fra Blastbeast var den første, der spottede os og fik lov til at præsentere vores første udgivelse i The New Shit Showcase-serien. Derudover har Leifur Nielsen fra Mono Goes Metal taget os under sine vinger og med til SPOT METAL i maj måned. Heavymetal.dk synes vidst også, at vi laver noget fin musik, men de vil gerne have nogle mere catchy omkvæd. Så der er et par stykker, der har kig på os ude i metallandet.

Hvad har været jeres største koncert?
Vi har i skrivende stund kun spillet tre shows, så det må være en delt førsteplads mellem The New Shit på Atlas og i Pumpehuset. Vi glæder os dog afsindigt meget til Wacken Metal Battle og SPOT METAL – det bliver det helt store!

Hvad er det sværeste ved at være ny i gamet?
Vi er virkeligt nye i gamet – vi har kun eksisteret officielt siden 1. december 2017, så der er rigtigt meget arbejde i at nå ud til folk, bygge vores identitet som band og fortælle de fede historier om bandet og vores kunstneriske vision.

Det har i starten også været lidt udfordrende at finde ind til vores lyd, men vi har fundet en rigtig god blanding af vores forskellige udtryk, der giver en ret unik lyd for os. Det kan også være udfordrende at spille en genre, der for mange her til lands kan virke ufrivilligt komisk. Symfonisk- og power metal skal man da også gerne kunne spille med et glimt i øjet, og vi tror, at hvis man tager sig selv for seriøst i for lang tid ad gangen, så bliver man måske en smule skør.

Der har ikke været vanskeligheder angående samspil eller rutine, til trods for at vi er ret nye som band – vi har alle sammen bred og lang erfaring som musikere. Christian Rasmussen svinger øksen i The Vision Ablaze og har spillet sammen med Jakob Holm på Copenhell med Fall of Pantheon. Christian Christiansen har spillet Europa tyndt med Dreadlord og Sylvatica, Jon Elmquist har tævet tønder, siden har var en bette knejt, og har spillet alt fra ekstremmetal til flødebollepop. Sofia Schmidt har klassisk baggrund, har spillet i både orkester og metalbands, har danset rundt i lyselillaer kjoler i musicals og studerer Musikvidenskab på Københavns Universitet.

At projektet har bevæget sig så hurtigt, har gjort, at vi har måttet trække på al den erfaring, vi kunne, for at få det til at køre. Det er derfor fedt, at vi har hinanden, og at vores erfaringer er så brede – knowing is half the battle!

Hvordan har det været at indspille jeres debutplade?
Indspilningen af vores debut-ep har været en ekstrem hands on-oplevelse. Den er 100 % DIY.

Vokalerne er indspillet i en improviseret vokalbox bestående af en nogle dyner, der var hængt op i en kælder i Roskilde: setup af mikrofon, lydkort og bærbar og vupti, en uge senere var der tracket alle leadvokaler og harmonier til fire sange. Sofia fik vidst lidt cabin fever af at stå dernede så længe.

Guitarer og bas er tracket hjemme i Christian Rasmussens soveværelse, og alt er produceret i Logic. Sofia skrev hele orkestret ind i et partitur i et nodeprogram og eksporterede så det hele over til EastWest-plugins, så det kunne lyde lækkert på pladen. Der blev arbejdet meget intenst med at finde en arrangementsstil for
orkestret, der også gjorde plads til de store kor- og guitarstykker. Det er dog ikke kun EastWest, man kan høre på pladen, når der er klassiske instrumenter og kor. Vi fik uvurderlig hjælp til soloviolinstykkerne af singer-songwriter Amalie Skriver, der spiller virkelig lækker violin.

Derudover havde vi også to herrer med til at lave de episke kor på 'Storm'. Sessionmusikerne fik kontant udbetaling i Gramex-penge, kage og limonade.

En af de store udfordringer ved at indspille alt selv var den konstante nagende frygt for, at et dårligt setup kunne ødelægge lyden. Men heldigvis så gik det hele, og vi fik et brugbart resultat ud af alle optagelserne.
Især i mixing-fasen var vi lidt på bar bund nogle steder, men Christians erfaring med metalmixing og Sofias erfaring med kor og orkester fik tilsammen dannet et fungerende lydbillede. Vi lavede også gentagne bilstereo-tests, hvor vi tog ud og cruisede i Christians VW UP og lyttede efter fejl og mangler i mixet. Det var en helt utroligt hård, men også lærerig proces!

