WOA'13: Busturen til Wacken - og lidt om livet på marken

Verdens største metalfestival er ikke så farlig endda. Og efter 10 år i branchen leverer Livescenen en yderst behagelig overgang til infernoet af metal og sol.

Min femte tur til Wacken startede kl. 7 om morgenen ved DGI-byen - et tidspunkt jeg normalt ville kalde lort om morgenen, men denne dag var en time inden bussens afgang. Oppakningen, med sovepose, telt og festivalstol var forsøgt modereret, da det altomfattende princip på turen er, at man skal selv kunne bære, hvad man har med. Som er lidt svært, når dette skal indebære - udover førnævnte - mininum tre rammer øl, en masse vand og diverse flasker. Men i år var turen med Livescenens største bus, hvilket betød masser af bagageplads plus en trailer. Tak og lov for det, for folks tendens til at købe deres egen højde i rammer plejer at betyde et meget festlig puslespil ved grænsen og en buschauffør, der truer med at køre fra det hele. Det var ikke tilfældet denne gang, og jeg må sige, at det var en meget velsmurt overgang fra civilisationen til den metalliske afart af denne.

Kutyme og erfaring

84 mennesker i en dobbeltdækker på vej til den tyske grænse. I en blanding af spænding og søvnmangel og en allerede faretruende høj sol falder man nemt i søvn, og de første to øl gjorde udslaget. Pyt med det, når der er fest for alle pengene, når man kommer frem. Første stop var i Fredericia, hvor et par ekstra gæster skulle med og blæren tømmes. Tilbage i bussen var nogle pladser taget, og vi blev spist af med noget om, at det er kutyme at lægge jakken efter sig. Danskere og deres undskyldninger.

Det skal måske nævnes, at cirka 50 % af Bus 8, som vi befandt os i, er den færøske lejr på Wacken, der siden 2006 har været af en pæn størrelse. Så guiden tog vejledningerne på færøsk, dansk og lidt engelsk. Engelsk fordi vi havde fire australiere med ombord. Wackens tendens til at være rimelig hurtigt udsolgt betød, at d'herrer havde rejst rundt om kloden til København for at komme til Wacken. Respekt for ikke at give op.

Ved grænsen var der som altid halvanden time til at nå det hele. Meget ambitiøst, da det er 500 metalheads, der som sagt skal nå at købe deres egen højde i ølrammer, samme mængde kød til grillaftenen, nå at få noget mad i den dejlige bistro og gerne et lille toiletbesøg inden afgang. Fleggaard er navnet på den cirkel af skærsilden for folk, der tror, de har god tid. Min erfaring har lært mig, at man lige så godt kan stille sig i kø med det samme, og så gå og fylde på. For udover 500 metalheads i slaraffenland er der jo din gængse sønderjyde, der skal have købt ind til havefesten. Hold kæft, det er kaos. Men det går som regel. Inden afgang skulle der lige kyles nogle stykker brød med min hjemmelavede rødebedehumus ned, hvilket også førte til en hyggelig snak med et par ældre damer, der syntes, det så noget så spændende ud. Ja, vi er nogle der ikke gider kogte frankfurtere og schnitzler, og det kunne de egentlig godt forstå.

I elementernes vold

Den høje sol var skiftet ud med regnvejr, da vi ankom til Wackens busholdeplads. Regnvejr er ikke helt vildt fedt, når man skal vandre frem og tilbage i græs og sørge for at alt ens gear er kommet frem og bliver stillet op. Og i stedet for at vejret opførte sig pænt og regnen pakkede sig væk, skulle det selvfølgelig øsregne til ud på aftenen. Grillen blev tændt alligevel, og måske blev noget af maden mere dampet end grillet. Det tog ikke noget af humøret, for hvis der er noget, der kan sætte gang i folk, så er det, når urgenet som jæger får frit løb, og der skal smides med råt kød. Måske Livescenen skulle overveje at ansætte et par stykker til at tage sig af grillen, så vi alle ikke ender med salmonella eller botulisme? Jeg fik til sidst råbt højt nok op om, at mine majskolber skulle have fred, og resten af aftenen gik i ro og mag med at indtage øl og nyde biergartenstemningen i Livescenens Main Camp.

Dagen efter var regnvejret erstattet af sol. Sol i en grad, man ikke troede kunne forekomme på så nordlige breddegrader. Og det samme dagen efter, og dagen efter den. Sirenerne var lige lovlig flittige, og det var ikke usædvanligt at se folk ligge ved vejkanten omringet af samaritter. Hvis vandet var lige ved hånden, ville jeg forbande vejrguderne, men sagen er, at Wacken er alt for dårlige til at opstille vandposter. Så den gik med købevand det meste af tiden, så man kunne holde sig i live i 37 graders varme til hen ved 20-tiden, da solen endelig begyndte at gå ned.

Kø og plads til alle

På det tidspunkt var koncerterne på deres højdepunkt, og køerne ved indgangene begyndt at blive alvorlige. Der er et eller andet paradoksalt ved den intense kropsvisitation, når man ellers stoler så meget på folk, at man ikke opsætter mojohegn. Men ak, hver gang turen gik til den inderste del af The Holy Wacken Land, skulle ting og sager hives ud, mens man selv blev klappet ned. Tysk høflighed betyder, at det bliver man af en af sit eget køn, hvilket er rimelig ligegyldigt efter min mening, men da meget sødt af dem.

Men der er et eller andet over måden, man behandler kvinder på på Wacken. Der er jo ikke særlig mange af os, men det betyder ikke, at man mærker det. Kun når man kan vandre hele vejen forbi den milelange kø til herrebruserne og vade lige ind til damernes. Når varmen melder sig, og tøjet er nødt til at forsvinde, bliver det hverken kommenteret eller piftet ad. Hvilket er en befrielse i forhold til mentaliteten på Roskilde. Det er sgu sjovt og rimelig fantastisk samtidig. Man går rundt med den der fornemmelse af, at vi metalheads passer på hinanden.

Wacken er et dejligt sted. Det er et sted, hvor det svært at tørre det smørrede grin af fjæset, fordi der er så god stemning. Selvom man bander varmen og køerne langt væk, er det svært ikke at glæde sig til næste år, når man kommer hjem igen. Og finder ud af at der allerede er solgt 40.000 billetter. udsolgt.