Aalborg Metal Festival 2010 er overstået
PopulærVi samler op på dette års udgave af Aalborg Metal Festival med 20 anmeldelser, reportager og fotogallerier.
For ottende gang har undertegnede været på Aalborg Metal Festival. 2010-udgaven bød på en bred vifte af metal, både dansk og internationalt. Der var gode koncerter og der var knap så gode koncerter. Heldigvis var der mange af de gode, og det bliver dem vi husker. Helt fantastiske koncerter med Immolation og Crocell, samt den store positive overraskelse i Monster Magnet, der levede fuldt ud op til dets status som hovednavn.
Mikkel Larsen, formand for Nordic Rock Booking og primus motor på Aalborg Metal Festival gjorde kort status efter Monster Magnet var gået af. Jeg spurgte ham om hvordan det var gået. Mikkel svarede træt, at han syntes det var gået over al forventning, og at han nu glædede sig til at indhente lidt søvn, eftersom han kun havde fået syv timer sammenlagt de sidste tre dage. Jeg sluttede derfor hurtigt af med at spørge om økonomien tillod endnu en festival i 2011. Til det sagde han, at det gik han meget stærkt ud fra.
For Monster Magnet havde trukket folk til lørdag og Studenterhuset var da også fyldt til bristepunktet da hovednavnet gik på. Et stort sats fra arrangørernes side, eftersom Monster Magnets musik ikke ligefrem ligner resten af plakaten. Et sats, der i dén grad gav pote.
Det blev tre herlige dage med metal og alt det, der følger med i kølvandet på en masse koncerter. Vi har derfor samlet vores anmeldelser i tre artikler. Én for hver dag. De følger nedenfor:
Torsdag
Fredag
Lørdag
Sluttelig kan vi nævne, at Aalborg Metal Festival 2011 vil være 10-års jubilæum. Kryds fingre for, at NRB formår at levere et brag af en jubilæumsfest næste år. Det gør vi!