Hvad er jeres inspirationer?
Vi har en del musikalske inspirationer til fælles, vi er store fans af Wintersun, Kamelot og Sonata Arctica. Generelt er det det store, dramatiske, udtryksfulde lydbillede, der er idealet, samtidig med at der godt må være nogle strukturelle elementer, der tager røven på én og overrasker. Vi trækker også på inspiration fra komponister som Devin Townsend, Béla Bartók, Eicca Toppinen (Apocalyptica) og Debussy. Fællestrækkene er det intense udtryk, og at der skubbes til nogle grænser i musikkens harmoni og struktur. Det er musik, der tør gøre noget nyt og interessant, finde en anderledes måde at kommunikere følelser på, der ikke altid nødvendigvis følger den velkendte popsangs-formel.

Udover det finder vi inspiration til historierne i musikken fra historierne og livet omkring os. Mennesker oplever og gør de mest forunderlige ting igennem livet, vi kan med vores handlinger være forfærdelige og fantastiske, nogle gange på én gang. Det skaber store følelser og store fortællinger, som musikken kan vise på en meget rammende måde.

I vores take på symfonisk metal kan man både få lov til at svæve oven på skønne violinpassager med englestemme og skrige helt nede fra bunden af hjertet, mens tunge riffs kommer væltende ind over dig. Det afspejler nogle følelser, der har inspireret musikken, og det tror vi godt, at man kan mærke og identificere sig med, hvis man har oplevet noget lignende.

Hvad er jeres drømme?
En af vores store drømme er at kunne spille shows med et symfoniorkester i stedet for backingtrack. Vi har lagt vægt på at skrive orkestret, sådan at det er spilbart for de enkelte instrumentgrupper, så man i princippet bare ville kunne printe noderne ud og sige: “Sådan, there you go!”, hvis det en dag når dertil.

Det er helt klart også drømmen at puste lidt liv i genren på den danske scene og videretænke konceptet om symfonisk metal. Metal handler i høj grad om at bryde grænser, og vi kunne godt tænke os at bygge bro mellem forskellige genrer og udtryk og skabe nogle interessante hybrider, der kan inspirere folk til at udvide deres horisont lidt. Hvis man med en symfonisk metal-hybrid kan få nogle inkarnerede metalheads til at gå på opdagelse i noget af alt det vilde og intense klassiske musik, der findes, og få nogle klassiske musikelskere til at kaste sig ud i breakdowns og headbanging, så bliver verden et vildere sted med nogle crazy koncerter!

Hvordan vil I nå dem?
Vi skal skabe en masse musikalske verdener, både på indspilninger og til koncerter, og invitere alle, der har et sæt ører, med ind i vores univers.

Vi går efter drømmene ved at sætte meget konkrete målsætninger og deadlines for os selv. Vi arbejder, til det er færdigt, og stopper ikke før. Det hele handler om at arbejde igennem og også gerne være lidt opfindsom. Inden for musik er intet umuligt, man har bare ikke fået øje på løsningen endnu. Jo mere man øver sig, bliver god og samler viden og ressourcer, jo lettere glider det, når der skal skabes kunst, for så bekymrer man sig ikke om “Åh nej, kan jeg spille det?”, men om hvorvidt det lyder fedt og fortæller historien eller ej.

En af vores sayings i bandet er “easy life” – det handler om, at man skal gøre det nemt for sig selv. Det betyder ikke, at man skal hoppe over, hvor gærdet er lavest, men finde den metode, der gør processen mindst kompliceret.

Hvordan vil I virkelig ikke ende?
Vi vil ikke ende som et middelmådigt band, der sumper for evigt i et øvelokale, fordi vi ikke turde gå all in, ofre, hvad der skal til, og gribe de chancer, der byder sig.

Hvor meget opbakning har du/I fra baglandet (forældre, skole, venner, job, etc..)?
Vi har nogle fantastisk tålmodige venner, familie, lærere og bedre halvdele. Vi støtter også hinanden utroligt meget i projektet, så vi ikke mister forstanden i processen. Derudover fungerer det godt at tage ned og pumpe jern og høre Austrian Death Machine og stresse af – og så sammenligne vores gains bagefter.